A+ | A- | Print | Send | Læs højt

Målsætninger og indsatser

Regeringen påskønner den enorme indsats mange mennesker yder i det frivillige arbejde og anerkender nødvendigheden af de frivilliges inddragelse og medvirken på det sociale område. Et velfungerende velfærdssamfund kræver ikke blot en stærk privat og offentlig sektor, men også en stærk og engageret frivillig sektor. Gennem frivilligt arbejde skabes stærke fællesskaber på tværs af generationer og social baggrund.

Det er den offentlige sektor, der har hovedansvaret for marginaliserede børn, unge og voksne. Den frivillige sektor er et vigtigt supplement, fordi den ofte kan skabe en anden form for tillid og kontakt med og mellem mennesker. Socialt arbejde baseret på frivillighed er en afgørende styrke ved det danske velfærdssamfund.

Lettere at være frivillig

Frivillige organisationer har gennem årene oplevet, at de snærende bånd fra bureaukrati og  regler er strammet til. Det risikerer at kvæle initiativ og virkelyst. Regeringen vil derfor arbejde for, at unødigt bureaukrati for frivilligt arbejde begrænses mest muligt.

Regeringen vil derfor tage initiativer til at gøre det lettere at være frivillig i Danmark.  

Revitalisering af charter for frivilligt arbejde

Det danske foreningsliv og det frivillige Danmark som sådan er en del af fundamentet for vores demokrati. Regeringen vil give det frivillige foreningsliv og folkeoplysningen frie udfoldelsesmuligheder og vil revitalisere chartret for samarbejde mellem det frivillige Danmark og det offentlige.