|
Når kommunerne igangsætter områdefornyelse i et område, stiller Ministeriet for By, Bolig og landdistrikter krav om, at der skal udarbejdes en investeringsredegørelse i forbindelse med byfornyelsesprogrammet, jf. byfornyelseslovens § 5 stk. 3 nr. 5.
Der skal dog ikke udarbejdes en investeringsredegørelse i forbindelse med områdefornyelse i ældre erhvervs- og havneområder.
Investeringsredegørelsen skal angive mulighederne for såvel de private som de offentlige investeringer i området.
Investeringsredegørelsen er dermed et aktivt instrument, som skal fremme private investeringer i byfornyelsen. Til dette formål indeholder redegørelsen både en oversigt over de forventede investeringer i byfornyelsesområdet, og en beskrivelse af de faktiske investeringer i området.
Investeringsredegørelsen er et strategisk dokument, som ved at beskrive planlagte og potentielle investeringer, samtidig bidrager til at skabe forudsætningerne for øgede private investeringer i byfornyelsen.
Der er udarbejdet en vejledning til udarbejdelse af en investeringsredegørelse. Vejledningen indeholder gode råd og vejledning i, hvordan investeringsredegørelsen skal udformes.
Hensigten med vejledningen er at give inspiration til arbejdet med at udforme investeringsredegørelsen, så den bliver et aktivt instrument i processen med at sætte gang i byfornyelsen i problemramte områder.
Skabelon til investeringsredegørelse
Investeringsredegørelsen er tænkt som et aktivt instrument, som skal fremme private investeringer i byfornyelsen i forbindelse med gennemførelse af områdefornyelse.
Som supplement til vejledningen om investeringsredegørelse, der også ligger på hjemmesiden, har vi i samarbejde med SBi udarbejdet en skabelon, der kan kopieres og anvendes direkte til udarbejdelse af en investeringsredegørelse. Skabelonen fremstår med overskrifter og forslag til tekst på de enkelte afsnit, som skal suppleres af kommunens eget bidrag.
Skabelonen er tænkt som en hjælp, der kan spare tid ved udarbejdelsen af den konkrete redegørelse, samtidigt med den kan fungere som en huskeliste. Det anbefales at anvende skabelonen, men det er ikke et krav.
|