I dag offentliggør social- og integrationsminister Karen Hækkerup sammensætningen af Hjemmehjælpskommissionen og kommissoriet for arbejdet.
Kommissionen skal beskrive udfordringerne på hjemmehjælpsområdet og komme med anbefalinger til konkrete løsninger. Den skal afrapportere til regeringen i begyndelsen af 2013. Det er et enigt Folketing, som står bag Hjemmehjælpskommission.
Karen Hækkerup siger:
”Vi skal være på forkant med de udfordringer, som vi står med i de kommende år. Derfor har vi nedsat Hjemmehjælpskommissionen, som allerede i starten af næste år skal komme med konkrete anbefalinger til, hvordan vi også i fremtiden kan give vores ældre borgere den pleje og hjælp, som de har behov for.”
”Fremtidens ældrepolitik skal tage hensyn til, at ældre mennesker er lige så forskellige som alle andre, og derfor lægger jeg vægt på værdier som medbestemmelse, selvhjulpenhed, tryghed og værdighed også i livets sidste fase.”
Hjemmehjælpskommissionen består af 12 medlemmer, som repræsenterer både faglige organisationer, interesseorganisationer, kommuner og forskningsverdenen. Opgaven som formand skal varetages af Thomas Børner, formand for Fonden for Velfærdsteknologi og tidligere departementschef i Socialministeriet.
Social- og integrationsminister Karen Hækkerup siger:
”Thomas Børner har en stor viden og mange års erfaring med udviklingen på ældreområdet, og jeg er sikker på, at han er den rette mand til at samle trådene, når fremtidens udfordringer skal afdækkes, og der skal findes nye løsninger, ” siger Karen Hækkerup.
Thomas Børner siger:
”Jeg ser meget frem til sammen med kommissionens medlemmer at tage fat på drøftelserne om, hvordan vi kan håndtere de store udfordringer på hjemmehjælpsområdet.”
Den demografiske og samfundsmæssige udvikling betyder stadig flere ældre og også meget forskellige ældre. Over de næste 30 år forventes antallet af +75årige at fordobles fra ca. 400.000 i 2012 til 800.000 i 2042. En del af disse vil være svage og have behov for meget pleje og omsorg. Men der vil også være en voksende gruppe af raske og ressourcestærke ældre, som forventer at kunne fortsætte et aktivt liv langt oppe i årene.
Se listen over medlemmerne i Hjemmehjælpskommissionen.
Læs Hjemmehjælpskommissionens kommissorium.
Anni Lundqvist, presseansvarlig, tlf. 40 70 69 01