A+ | A- | Print | Send | Læs højt

Skolestart

Børns overgang fra dagtilbud til skole

Fra 2009 er der i Danmark undervisningspligt fra det år, barnet fylder 6 år. Det indebærer, at børnehaveklassen ikke længere er en frivillig del af grundskolen, men nu er omfattet af undervisningspligten for alle børn.

Overgang fra dagtilbud til skole er en stor begivenhed i mange børn og forældres liv, og langt de fleste børn oplever skolen som noget positivt.

For de børn, som kommer skævt ind i skolestarten, kan konsekvenserne imidlertid være alvorlige. Forskning har vist, at børn, som får en dårlig skolestart, ofte oplever knæk i deres selvtillid og lærelyst, hvilket kan forringe barnets uddannelsesforløb og jobmuligheder på lang sigt. Der er derfor vigtigt at sætte fokus på børns overgang fra dagtilbud til skole.

Forældre foretrækker ofte at udskyde skolestarten

Forældre kan i forbindelse med deres barns skolestart være bekymrede for, hvorvidt deres barn har den tilstrækkelige sociale og faglige modenhed til at begynde i skolen. Forældrenes overvejelser og valg af udsat skolestart er overvejende betinget af de indtryk, som de har fået af skolen fra daginstitutionens pædagoger. Dette peger på vigtigheden af, at institutionens pædagoger har en tilstrækkelig viden om skolestart og børnehaveklasse.

Udsatte børn er særligt sårbare ved skolestart

Børn med særlige behov kan ofte have brug for en særlig indsats i overgangen fra dagtilbuddets kendte arena til skolens og fritidstilbuddets nye terræn. I den forbindelse er det afgørende, at der fra dagtilbud til skole overføres tilstrækkelig viden til, at der kan iværksættes en tidlig og rummelig indsats over for disse børn. 

Samarbejdet er afgørende

Et godt samarbejde mellem dagtilbud, skole og fritidshjem er en meget vigtig brik i arbejdet med at understøtte og sikre den gode skolestart for alle børn. Forberedelserne til skolelivet skal ses i sammenhæng med alle barnets omgivelser - de andre børn, daginstitutionen og ikke mindst indskolingspersonale i skolen. Kommunerne spiller en vigtig rolle i forhold til at sikre, at der er sammenhæng og kontinuitet mellem de forskellige dag- og skoletilbud til børn. Det er endvidere vigtigt, at dagtilbud, skole og forældre er opmærksomme på barnets individuelle forudsætninger for at begynde i skolen. Det er således nødvendigt at etablere et tæt samarbejde mellem de involverede aktører, som kan sikre en positiv og udviklende oplevelse for det enkelte barn - ikke mindst for de børn, som har særlige behov.