|
Denne vejledning i, hvordan du skriver en god ansøgning om ministeriets puljemidler, er hovedsagligt rettet mod puljerne: Puljen til frivilligt socialt arbejde til fordel for socialt truede mennesker (PUF) og Tips og Lottopuljen til særlige sociale formål (SærligSoc).
På frivilligområdet råder ministeriet over yderligere tre puljer; Uddannelsespuljen samt to puljer, der kan søges af landsdækkende organisationer: Tips og Lottopuljen til landsdækkende frivillige sociale organisationer (LOTFRI) og Tips og Lottopuljen til handicaporganisationer og handicapforeninger (LOTDSI).

Inden du søger støtte fra en af ministeriets frivillighedspuljer
Søger du støtte til et nyt projekt, er det en god idé, at du først undersøger, hvilke lignende projekter der er i dit lokalområde. Er der et tilsvarende projekt på det næste gadehjørne, er det måske ikke hensigtsmæssigt at starte et til op, da I så vil komme til at konkurrere om brugerne i stedet for at samarbejde. Husk, at projektet laves for brugernes skyld.
Inden du søger, skal du læse vejledningen og ansøgningsskemaet grundigt igennem. Ansøgningsskema og vejledning kan du finde sammen med puljebeskrivelsen.
Overvej nøje, hvad der skal stå under de forskellige punkter i ansøgningsskemaet, og opfat det, som om du skal sælge dit projekt til Social- og Integrationsministeriet. Vi skal have et tydeligt indtryk af, hvad dit projekt går ud på, og hvor det kan gøre en forskel. Derved får vi bedre mulighed for at kunne vurdere, om der skal gives støtte til lige netop dit projekt.
Da vi i Social- og Integrationsministeriet modtager mange ansøgninger, anbefaler vi, at du udfylder ansøgningsskemaet elektronisk, da det dermed nemmere kan læses. Hvis du udfylder ansøgningsskemaet i hånden, så skriv meget tydeligt – helst med blokbogstaver.
I det følgende kan du punkt for punkt få hjælp til, hvordan du mest hensigtsmæssigt udfylder ansøgningsskemaet for PUF- og SærligSoc-puljen.
Du kan desuden kontakte Center for Frivilligt Socialt Arbejde, Albanigade 54 E, 1 sal, 5000 Odense C. Telefon: 66146061, hvis du har spørgsmål til eller problemer med at udfylde ansøgningsskemaet.
Ansøgningsskemaet punkt for punkt
Puljens ansøgningsskema er inddelt i to afsnit: I første afsnit skal du beskrive de generelle oplysninger om puljen og i andet afsnit skal du foretage en nøje projektbeskrivelse.
Hvert punkt er markeret med enten et bogstav (A-I) eller et tal (1-13). Bogstavet eller tallet viser punktets placering i ansøgningsskemaet.
Generel information om projektet
I punkterne under generelle oplysninger om puljen, skal du udfylde:
- projektets titel (A)
- i hvilken kommune projektet finder sted (B)
- hvem der ansøger om puljemidlerne (C)
- hvem der er tilskudsansvarlig (D)
- hvilket beløb du ønsker at søge (E).
Under generelle oplysninger bliver du også spurgt om, der før er søgt støtte til projektet fra andre af Social- og Integrationsministeriets puljer eller § 115. Dette spørgsmål stilles, for at Social- og Integrationsministeriet bedre kan vurdere, om der skal gives tilskud fra puljen, og hvor stort beløbet skal være. (F/G)
Du bliver også spurgt, om projektet har indgået driftsoverenskomst eller aftale med kommunen eller regionen. Med det menes, om der er indgået en længerevarende aftale med kommunen eller regionen om, at de betaler driften af projektet eller stiller transportmidler, lokaler eller andet til rådighed. Dette spørgsmål stilles, fordi vi er interesserede i, hvordan samspillet med kommunen eller regionen er. (H/I)
Projektbeskrivelse
En nøje beskrivelse af dit projekt er vigtig for, at vi kan få et indtryk af, hvad det er for et projekt, du søger midler til.
Under beskrivelsen af projektet skal du komme ind på:
- Formålet med dit projekt. Hvilket problem skal dit projekt løse? Her skal du også sandsynliggøre, at der er behov for projektet. (1)
- Målgruppen. Hvilken type personer skal dit projekt hjælpe? (2)
- Antal brugere – En ”bruger” er en person, som projektet har til formål at hjælpe. Her skal du opgive cirka, hvor mange forskellige brugere der i gennemsnit har været på en måned. (3)
- Hvilken måde antallet af brugere vil blive opgjort? I skal her beskrive, hvordan I systematisk vil opgøre antallet af brugere – f.eks. ved registrering. (4)
- Køn – Er projektet målrettet? (5)
- Projektets SMART-sikre mål på brugerniveau. Det SMART-sikrede mål er en konkretisering af projektets formål og skal bruges til at styre projektet. (6)
- Dokumentation af opnåelse af målene/resultaterne. Beskriv kort og præcist, hvordan projektet vil dokumentere, hvilke resultater I opnår. (7)
- Aktiviteter og tidsplan. For at opnå målene/resultaterne, skal I iværksætte forskellige aktiviteter. Beskriv kort de centrale aktiviteter, som projektet vil gennemføre. (8)
- Dokumentation af aktiviteter. Beskriv kort og præcist, hvordan projektet vil dokumentere, at aktiviteterne blev gennemført. (9)
- Projektets organisation og ledelse. Beskriv kort projektets organisationsstruktur og opgavefordeling. F.eks. hvor mange ansatte er der i projektet, projektlederens rolle, og projektets samarbejdsparter. (10)
- Videreførelse af projektets aktiviteter efter tilskudsperiodens udløb. Beskriv kort, hvordan I vil videreføre projektets aktiviteter efter tilskudsperiodens udløb. (11)
- Antal frivillige. Da det er puljer, der er målrettet frivilligt socialt arbejde, skal den frivillige ulønnede arbejdskraft være et væsentligt element i indsatsen. Hvis der ikke er frivillig arbejdskraft tilknyttet dit projekt, kan det ikke få støtte fra PUF- eller SærligSoc-puljen. (12)
- Projekttype. Det er vigtigt, at du har defineret hvilken type projekt, du søger støtte til. Nogle projekter vil høre ind under flere af de opstillede kategorier i ansøgningen, men du skal kun sætte ét kryds, dér, hvor projektet passer bedst ind. Social- og Integrationsministeriet anvender oplysningen til at kategorisere ansøgningerne (blandt andet med henblik på at følge den socialpolitiske udvikling indenfor områderne), og de angivne typer er derfor ikke udtryk for en prioriteringsrækkefølge. (13)
Husk underskrift
Når du har udfyldt ansøgningsskemaet, skal du huske at underskrive det. Hvis ansøgningen ikke er underskrevet, bliver den ikke behandlet. Ansøgninger kan derfor heller ikke sendes via mail. Selvom den kan udfyldes elektronisk skal du altså printe den ud og sende den med almindelig post.
Budget og årsregnskab
Sammen med ansøgningen skal du indsende et specificeret budget for pågældende år. Et budget er forventede udgifter og indtægter for det kommende år. Som nyt projekt kan det være svært at lave et budget, men forsøg så vidt muligt at være realistisk, når du skal angive, hvad aktiviteterne kommer til at koste.
Hvis projektet tidligere har fået støtte, skal du også sende årsregnskab. På den måde får vi i Social- og Integrationsministeriet et større indblik i projektet. Af årsregnskabet skal det fremgå, hvad pengene bruges til, og hvor projektet ellers får støtte fra.
Mulighed for støtte i flere år
Normalt kan der kun søges støtte for et år. Men der vil nu i højere grad være mulighed for at få et flerårigt tilskud. Dette sker for at stabilisere projekternes økonomi. Hvis dit projekt får en flerårig bevilling, skal du ved udgangen af hver tilskudsperiode indsende en rapport om projektforløbet, så Social- og Integrationsministeriet kan følge projektet, og se om det udvikler sig tilfredsstillende.
Projekter, du ikke kan få støtte til
- Anskaffelse af fast ejendom og andre større anskaffelser samt anlægsudgifter. Dette gives der ikke støtte til, da formuedannelse skal undgås
- Enkeltpersoners underhold, behandling, kursusophold, mv. Med det menes social støtte til én enkeltperson
- Projekter og aktiviteter, der foregår i udlandet
- Frivilligt arbejde der kun vedrører bestyrelsesmæssige opgaver. Dette gives der ikke støtte til, da det primære formål med puljen er det frivillige ulønnede arbejde til gavn for socialt truede
- Aktiviteter, der alene har en generel forebyggende karakter som almindelige kulturelle og underholdende aktiviteter, idrætsaktiviteter og lignende
Afslag
Selvom du opfylder alle kravene til puljerne og har skrevet en god ansøgning, er det ikke sikkert, at du får støtte. I begge puljer søges der om mange flere midler, end der er til rådighed, så derfor bliver Social- og Integrationsministeriet nødt til at foretage en prioritering.
Afslagsbegrundelser
Begrundelser for afslag er primært, at:
- Ansøgningen er uden for puljens formål og støttemulighed. Denne begrundelse gives, hvis du har søgt om støtte til nogle af de ting, der ikke gives støtte til, jf. ovenfor
- Frivillig ulønnet arbejdskraft ikke indgår i tilstrækkelig grad i projektet. Som beskrevet skal den frivillige ulønnede arbejdskraft være et væsentligt element i dit projekt. Hvis det ikke fremgår af din ansøgning, gives der afslag
- Projektet ikke i tilstrækkelig grad er målrettet socialt frivilligt arbejde. PUF- og SærligSoc-puljen yder støtte til socialt arbejde til fordel for socialt truede mennesker. Hvis det ikke fremgår tydeligt af ansøgningen, hvem projektet henvender sig til, eller hvis det vurderes, at projektet ikke henvender sig til socialt truede, gives der afslag
- Projektindholdet ikke er klart beskrevet, således at projektet ikke er tilstrækkelig belyst til at kunne vurderes. Dette afslag gives, hvis din ansøgning er for upræcis, så det ikke er muligt at vurdere projektets betydning, eller hvis der mangler et specificeret budget.
- Projektets finansiering bør ske ved andre midler. Denne afslagsbegrundelse gives, hvis det vurderes, at projektet bør finansieres ved lokal støtte, dvs. gennem §115. Det kan eksempelvis vurderes, at projektet har modtaget tilstrækkelig støtte fra andre af Social- og Integrationsministeriets puljer, eller at det er uden for puljernes formål at finansiere drift af kommunale tilbud, som spares væk/reduceres i offentlig driftsstøtte. Det er ikke puljernes formål at støtte aktiviteter, hvis andre finansieringskilder ophører.
Andre afslagsbegrundelser kan være, at der er for få brugere af tilbuddet, eller at der gennem en af puljerne er ydet tilskud til et andet projekt i foreningen.
|