|
Boligstøtte kan ydes som hjælp til betaling af den løbende boligudgift. Boligstøtte beregnes på grundlag af boligudgiftens størrelse, boligens størrelse, husstandens indkomst og husstandens størrelse.
Boligydelse
Boligstøtte til folkepensionister kaldes boligydelse. Boligydelse ydes også til førtidspensionister, der har fået tilkendt førtidspension efter de regler, der var gældende indtil 1. januar 2003.
Boligsikring
Boligstøtte til alle andre end folkepensionister kaldes boligsikring. Boligsikring udbetales kun til lejeboliger, og som hovedregel kræves det, at boligen har eget køkken. Boligsikring ydes til ikke-pensionister og til førtidspensionister, der har fået tilkendt førtidspension efter reglerne om førtidspension efter førtidspensionsreformen, der trådte i kraft den 1. januar 2003.
Beboerindskudslån
Lån til beboerindskud ydes som udgangspunkt kun til almene boliger og visse ældreboliger. For flygtninge og enkelte andre persongrupper kan lån dog også ydes til andre boliger.
|