Dronningens Fortjenstmedalje i sølv
Dronningens Fortjenstmedalje i sølv (FM) kan tildeles for en fortjenstfuld indsats efter mindst 40 års uafbrudt ansættelse indenfor samme beskæftigelsesområde i den offentlige sektor.
Den Kongelige Belønningsmedalje
Den Kongelige Belønningsmedalje (BM) kan normalt tildeles efter 50 års fortjenstfuld ansættelse i samme private virksomhed (herunder selvejende institutioner med driftsoverenskomst med kommunen), eller i forbindelse med fratræden efter mindst 40 års ansættelse.
Social- og Integrationsministeriet behandler indstillinger til Fortjenstmedaljer for ansatte inden for det sociale-og integrationsområdet
- For ansatte på skoler henvises til Ministeriet for børn og undervisning.
- For ansatte på hospitaler og klinikker henvises til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.
- For ansatte i private virksomheder (BM) henvises til Erhvervs- og Vækstministeriet.
Det er kun i forbindelse med et egentligt ansættelsesforhold, at der kan tildeles en medalje. Selvstændig erhvervsvirksomhed eller frivilligt arbejde giver ikke grundlag for tildeling af en medalje.
Det er således arbejdsgiveren, der indstiller en medarbejder til dekorering.
Personer med en akademisk uddannelse samt chefer/medarbejdere aflønnet (samlet løn-grundløn+evt. tillæg) i statslig LR34+(Kommunalt LR 47+) eller svarende dertil, kan ikke indstilles til Fortjenst- eller Belønningsmedalje.
En indstilling til ministeriet skal indeholde følgende oplysninger:
- Den ansattes fulde navn, adresse, personnummer og nuværende stillingsbetegnelse.
- Navn på nuværende ansættelsessted.
- En redegørelse for at den ansatte har ydet en (særlig) fortjenstfuld indsats.
- Jubilæumsdato.
- Dato for hvornår medaljen ønskes overrakt (jfr. nedenfor om sagsbehandlingstid). Ved dokumenteret bevilget orlov fra arbejdsgiver, tillægges orlovstiden således, at jubilæumsdagen rykkes tilsvarende.
- Navnet på den person, der vil stå for overrækkelsen af medaljen
- Ved flere ansættelsessteder og –perioder vedlægges en overskuelig og tydelig datooptegnelse
- Bekræftelse på at vedkommende har været ansat på gældende fuldtidsnorm, i hele ansættelsesperioden (Der kan forekomme særtilfælle)
- Så vidt muligt dokumentation for ansættelsesforholdets varighed.
- Såfremt jubilæet allerede er afholdt, anføres - under passende hensyntagen til sagsbehandlingstid - dato for hvornår medaljen ønskes overrakt. De bedes oplyst, hvorvidt medarbejderen på tidspunktet for indstilling stadigvæk er ansat.
Organisationens eller institutionens ledelse sender en skriftlig indstilling med originalunderskrift(er) til:
Departementschefen
Social- og Integrationsministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K
Afsenderadresse og kontaktperson skal fremgå tydeligt af brevet.
Sagsbehandlingstid
Sagsbehandlingstiden er gennemsnitligt 3-5 måneder fra vi har modtaget indstillingen. Det er derfor nødvendigt, at indstiller tager højde for denne sagsbehandlingstid ved fastlæggelse af dato for overrækkelse af medajle.
Når en indstilling om Fortjenstmedalje er modtaget i ministeriet, fremsendes kvitteringsbrev for modtagelsen til indstiller. Ved eventuelle tvivlsspørgsmål o.a. kontakter ministeriet indstiller.
Vigtigt for indstiller
Det er Kabinetssekretariatet (Dronningen), der tager endelig stilling til en eventuel tildeling af Fortjenst-/Belønningsmedalje.
Indstiller får besked direkte fra Kabinetssekretariatet, hvis indstillingen imødekommes. Dette sker normalt en uge før datoen for medaljeoverrækkelse.
Social- og Integrationsministeriet opkræver på Kabinetssekretariatets vegne et gebyr på 1.100 kr. pr. fortjenstmedaljeekspedition. Dette gebyr opkræves løbende, når medaljen er tildelt. I indstillingen bedes oplyst EAN-nummer , CVR-nr, referenceperson og tilknyttet adresse.
Der henvises i øvrigt til Kongehusets hjemmeside på www.kongehuset.dk
Social- og Integrationsministeriets kontaktperson vedr. Fortjenstmedaljer og Ridderkors: Susanne Krukov Email: kru@sm.dk
|