|
Alle danskere skal have mulighed for at tage del i samfundet. Ingen skal holdes udenfor. Det er en væsentlig forudsætning for et moderne demokratisk samfund, og det er en afgørende forudsætning for en stærk økonomi.
Danmark er kendt som et land, hvor der er relativt få fattige, og hvor der ikke er store sociale og økonomiske skel. Det Danmarksbillede er vi stolte af, men gennem de seneste ti år har det fået ridser i lakken. Uligheden er vokset. Flere børn vokser op i fattigdom. Den udvikling vil regeringen arbejde for at vende.
Danmark skal være et samfund, hvor alle har lige muligheder. Ikke kun formelt, men også reelt. Regeringen ønsker at sikre bedre levevilkår for de mest udsatte, skabe reelt lige muligheder for alle børn og unge, og gøre op med den udvikling, hvor stadig flere borgere i den erhvervsaktive alder er på passive overførselsindkomster - de fleste af helbredsrelaterede årsager.
Regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden. Regeringen vil måles på at mindske fattigdommen og sikre reelt lige muligheder. Derfor vil regeringen opstille en plan med konkrete mål og indsatser for de meste sårbare og udsatte grupper, som skal understøtte, at den socialpolitiske indsats hele tiden forfølger disse mål.
|