|
For nogle mennesker med handicap indebærer handicappet ikke i sig selv, at der er behov for en særlig bolig eller særlig indretning af boligen. For andre er det derimod afgørende for den enkeltes muligheder for livsudfoldelse, at boligen opfylder bestemte krav med hensyn til f.eks. indretning og tilgængelighed. Der er også mennesker med handicap, der har behov for en bolig, hvor der er tilknyttet hjælp og støtte – måske døgnet rundt.
Kommunen skal behandle spørgsmål om hjælp til en særlig bolig eller særlig indretning af boligen. Det er ligeledes kommunen, der afgør, om borgeren har ret til hjælp. Det kan man læse mere om i retssikkerhedsloven.
Reguleringen af tilgængelighed til bygninger sker primært gennem byggeloven og bygningsreglementerne. De hører under Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til indretning af en bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.
Det er kommunalbestyrelserne, der har ansvaret for, at der boliger nok til mennesker med handicap, som har krav på en særlig bolig.
Lovgivningen giver mulighed for, at kommunalbestyrelserne kan levere et varieret og fleksibelt udbud af boliger, der passer til de forskellige behov, som mennesker med handicap har.
Tilbudsportalen indeholder oplysninger om kommunale, regionale og private tilbud på det sociale område, herunder botilbud efter serviceloven og almenboligen.
I forbindelse med at serviceloven trådte i kraft den 1. januar 1998 blev institutionsbegrebet på voksenområdet ophævet. Bolig og service blev adskilt, og målet var at fortsætte en udvikling, hvor hjælpen i botilbud tilpasses den enkelte borger. Boliger og service er dermed adskilt i lovgivningen. Det betyder, at boligen anvises efter reglerne om boligerne, primært almenboligloven og serviceloven, mens tildeling af hjælp alene sker efter servicelovens bestemmelser. Hjælpen kan f.eks. være personlig og praktisk hjælp, socialpædagogisk bistand eller ledsagelse.
Hjælpen skal ydes med respekt for den enkeltes selvbestemmelse og integritet. Det gælder både for de personer, der modtager hjælp i boliger, der ikke er særlig målrettede mennesker med handicap, og for personer, der bor i botilbud.
Læs om reglerne for magtanvendelse.
Nedenfor er en gennemgang af forskellige boligtyper, som kommunen kan tilbyde mennesker med handicap, der har behov for de pågældende boliger.
Du kan finde oplysninger om de enkelte tilbud på Tilbudsportalen.dk. Tilbudsportalen indeholder oplysninger om kommunale, regionale og private tilbud på det sociale område.
Kommunalbestyrelsen skal ifølge almenboliglovens § 5 sørge for, at der i nødvendigt omfang tilvejebringes almene ældreboliger, der kan udlejes til ældre og personer med handicap.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde almene ældre- og handicapboliger til personer, der har særligt behov for en sådan bolig.
Ældre- og handicapboliger skal med hensyn til udstyr og udformning opfylde bestemte indretningskrav. Boligerne skal f.eks. være særligt indrettet til brug for kørestolsbrugere og have selvstændigt toilet og bad.
Når almene ældre- og handicapboliger indrettes som bofællesskaber, kan de ud over den berettigede personkreds også udlejes til personer, der er i familie med eller har særlig tilknytning til den berettigede personkreds.
Tilbuddene er forskellige for at kunne imødekomme de forskellige behov, som mennesker med handicap har til boligen og til den service, der leveres i boligerne. Nogle tilbud er f.eks. målrettet fysisk handicappede og andre tilbud er målrettet udviklingshæmmede. Visitationen til boligen sker efter almenboligloven, mens visitationen til service sker efter serviceloven.
Mennesker med handicap, der er visiteret til en almen ældre- og handicapbolig, har ret til frit at vælge en sådan bolig uanset boligens beliggenhed, dvs. både inden for og på tværs af kommunegrænser. Hvis valget falder på en bolig i en anden kommune end bopælskommunen, er det dog en forudsætning, at betingelserne for at få anvist en almen ældre- og handicapbolig er opfyldt både i bopælskommunen og i tilflytningskommunen.
Beboere i almene ældre- og handicapboliger er lejere og har mulighed for at modtage individuelt boligstøtte.
Læs reglerne for boligstøtte.
Kommunalbestyrelsen kan tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for det.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold til
- personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte
- personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte.
Der kan ikke sættes bestemte tidsmæssige grænser for ophold i midlertidige botilbud. Det afgørende for opholdets varighed er, at formålet med opholdet er opfyldt, at den pågældende kan klare sig uden den støtte, der ydes i den midlertidige boform, eller at den pågældende har et varigt behov for en boform med støtte, og dermed skal visiteres til et længerevarende botilbud.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde ophold i boformer, der er egnet til længerevarende ophold, til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.
Mennesker med handicap, som modtager et tilbud om et botilbud til længerevarende ophold, har ret til et tilsvarende tilbud i en anden kommune. Det er en forudsætning, at den pågældende opfylder betingelserne for at blive optaget i både i fraflytningskommunen og tilflytningskommunen.
Den 1. juni 2009 trådte bekendtgørelse om lejerrettigheder til beboere i visse botilbud efter serviceloven i kraft.
Bekendtgørelsen giver beboerne i § 108-botilbud, plejehjem og beskyttede boliger mulighed for at benytte sig af forskellige rettigheder, som lejere af almene ældre- og handicapboliger har. Beboerne får bl.a. ret til at foretage forbedringer i boligen.
Beboerne får endvidere krav på at modtage et boligdokument og en indflytningsrapport.
|