|
Socialpædagogisk bistand efter serviceloven består af en lang række af forskellige typer af hjælp og støtte i forhold til forskellige typer af opgaver, borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv er i stand til at klare.
Målgruppen for socialpædagogisk bistand er personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for hjælp og støtte.
Man har mulighed for at få socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85, når man har behov for omsorg, støtte og/eller hjælp til udvikling af færdigheder, så man kan leve et liv på egne præmisser eller så selvstændigt som muligt. Det kan for eksempel være behov for følgende former for støtte:
- Træning i at klæde sig på
- Spisetræning
- Hjælp til indkøb
- Hjælp til at tilrettelægge og overskue egen økonomi
- Ledsagelse til fx lægebesøg eller fritidstilbud
Det kan også være, at man har behov for støtte til at opretholde sociale netværk samt hjælp i forbindelse med personlige forhold og konfliktløsning.
Tilbud om socialpædagogisk bistand efter servicelovens § 85 vil altid bero på en konkret individuel vurdering. Både i relation til de opgaver, som pågældende ikke selv kan klare, og i relation til eventuelle andre ydelser pågældende modtager.
Socialpædagogisk bistand består af en lang række hjælpeforanstaltninger. Der kan blandt andet være tale om:
- Oplæring og genoplæring i daglige færdigheder
- Omsorg
- Støtte til udvikling af egne ressourcer, herunder muligheder for at kommunikere og indgå i samvær med andre
- Vejledning, rådgivning og hjælp til selvhjælp
- Optræning, behandling og rådgivning som forebyggende foranstaltning
Socialpædagogisk bistand vil også, efter omstændighederne, kunne omfatte ledsagelse i forbindelse med aktiviteter som fritids- og kulturaktiviteter, beskyttet beskæftigelse eller aktivitets- og samværstilbud.
Rådgivning udgør en vigtig faktor i socialpædagogisk bistand. Formålet er at være forebyggende og støttende i forhold til både sociale, praktiske og personlige aspekter af den enkeltes liv.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde socialpædagogisk bistand uanset borgerens boform. Kommunen skal samtidig sørge for, at opgaverne i fornødent omfang kan varetages døgnet rundt.
Formålet med indsatsen er at bidrage til at skabe en tilværelse for den enkelte på egne præmisser. Indsatsen tager blandt andet sigte på, at brugeren kan bevare eller forbedre sine psykiske eller sociale funktioner og bevare egen identitet.
Formålet med støtten kan endvidere være at udvikle og vedligeholde personlige færdigheder, blandt andet med henblik på at skabe eller opretholde sociale netværk eller struktur i dagligdagen, så personen bliver i bedre stand til at gøre brug af samfundets almindelige tilbud.
Personale, der yder en borger hjælp efter servicelovens § 85, har tavshedspligt. Det vil sige, at personalet ikke må videregive de oplysninger, de modtager under arbejdet.
|