A+ | A- | Print | Send | Læs højt
Logo for Integrationsprisen

Integrationspriserne 2011

Årets vindere af Integrationspriserne 2011 blev fundet 31. oktober i Østre Gasværk Teater i København. Priserne der uddeles til det særlige forbilledlige integrationsarbejde, blev fundet i et stærkt felt af nominerede kandidater.

gruppebillede af vindere og nominerede til integrationsprisen 2011

Klik her for at se en større version af billedet.

Vinderne 2011

Ungdomsfabrikken, Assens Kommune, Abir Hammoud fra Syddansk Erhvervsskole, Kvickly på Nygårds plads i Brøndby og boligområdet Rosenhøj i Aarhus er modtagere af årets integrationspriser. Vinderne har alle lavet et særligt stykke integrationsarbejde til forbillede og inspiration for andre.

Årets Kommune

Assens Kommune har igennem en fokuseret indsats med familierne i centrum gjort en kæmpe forskel for en stor del af kommunens nydanske borgere. Med fokus på enkelthed og helhed, er der gennemført en effektiv indsats, hvor ingen bliver tabt mellem ’flere stole’. Kommunen har formået at få alle aktører på området til at arbejde sammen og involveret frivillige foreninger og borgere i løsningen af integrationsopgaven. Alle, der har været tilknyttet en kommunalforvaltning, ved hvor udfordrende det er; og de resultater der er skabt er ikke til at overse.

Billede af prisoverrækkelsen til Assens Kommune

Årets Nydanske Kollega

Abir Hammoud fra Syddansk Erhvervsskole i Odense betegnes som en ukuelig optimist, en hjælpsom person og ikke mindst én der tør udfordre unuancerede forestillinger og fordomme. Hun har gennem en insisterende indsats formået at ændre og åbne en hel organisations forståelse af nydanskere. Hun har villet, at det ikke kun er den enkelte, der skal tilpasses systemet, men at systemet skal give plads til den enkelte. Det har blandt andet betydet, at en gruppe unge, der måske ikke ellers ville have fået uddannelse, nu står med alle kort på hånden til et godt liv. Dette års vinder er en benhård kvinde i en mandeverden, der ikke kun tager hånd om den utilpassede elev, men også dennes familie.

Årets Boligområde

Rosenhøj i Aarhus Kommune skiller sig på mange punkter ud fra den resterende del af byen. Det er et boligområde, der indenfor det seneste år har vist handlekraft og mod i en helt særlig grad. Rosenhøj er et boligområde, hvori man i fællesskab har vist, at man ønskede en forandring, der blandt andet skulle resultere i en mere alsidig beboersammensætning. Det er et boligområde, der tør rive ned, bygge nyt, og igangsætte nye sociale tiltag. Samtidigt har de formået at følge udviklingen tæt, gennem en stærk evaluering- og monitoreringsindsats. Sidst, men ikke mindst er det væsentligt at fremhæve det usædvanligt store beboerengagement.

Billede af vinderen af integrationsprisen 2011 i kategorien boligområde. Rosenhøj

Årets Forening

Ungdomsfabrikken i Vejle har formået at skabe et rum, hvori unge mennesker har kunnet udvikle deres evner til at tage ansvar, deltage i forpligtende fællesskaber og tage hensyn til andre. Evner, som binder samfundet sammen og får det til at fungere. Ungdomsfabrikken i Vejle har vendt skoletrætte unge til driftige forretningsmænd, der med sæbe, spand og vand er klar til at bryde med statistikkerne i det udsatte boligområde de bor i, og blive en aktiv del af arbejdsmarkedet.

Årets Virksomhed

Kvickly på Nygårds plads i Brøndby har virkelig taget sit sociale ansvar alvorligt. Gennem en helhedsorienteret indsats har Kvickly gjort en forskel for integrationen i den kontekst, den er placeret i. Kvickly har lavet en nyskabende, kompliceret og unik indsats. En indsats der beror på en enestående inddragelse af lokalmiljøet og en stor åbenhed overfor samarbejde med andre aktører i området. Kvickly på Nygårds plads er en virksomhed, der ser fremad i stedet for at se tilbage, og som giver unge med en fortid, en fremtid.

Om de nominerede til 2011 priserne

Priserne uddeles i fem kategorier. De nominerede er:

Årets forening (læs motivering)

Årets kommune (læs motivering)

Årets nydanske kollega (læs motivering)

  • Abir Hammoud, Syddansk Erhvervsskole - se film
  • Mohammed Sahmi, Ressourcecenter Ydre Nørrebro - se film
  • Tülinay Ünkap, Tingbjerg Heldagsskole - se film

Årets virksomhed (læs motivering)

Årets boligområde (læs motivering)

  • Charlottekvarteret, Høje-Taastrup - se film
  • Finlandsparken, Vejle - se film
  • Rosenhøj, Aarhus - se film

Årets dommere

Priskategorier 2011

Social- og Integrationsministeriet uddeler i år Integrationspriser i følgende kategorier:

Årets forening

Foreningslivet kan spille en vigtig rolle i god integration. Talrige foreninger arbejder dagligt med stor idérigdom og engagement for at understøtte integrationsprocessen i det danske samfund. Prisen tildeles en forening, der yder en ekstraordinær indsats for at fremme integration igennem deres aktiviteter.

Årets kommune

De helt centrale aktører i den offentlige integrationsindsats er kommunerne. Prisen tildeles en kommune, der yder en særlig forbilledlig indsats for nydanskeres etablering og integration i det danske samfund. Indsatserne kan være mange og forskelligartede. Der kan eksempelvis være tale om modtagelsesindsatser, indslusningsprojekter, sprogundervisning eller initiativer omkring skolebørn og unges integration.

Årets nydanske kollega

Prisen er rettet mod nydanske medarbejdere, som personificerer mangfoldighed i erhvervslivet offentlige institutioner eller på andre arbejdspladser, og som på forbilledlig vis har ydet et positivt bidrag til arbejdet disse steder. Prisen kan f.eks. tildeles en særlig idérig og arbejdsom nydansk medarbejder eller en nydansk medarbejder, som på særlig vis har fremmet forståelsen mellem danske og nydanske kolleger.

Årets virksomhed

Det private erhvervsliv har meget at bidrage med, når det gælder integration. Prisen i denne kategori tildeles en virksomhed, som på forbilledlig vis har fremmet beskæftigelsen og integrationen af nydanskere i det private erhvervsliv.

Årets boligområde

Almene boligområder er bopæl for mange nydanskere. Prisen tildeles et boligområde – repræsenteret ved en boligorganisation og en kommune – hvor der ydes en særlig vellykket, helhedsorienteret indsats til gavn for området og dets beboere.

Kriterier for tildeling af Integrationspriserne 2011

Der kan ansøges om Integrationspriser til større eller mindre integrationsindsatser og til både kortvarende enkeltindsatser eller længerevarende etablerede indsatser.

I bedømmelsen af indsendte ansøgninger lægges der vægt på de nedenstående kriterier. Kandidaterne behøver dog ikke nødvendigvis leve op til alle de nedenstående kriterier.

Resultater

En vindende indsats skal gøre en forskel. Der lægges derfor stor vægt på, at nominerede indsatser og enkeltpersoner har skabt gode og påviselige resultater – kvalitative som kvantitative.

Nyskabelse

Det er vigtigt, at der anvises nye veje i integrationsarbejdet. Derfor lægges der vægt på, om der benyttes nye og anderledes metoder og hvorvidt der anspores til nye måder at tænke på i det pågældende integrationsarbejde.

Involvering af etniske minoriteter

Inddragelse af og ejerskab hos borgere med anden herkomst end dansk er et af succeskriterierne for god integration. Derfor lægges der vægt på, at de nye borgere involveres i udviklingen og gennemførelsen af indsatser.

Samarbejde med relevante parter

Der vil også blive lagt vægt på et tæt samarbejde i opgaveløsningen mellem relevante parter på tværs af sektorer, faggrænser, myndigheder mv.

Inspiration for andre

I arbejdet med integration er det også vigtigt, at de gode erfaringer deles og videregives til andre. Der lægges vægt på, at indsatsen har en karakter, der gør det muligt for andre at etablere en lignende indsats, og at indsatsen er søgt videreformidlet.