A+ | A- | Print | Send | Læs højt

Gode eksempler: Ældre, der er vendt tilbage på arbejdsmarkedet

Deloitte har undersøgt erfaringer med pensionister og efterlønsmodtagere, der er vendt tilbage til arbejdsmarkedet. Undersøgelsen indeholder en række konkrete eksempler på ældre, der har valgt at vende tilbage til arbejdsmarkedet, efter de er gået på pension eller efterløn.

Friheden er vigtig

Bjørn Jespersen er 66 år og lærer, og han gik på efterløn fra Møllevangsskolen for fire år siden. Afskeden med arbejdspladsen var dog kortvarig, for skolelederen ringede efter kort tid og spurgte, om Bjørn ville komme tilbage og undervise et par timer i idræt. Det ville han gerne, og siden er timerne blevet flere og dækker flere fag.

Interview med Bjørn Jespersen (pdf)

En blød overgang til pension

Jens Hilden er 70 år og har haft sin egen praksis som almen praktiserende læge. Da han for tre år siden gik på pension, besluttede han sig for at vikariere cirka én gang om ugen i sin tidligere praksis og han har oprettet en annonce på vikardatabasen for pensionerede læger, Seniorvikar.

Interview med Jens Hilden (pdf)

Havde ikke planlagt at arbejde igen

Per Schøbel havde egentlig vænnet sig til efterlønstilværelsen. Men da han en dag var på indkøb i Silvan, så han tilfældigvis et opslag, hvor Silvan søgte ældre medarbejdere. Han søgte et job, fik det, og kan snart som 70-årig fejre femårs jubilæum som gør det selv-rådgiver.

Interview med Per Schøbel (pdf)

Erfaringen kom i spil igen

På trods af at pensionisttilværelsen efter et langt arbejdsliv som ingeniør startede tidligere end forventet, fandt Per Lennart Johansson sig godt til rette som folkepensionist. Men da en tidligere kollega ringede og spurgte, om han havde lyst til at drikke en kop kaffe i Rambøll, startede han efter 14 dage i sit nuværende job som ingeniør i Rambøll.

Interview med Per Lennart Johansson (pdf)

Arbejdet giver struktur og mening

Wilfred Sass er 68 år, og for ham er arbejdet som finansiel konsulent i Tønder Bank nærmest hans hobby. For ham giver arbejdet struktur og mening i hverdagen, som han synes, at man skylder sig selv. ”Livet er for kostbart til kun at sove længe og se tv”.

Interview med Wilfred Sass (pdf)

Der manglede noget i hverdagen

Gustav Fabrin fandt hurtigt ud af, at det ikke kun var noget for ham at være på efterløn. Han manglede noget at stå op til, og derfor arbejder han nu i Netto et par morgener om ugen.

Interview med Gustav Fabrin (pdf)

Føler sig ikke som ”ældre”

Da Bjarne Jepsen som 61-årig besluttede sig for at søge nye udfordringer, aktiverede han det netværk, han har opbygget gennem en lang erhvervskarriere. Han har nu et job som account manager for Financial Services i Capgemini. Han ser ikke sig selv som pensionsmoden og bryder sig ikke om at blive karakteriseret som ”ældre”.

Interview med Bjarne Jepsen (pdf)

Gode eksempler: Virksomheder, der har ansat ældre

Publikation: Tilbage til arbejdsmarkedet - erfaringer med folkepensionister og efterlønsmodtagere, der arbejder