|
Siden den 1. juli 2002 har alle personer, der er anvist/visiteret til ældreboliger, plejeboliger, plejehjemspladser og beskyttede boliger, haft ret til frit at vælge sådanne boliger såvel inden for som på tværs af kommunegrænserne.

Borgere, der af deres bopælskommune er visiteret til fx en plejebolig/plejehjemsplads, kan frit vælge imellem de plejeboliger/plejehjemspladser, der indgår i bopælskommunens boligtilbud. Dette gælder, uanset om plejeboligen er ejet af kommunen, en almen boligorganisation eller en selvejende institution.
Herudover har borgere, der af deres bopælskommune er visiteret til fx en plejebolig/plejehjemsplads, ret til frit at vælge et lignende boligtilbud i en anden kommune. Det er dog en forudsætning, at tilflytningskommunen også vurderer, at den pågældende borger har behov for en plejebolig/botilbud (dobbeltvisitation).
Det frie boligvalg for ældre omfatter alle relevante kommunale boligtilbud til ældre, dvs. både almene ældre-/plejeboliger, der reguleres efter almenboligloven og de bestående plejehjem og beskyttede boliger, der reguleres efter § 140 i serviceloven. Se henvisning til retsforskrifter i højre kolonne under 'Love og praksis'.
Hvis en borger udnytter sin ret til frit valg af plejebolig mv., har tilflytningskommunen ret til at kræve sine udgifter efter serviceloven dækket af fraflytningskommunen. Disse regler om refusion mellem kommunerne vedrører ikke den enkelte borgers rettigheder.
En person, der ønsker at flytte i en ældrebolig/plejebolig/plejehjemsplads i en anden kommune, skal opfylde betingelserne for at blive optaget i ældreboligen/plejeboligen/plejehjemspladsen i både opholdskommunen (fraflytningskommunen) og tilflytningskommunen, jf. princippet om dobbeltvisitation.
Ansøgning om bolig skal behandles af både fraflytnings- og tilflytningskommunen. Ansøgningen skal derfor sendes til begge kommuner. Fraflytningskommunen kan eventuelt formidle henvendelsen til den ønskede tilflytningskommune.
Tilflytningskommunen skal behandle ansøgeren på samme vilkår som kommunens egne borgere. Kommunen skal derfor vurdere personer fra andre kommuner efter samme kriterier, som gælder for kommunens egne borgere ved tildeling af en ældrebolig/plejebolig/plejehjemsplads.
Tilflytningskommunen kan i særlige tilfælde og af hensyn til at kunne opfylde forpligtelsen til at sikre boliger til egne borgere i visse tilfælde beslutte, at udefrakommende, der ønsker at flytte til kommunen, ikke kan optages på venteliste til en ældrebolig/plejebolig/plejehjemsplads. Disse regler er nærmere præciseret i Bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger og Bekendtgørelse om udlejning af almene boliger.
Kommunalbestyrelsen tildeler en ledig ældrebolig/plejebolig/plejehjemsplads
til de personer, der har størst behov for det pågældende botilbud.
Personer, der opfylder betingelserne for at blive optaget i en ældrebolig/plejebolig/plejehjemsplads, kan optages på venteliste i den kommune, hvor den ønskede bolig er beliggende.
Kommunerne er forpligtet til at oplyse følgende om ventelister til en ældrebolig/plejebolig/lejehjemsplads på en lettilgængelig måde:
- Antal personer på ventelisten
- Den gennemsnitlige ventetid på ventelisten
- Fordelingen på borgere fra hjemkommune, henholdsvis hjemamtskommune og fordelingen af borgere fra andre kommuner, henholdsvis amtskommuner
- Antal fordelte ventelistepladser i det foregående kvartal
- Hvilke konsekvenser det kan få, hvis et botilbud afvises
- Hvis der opkræves gebyr, størrelsen heraf
- Om kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om at afslå udefrakommende optagelse på venteliste
Med henblik på, at borgerne kan udnytte det frie boligvalg, skal kommunerne oplyse følgende om ældreboliger/plejeboliger/plejehjem m.v.:
-
Oversigt over kommunens, henholdsvis amtskommunens ældreboliger, herunder ældreboliger egnet til 2 personer,
-
boligernes størrelse og indretning,
-
fællesfaciliteter i tilknytning til den enkelte boligtype,
-
tilknyttet hjælp, og
-
resultater af eventuelle undersøgelser af kvaliteten,
-
antal beboere på plejecentret,
-
antal fast tilknyttet plejepersonale,
-
plejecentrets værdier og normer,
-
dagligdagens rytme,
-
indsatsen i forhold til demente,
-
hvordan føres der tilsyn med plejecentret.
|