|
Social- og Integrationsministeriet har igangsat en række initiativer, der skal sætte fokus på nydanske forældres ressourcer med henblik på, at nydanske forældre involveres og tager aktivt del i deres børns sociale og faglige udvikling i grundskolen.
Nydanske forældre er en voksende forældregruppe på de danske skoler, og skole-hjemsamarbejde med nydanske forældre har vist sig at være en stor udfordring for mange lærere. I årene 2008-2011 har der været afsat 56 mio. kr. til at styrke skole-hjemsamarbejdet med nydanske forældre.
Som led i indsatsen er uddannet 100 skole-hjemvejledere, der fungerer som ressourcepersoner, der kan vejlede og støtte kollegaer, ledelse og forældre på skolen om skole-hjemsamarbejdet med nydanske forældre.
Desuden er der ydet støtte til lokale projekter på skoler og i kommuner med det formål at styrke skole-hjemsamarbejdet med nydanske forældre i grundskolen. Formålet har været at udvikle og afprøve nye metoder til skole-hjemsamarbejdet med nydanske forældre med henblik på at styrke de tosprogede elevers faglige og sociale færdigheder.
|