|
Socialministeriet modtager nu ansøgninger om tildeling af forsøgs- og udviklingsmidler.
Ansøgningsfristen er mandag den 6. september 2010
I forbindelse med byfornyelseslovens forsøgsbestemmelse kan Socialministeriet yde tilskud til projekter, som medvirker til at løse problemstillinger eller tager udfordringer op, der er aktuelle og relevante for fornyelse og forbedring af vore byer og boliger.
Gennem årene har byfornyelsens forsøgs- og udviklingsmidler bidraget til en løbende udvikling og tilpasning af byfornyelsen. Der er fortsat behov for metodeudvikling og afprøvning af nye former for indsatser, der fremmer fornyelsen og forbedringen af byer og boliger, så byfornyelsen fremtidssikres og tilpasses målgrupperne.
Der er i 2010 afsat 6 mio. kr. til gennemførelse af en række forsøgspro-
jekter. Socialministeriet forventer i år at give tilskud til projekter i størrelses-
ordenen 400.000 kr. – 1.000.000 kr.
Formålet med forsøgs- og udviklingsmidlerne er at igangsætte projekter, der kan bidrage til, at byfornyelseslovens muligheder løbende tilpasses de udfordringer landets by- og boligområder står overfor, så vi også i fremtiden kan sikre attraktive og velfungerende byer og boliger.
Forsøgsprojekterne skal skabe væsentlige og nye resultater, være nytænkende og innovative, udvikle nye arbejdsmetoder og løsningsmo-
deller eller arbejde med nye problemfelter. Derudover skal forsøgsprojek-
ternes resultater kunne bruges af andre aktører i byfornyelsen, eksempelvis andre kommuner eller boligforeninger mv.
I år giver vi tilskud til forsøgsprojekter inden for 3 temaer:
- Helhedsorienteret energirenovering med merværdi
- Frivillige som aktører i områdefornyelsen
- Unge som ressource i udvikling af mindre byer
Uddybning af temaer
Forsøgsprojekterne skal forholde sig til et af de følgende 3 temaer:
1. Helhedsorienteret energirenovering med merværdi
Energioptimering af boliger er fortsat i fokus i disse år, hvor der er behov for at styrke den bestående boligmasses bidrag til reduktion af energiforbruget og af CO2 –udledningen. Der er i den forbindelse et øget fokus på, at der skal tænkes helhedsorienteret, når der skal prioriteres indsatsområder på byniveau, bygningsniveau og boligniveau, idet energibesparelsesincita-
mentet ikke altid er nok til at motivere til igangsætning af en energirenovering.
Helhedstænkningen af energirenoveringsbegrebet betyder bl.a. på bygnings- og boligniveau, at ejendomme, udover energibesparelsen, oplever at få tilført nye værdier. Merværdier som af beboere i hverdagen kan bruges og opleves som forbedringer. Merværdier som en del af en helhedsorienteret energirenovering kan f.eks. være arkitektoniske og funktionelle renoveringer som resulterer i forbedrede planløsninger, dagslysindtag som f.eks. ovenlys og altanløsninger. Det kan også være energirenoveringer, der samtidig kan forbedre beboernes sociale relationer og muligheder for at mødes i nye grønne fællesskabssteder. Ydermere kan en helhedsorienteret energirenovering have fokus på beboerens adfærd, hvis dette aspekt tænkes ind fra start.
Socialministeriet søger på den baggrund projekter, der blandt andet analyserer og udvikler nye modeller og løsningsforslag til, hvordan en energirenovering ud fra et helhedsorienteret perspektiv tænkes sammen med boligkvalitet, brugerbehov, -ønsker og -adfærd.
Merværdierne afledt af en helhedsorienteret energirenovering kan være vigtige incitamenter for bolig- eller bygningsejeren til at igangsætte en energirenovering. I den forbindelse søger Socialministeriet derfor endvidere projekter, der sætter fokus på, hvordan ejere motiveres og inspireres til at igangsætte en helhedsorienteret energirenovering, der tænkes ind i bygningsfornyelsen.
Ministeriet har støttet følgende igangværende udviklingsprojekter om emnet:
Second chance – bæredygtig revitalisering af det murede byggeri, gennemføres af COWI A/S, igangsat i 2009,
Energirigtig brugeradfærd, gennemføres af DTU, Center for indeklima og energi, igangsat i 2009,
Lokal Bæredygtighed - områdefornyelse og bæredygtige byområder, gennemføres af Dansk Byplanlaboratorium, igangsat i 2008 og udgives i juni 2010.
Ejerskab og forankring i miljøorienterede og bæredygtige byomdannelser, gennemføres af Herning Kommune, igangsat i 2008 og udgives i august 2010.
2. Frivillige som aktører i områdefornyelsen
For at fremme og støtte gode betingelser for frivilligt arbejde i EU og for at øge synligheden af frivilligt arbejde, har EU besluttet, at 2011 skal være europæisk frivillighedsår. Det ønsker ministeriet at følge op på gennem kortlægning, videreudvikling og formidling af det frivillige arbejde i byfornyelsen.
Byudvikling og områdefornyelse er en kompleks proces, som kræver, at de forskellige aktører bliver bragt sammen - uanset om samarbejdet drejer sig om et boligområde i storbyen eller i en mindre by. Kun i kraft af medejerskab, engagement og lokal stolthed kan et områdes omdømme for alvor forandres - at løfte et lokalområde kræver fælles kræfter.
Det er vigtigt for samarbejdet, at det frivillige arbejde anerkendes, og at værdien af den frivillige indsats tydeliggøres. De bedste erfaringer med kommunernes samarbejde med de frivillige interessenter i områdefornyelsen skal til stadighed videreformidles. Er der fælles træk i disse erfaringer, og hvilke anbefalinger kan der gives til foreninger, virksomheder og kommuner på baggrund af disse erfaringer?
Der skal ske en fortsat udvikling af bl.a. samarbejdsformer og samarbejdsemner for at sikre en optimering af kommunernes samarbejde med de lokale og frivillige kræfter. Det er vigtigt, at alle med interesse for byudviklingen får mulighed for at deltage og ikke udelukkes på grund af form eller manglende information. Socialministeriet søger derfor viden om, hvem de frivillige er, hvad der driver dem og hvordan det sikres, at potentialet i forhold til en stigende interesse for at tage et personligt ansvar også gribes i byfornyelsessammenhæng? Hvordan bidrager foreningerne til byfornyelsesarbejdet og hvordan sikrer man, at der sker en fortsat tilførsel af frivillige, og at ildsjælene ikke brænder ud?
Ministeriet har tidligere udgivet en række publikationer om borgerdeltagelse.
Et par eksempler:
Borgerne på banen, Håndbog til borgerdeltagelse i lokal byudvikling, udarbejdet af Annika Agger & Birgitte Hoffmann, udgivet i 2008,
Ressourcebaseret udvikling af lokalområder, udarbejdet af Kristian Aagaard Dahl og Jens Holck-Christiansen, udgivet i 2006,
Kortlægning af hverdagslandskaber, udarbejdet af Tegnestuen Meto-pos by- og landskabsdesign, udgivet i 2009,
3. Unge som ressource i udvikling af mindre byer
De unge, der bor i mindre byområder i landdistrikter, bliver ofte opfattet som en gruppe på vej væk. Og realiteten er også, at de mange unge flytter fra landet for at få en uddannelse. Den tendens skal og kan ikke nødvendigvis ændres, men det et vigtigt, at de unge også opfattes som en ressource i deres nærområde. De unge kan bidrage til at skabe eller fastholde værdier i lokalsamfundet. Det gælder både de unge, der rent faktisk bliver boende i området, og de, der på et tidspunkt flytter fra de mindre byer til større byer med uddannelsestilbud, men som alligevel lever i mindre byområder i en stor del af deres unge år. Det er derfor vigtigt, at de unge medinddrages og tildeles ejerskab ved igangsættelse af en udvikling i deres lokalområde. De unge skal være med til at igangsætte aktiviteter for og med andre unge, eller de skal deltage som aktiv part i projekter, som går på kryds og tværs af aldersgrænser.
Socialministeriet søger derfor projekter, der kan kaste lys over erfaringer med og udfordringer i forhold til at inddrage de unge som en ressource i udviklingen af mindre byer eller landsbyer. Projekterne kan belyse erfaringer, strategier og anbefalinger, der kan bruges af kommuner, projektledere med videre, der gennemfører områdefornyelse i mindre byer.
Ministeriet har tidligere udgivet følgende publikation om emnet:
Børn og byudvikling - en eksempelsamling om inddragelse af børn i byfornyelsen, udarbejdet af Dansk Byplanlaboratorium, udgivet i 2008,
Se i øvrigt yderligere på ministeriets hjemmeside, www.sm.dk, eller www.byfornyelsesdatabasen.dk, hvor alle støttede forsøgs- og udviklingsprojekter samt udgivelser er beskrevet.
Ansøgningen
Ansøgning med projektbeskrivelse skal indsendes på ministeriets ansøgningsskema, jf. linket nedenfor.
Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af forsøgsprojektet og dets formål, en beskrivelse af den udfordring, projektet skal løse, målgruppen, de centrale aktiviteter og budget. Endeligt skal der være en beskrivelse af projektteamets faglige ekspertise, projektets succeskriterier og mål for resultatopfyldelse samt en beskrivelse af anvendeligheden af projektresultaterne for byfornyelsesindsatsen.
Hvad kan der gives støtte til?
Der gives støtte til forskning, udredning, analyse, oplysning og vejledning inden for byfornyelsesområdet.
Vær opmærksom på, at der ikke gives støtte til gennemførelse af praktiske byggeprojekter eller produktudvikling, som en given producent umiddelbart kan udnytte kommercielt. Der gives heller ikke støtte til projekter der allerede er igangsat, støtte til drift af allerede igangsatte projekter, eksisterende aktiviteter eller lønudgifter til kommunalt ansatte.
Udvælgelseskriterier
Projektforslagene tildeles forsøgs- og udviklingsmidler på baggrund af en vurdering af:
- Nytænkning og videreudvikling af den støttede byfornyelse
- Den generelle nytteværdi for den støttede byfornyelse - erfaringerne/resultaterne skal fx kunne bruges af igangværende og kommende byfornyelsesindsatser
- Den bedste løsningsmodel på relevante problemstillinger og udfordringer.
Projektforslaget og mulige løsninger skal tage udgangspunkt i og kunne anvendes indenfor rammerne af byfornyelsesloven. Det vil sige, at problemstillingen og resultatet af forsøgsprojektet skal være relevant og brugbart for tilrettelæggelse og gennemførelse af bygningsfornyelse, friarealforbedring, områdefornyelse m.v
Ansøgningsfrist og ansøgningsskema
Ansøgningsfristen er mandag den 6. september 2010.
Ansøgningsskemaet
Det udfyldte ansøgningsskema sendes til Socialministeriet på e-mail:
p-by-leje@sm.dk
Skriv ”Ansøgning til forsøgs- og udviklingsmidler” i emnefeltet.
Vores svar på jeres ansøgning
Efter ansøgningsfristen gennemgår vi alle de indkomne ansøgninger, og I kan senest i uge 49 forvente at få svar på, om I har fået tildelt støtte til jeres forsøgsprojekt.
Eksempler på igangværende projekter
I 2009 modtog Socialministeriet 41 ansøgninger til byfornyelseslovens forsøgs- og udviklingsmidler. Heraf blev der igangsat 13 projekter, som skal medvirke til at give ny viden om energirigtige boliger og brugeradfærd, tilgængelighed for alle til byens rum samt strategier, redskaber og metoder til branding af problemramte by- og boligområder.
Der er en kort beskrivelse af de 13 projekter på ministeriets hjemmeside,
Derudover kan du på www.byfornyelsesdatabasen.dk læse om de mere end 200 forsøgs-, udviklings- og forskningsprojekter, der siden 1995 er støttet med byfornyelsesmidler.
Det anbefales, at ansøger orienterer sig i de nuværende og hidtidige indsatser for at undgå overlap i forhold til den påtænkte ansøgning.
Andre støttemuligheder
Der findes mere information om byfornyelse og de øvrige støttemuligheder på ministeriets hjemmeside, www.sm.dk
|