|
I løbet af de seneste 10 år er der sket en betydelig udvikling indenfor demensområdet i forbindelse med udredning, diagnostik og behandling. Men også indenfor viden om pleje og anerkendelse og viden om demenssygdommene og deres karakter, både blandt professionelle og i befolkningen generelt. Den øgede fokus på demens er afspejlet i lovgivningen.
Regeringen har, sammen med Dansk Folkeparti og for mindre beløb sammen med satspuljepartierne, siden 2003 øremærket samlet ca. 170 mio. kr. til demensinitiativer. Størstedelen af disse er udmøntet gennem Socialministeriet, herunder Servicestyrelsen.
Der er bl.a. tale om initiativer om:
- Efteruddannelse af plejepersonalet og professionelle
- Nedbringelse af magtanvendelse gennem socialpædagogiske metoder og forbedring af boligindretning
- Styrkelse af evidensen på demensområdet, bl.a. gennem støttet til interventionsprojektet DAISY på Rigshospitalets Hukommelsesklinik
- Styrkelse af samarbejdet mellem sektorer og mellem pårørende, frivillige og det offentlige
- Videnformidling til både myndigheder, professionelle, pårørende og borgere generelt, herunder også information og retningslinier i forhold til lovgivningen
- Udvikling af dag- og aflastningstilbud for demente og pårørende
- Udvikling af tilbud til særlige grupper af demente, herunder udviklingshæmmede demente og yngre demente.
National handlingsplan for demensindsatsen
I forbindelse med forhandlingerne om finansloven for 2010 blev det besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe til at udarbejde en national handlingsplan om demensområdet. Handlingsplanen og den bagvedliggende kortlægning blev offentliggjort i december 2010 . Du kan læse handlingsplanen her og kortlægningen her.
Der er efterfølgende afsat ca. 30 mio kr. til at føre handlingsplanens anbefalinger ud i livet. Pengene stammer fra finanslovsaftalen for 2011 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne samt fra satspuljeaftalen for 2011-2014.
Du kan læse mere om demensindsatsen og de konkrete projekter på demensområdet på Servicestyrelsens hjemmeside.
|