|
Der er stor forskel på grundlaget for hjemmehjælp og hjemmeservice. Hjemmehjælp (personlig og praktisk hjælp) får man på baggrund af en kommunal afgørelse, som skal være baseret på en konkret og individuel vurdering af behovet for hjælp. Hjemmehjælp betales af kommunen.
Man kan ikke få hjemmeservicetilskud til hjemmehjælpsydelser. Hvis en person udover sin hjemmehjælp køber rengøringsydelser hos et privat firma, kan der gives hjemmeservicetilskud til disse ydelser.

Reglerne om hjemmeservice
Ifølge hjemmeserviceloven kan der gives tilskud på 30% til rengøringsarbejde i husstande, hvor mindst én person enten er fyldt 65 år eller er førtidspensionist.
Hvad kan der gives hjemmeservicetilskud til?
Hjemmeservicetilskuddet gives til rengøringsarbejde, som husstanden ellers selv skulle have udført i sit hjem. Tilskudsberettiget rengøring kan eksempelvis være:
- Opvask, hvis det sker i forbindelse med anden rengøring
- Rengøring af toilet og bad
- Støvsugning, gulvvask og boning
- Rensning eller vask af tæpper, gardiner, persienner m.v.
Det er en generel betingelse, at arbejdet udføres i kundens bolig eller i direkte tilknytning dertil, for eksempel i haven eller et gårdanlæg. En husstand kan højst få 6.000 kr. i hjemmeservicetilskud pr. virksomhed for arbejde udført i et kalenderkvartal.
Få mere information om hjemmeservicetilskuddet på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens hjemmeside.
|