|
Som modtagere af tilskud fra Social- og Integrationsministeriet er I underlagt visse betingelser for anvendelse af tilskuddet. Her beskriver vi de generelle regler og betingelser, der gælder, når I modtager tilskuddet.
De betingelser, der er nævnt her, skal være opfyldt, uanset om den, der modtager tilskuddet, er en privatperson, en selvejende institution eller en offentlig myndighed.
På nogle områder er der dog forskellige betingelser, afhængig af om projektet er privat eller offentligt. De specifikke betingelser, som I skal overholde i forbindelse med netop jeres projekt, er beskrevet i tilskudsbrevet fra os, men derudover skal I også overholde de generelle betingelser, som vi gennemgår her.
Udbetaling af tilskuddet sker altid til en separat projekt-konto. Hvis I ikke allerede har en separat konto i projektets navn, skal I derfor oprette en projektkonto. Desuden skal I altid udfylde og sende den vedlagte udbetalingsblanket til Tilskudskontoret, før vi kan udbetale tilskuddet.
Tilskuddet bliver udbetalt til jeres projektkonto i følgende rater:
- tilskud til og med 100.000 kr. udbetales på én gang
- tilskud over 100.000 kr. til og med 150.000 kr. udbetales i to lige store halvårlige rater
- tilskud over 150.000 kr. til og med 1.000.000 kr. udbetales i lige store kvartalsvise rater
- tilskud over 1.000.000 kr. udbetales i lige store månedlige rater
I skal sende os en skriftlig og begrundet ansøgning, hvis I ønsker at anvende tilskuddet til andre aktiviteter eller udgifter, end dem der er beskrevet i ansøgningen. I må først gå i gang, når I har fået en godkendelse fra os. Anvender I tilskuddet til nye/ændrede aktiviteter eller udgifter, uden at have fået vores skriftlige godkendelse af ændringerne, skal I betale tilskuddet tilbage.
I skal også give os besked, hvis I kan se, at projektets budget vil ændre sig væsentligt. I samme forbindelse skal I sende et nyt budget, som vi skal godkende, før I kan fortsætte med at bruge tilskuddet til jeres projektudgifter.
I skal bruge tilskuddet inden for den eller de tilskudsperioder, som er nævnt i tilskudsbrevet. Hvis der er tale om et tilskud, der gives over flere år, vil perioden typisk være inddelt i flere tilskudsperioder.
Hvis projektet ikke er sat i gang senest 1 år efter, at tilskudsperioden er begyndt, mister I tilskuddet, og så skal I søge igen. Hvis tilskuddet gives over flere tilskudsperioder, er det dog kun den første periode, der er underlagt reglen om, at projektet skal være sat i gang inden 1 år.
Uanset om I har fået et-årigt eller flerårigt tilskud, skal I sende et regnskab for tilskuddet til os senest fire måneder efter tilskudsperiodens/hver tilskudsperiodes udløb. I kan enten aflægge et særskilt revideret regnskab for tilskuddet, eller I kan vælge at sende os det samlede projektregnskab, hvor regnskabet for tilskuddet indgår som en note. Uanset hvilken løsning I vælger, skal regnskabet/noten opfylde følgende betingelser:
- I skal opføre tilskuddet som særskilt indtægtspost.
- I skal have anvendt tilskuddet inden for tilskudsperioden.
- I skal specificere alle de udgifter, der er blevet dækket af tilskuddet.
- I skal anvende præcis samme opdeling af jeres udgifter, som I har brugt i budgettet i ansøgningen.
Tilskudsmodtager skal huske at datere og underskrive regnskabet.
Tilskudsmodtager har pligt til at informere os omgående, hvis der sker uregelmæssigheder eller lovovertrædelser i forbindelse med anvendelse af tilskuddet. I skal samtidig informere jeres revisor eller revisionen.
Vi har ret til at indhente dokumentation og bilag for de udgifter, som tilskuddet har dækket, op til 5 år efter tilskudsperiodens udløb.
Den eller de nøjagtige tidsfrist(er) for at aflægge regnskab fremgår af tilskudsbrevet.
Hvis I ikke har brugt hele tilskuddet ved tilskudsperiodens udløb, kan I skriftligt søge om at overføre det ubrugte beløb til næste periode. I skal i den forbindelse angive det ubrugte beløbs størrelse og give en forklaring på, hvorfor det ikke er blevet brugt, hvorfor I ønsker at overføre det, samt hvad I vil bruge det overførte beløb til.
Hvis det ubrugte beløb er på mindre end 10 % af tilskuddet (dog maksimalt 100.000 kr.), kan I overføre beløbet uden at have fået vores godkendelse, medmindre andet fremgår af tilskudsbrevet. I skal dog sende os et regnskab for et overført beløb, så snart beløbet er brugt, eller senest 12 måneder efter at beløbet er blevet overført.
I skal betale hele eller dele af tilskuddet tilbage, hvis:
- I ikke har brugt hele beløbet og ikke ønsker at få det overført til næste år
- I ikke aflægger et fyldestgørende, revideret og underskrevet regnskab
- I ikke overholder fristen for at indsende regnskabet
- I ikke har overholdt betingelserne for tilskuddet.
Hvis I skal betale tilskudsmidler tilbage, skal I anvende Social- og Integrationsministeriets konto, reg.nr.: 0216 kontonr.: 4069040128. Det er meget vigtigt, at I ved tilbagebetalingen husker at angive projektets journalnummer.
Gælder tilbagebetalingen tilskudsmidler fra Tips- og Lottomidlerne, skal beløbet overføres til Social- og Integrationsministeriets konto, reg. nr. 0216 kontonr.: 4069132715. Og husk også at angive projektets journalnummer.
Det fremgår af tilskudsbrevet (under ’Hvilke frister skal I være opmærksomme på?’), om vi stiller krav om afrapportering. Uden denne afrapportering kan I ikke få udbetalt næste års tilskud.
I skal udfylde et af rapportskemaerne i de skabeloner, som Social- og Integrationsministeriet har lavet. I finder skabelonerne sammen med en tilhørende vejledning på Social- og Integrationsministeriets hjemmeside under ’Puljer/sociale-omraader’ og ’Rapportering’.
Hvis tilskudsbrevet ikke indeholder en frist for afrapportering, er det fordi, vi ikke stiller krav om det i jeres tilfælde.
Hvis tilskuddet skal dække udgifter til løn, må lønniveauet ikke være højere end det, der er aftalt i de statslige overenskomster for tilsvarende arbejde.
Projektet skal selv sørge for at tegne de nødvendige og lovpligtige forsikringer, herunder arbejdsskadeforsikringer. Desuden er projekterne forpligtet til, så vidt det er muligt, at tegne forsikring mod sygdom og sørge for, at projektet er omfattet af en barselsudligningsordning. Udgifterne hertil kan afholdes af tilskuddet, ligesom tilskuddet kan anvendes til aflønning af vikar.
Kilometergodtgørelse ydes alene efter statens laveste takst. Den bliver reguleret en gang om året og kan findes i afsnittet om Udgifter til transport.
Vi indberetter alle tilskud til SKAT, uanset om det udbetalte tilskud er skattefrit eller ej. Vi giver beløbet en særlig kode, der angiver, at tilskuddet er givet for at fremme særlige sociale formål. Det kommer derfor ikke til at indgå i jeres personlige årsopgørelse.
For at vi kan indberette jeres tilskud, skal vi bruge det identifikationsnummer, som projektet normalt anvender over for SKAT – det vil sige projektets CVR-nummer. Har projektet ikke et CVR-nummer, kan I i stedet bruge CPR-nummeret på den, der modtager tilskuddet. Oplysningerne om CVR-nummer eller CPR-nummer skal I angive på den vedlagte udbetalingsblanket.
Vær i øvrigt opmærksom på, at selvom vi indberetter tilskuddet til SKAT, så har I selv pligt til at opgive skattepligtige beløb, som f.eks. løn, til de lokale skattemyndigheder.
På Social- og Integrationsministeriets hjemmeside under ’Puljer/sociale-omraader’ kan I finde yderligere oplysninger om
- ansøgningsskemaer
- betingelser for tilskud
- krav til og om statusrapporter
- regnskabs- og revisionsinstrukser.
I er også velkomne til at kontakte Tilskudskontoret på mail eller tlf. 33929250, hvis I har spørgsmål.
|