To nye hæfter i serien ”Forebyggelse af ekstremisme” indeholder en række konkrete værktøjer, som kommuner og politi kan bruge til at vurdere tidlige bekymringstegn og understøtte unge i at gøre sig fri af for eksempel højreekstremisme, venstreekstremisme eller yderligtgående islamisme.
Hæfterne ”Metoder i arbejdet med radikalisering” og ”Relations- og mentorarbejde” tager afsæt i blandt andet kurser for politi og kommuner overalt i landet og et samarbejdsprojekt med Aarhus og Københavns kommuner om uddannelse af mentorer og ressourcepersoner, der kan indgå i arbejdet med unge i ekstremistiske miljøer.
Social- og integrationsminister Karen Hækkerup siger:
”Danmark nyder høj international anseelse for sin indsats på området, og det er vigtigt at stille viden og værktøjer til rådighed for andre lande. Jeg ser frem til det videre samarbejde med kommuner og politi, som er omdrejningspunkt for det forebyggende arbejde her i landet. Og i foråret går vi i gang med at kortlægge lokale udfordringer med antidemokratiske og ekstremistiske miljøer for at kunne styrke og målrette indsatsen endnu mere.”
I april og maj tilbyder Social- og Integrationsministeriet landets politikredse en præsentation af de nye værktøjer og erfaringerne fra Aarhus og København. Den danske indsats bliver også præsenteret for et internationalt publikum ved konferencen ”Leaving Extremism: Conference on Deradicalisation and Disengagement”, der afholdes i København den 8.–9. maj 2012. Endvidere udgives de danske materialer om forebyggelse af ekstremisme på engelsk
Se de nye publikationer i serien ”Forebyggelse af ekstremisme”:
Metoder i arbejdet med radikalisering
Se tidligere hæfter i serien:
14 eksempler fra arbejdet med radikalisering
Lokale strategier
Hanne Stig Andersen, kontorchef, tlf. 41 85 12 94
Helene Bøgvad, presseansvarlig, tlf. 40 70 69 01