|
Deloitte har undersøgt erfaringer med pensionister og efterlønsmodtagere, der er vendt tilbage til arbejdsmarkedet. Undersøgelsen indeholder en række konkrete eksempler på virksomheder, der har ansat ældre, herunder også pensionister og efterlønsmodtagere.
Møllevangsskolen
På Møllevangsskolen er der god erfaring med at ansætte pensionerede tidligere medarbejdere i vikariater. Erfaringen dækker både over lærerne og de andre personalegrupper på skolen. Fælles for de personer, der i kortere eller længere perioder har været ude af arbejdsmarkedet er, at de har været glade for skolen, mens de arbejdede der. Ud over at lukke huller i skemaet og hjælpe til med at få enderne til at nå sammen er de også en gevinst i forhold til arbejdsmiljøet og er en slags kulturbærere, der virkelig har lyst til arbejdet. Derfor spreder de god stemning på skolen.
Møllevangsskolens erfaringer (pdf)
Tønder Bank
Der er flere medarbejdere i Tønder Bank, der er over 60 år, heraf to medarbejdere, der har genoptaget et aktivt arbejdsliv efter, at de egentlig var gået på efterløn og pension. I Tønder Bank oplever man, at en genansat pensionist eller efterlønner går til arbejdet med samme iver som en nyuddannet. Tønder Bank har oprettet et netværk af pensionerede tidligere medarbejdere, som inviteres ind i banken, når halvårsregnskabet er offentliggjort.
Tønder Banks erfaringer (pdf)
Silvan Frederikssund
Flere medarbejdere i Silvan Frederikssund er blevet ansat efter, de er fyldt 60 år, eller de arbejder sideløbende med, at de er på efterløn eller pension. Chefen er glad for dem; seniormedarbejderne giver ro, stabilitet og fleksibilitet i den daglige drift, og så sætter kunderne pris på at få råd og vejled-ning af nogle, der har meget erfaring med gør det selv-projekter.
Silvan Frederikssunds erfaringer (pdf)
Netto
Arbejdet i Nettos forretninger er hårdt og kræver god fysik. Omvendt er et job i Nettos butikker fleksibelt, mange arbejder på deltid, og kombinationen af ældre medarbejdere og ungarbejdere/ studerende passer godt i forhold til at få vagtskemaerne til at hænge sammen. De forskellige aldersgrupper vil og kan typisk arbejde på forskellige tidspunkter og forskellige dage. Derfor giver det god mening for Netto at ansætte seniorer. I Netto er der i alt 51 medarbejdere mellem 60 og 70 år.
Nettos erfaringer (pdf)
Rambøll
Seniormedarbejderne i Rambøll er gode til at samarbejde, de er pålidelige, og de har en dyb faglig viden. Det er derfor værdifuldt for Rambøll at fastholde og tiltrække ældre erfarne ingeniører. Det er erfaringen i Rambøll, at det kan være svært at gå på pension eller efterløn for medarbejderne, fordi deres identitet er tæt knyttet til arbejdet som ingeniør. Der er derfor et fælles ønske fra medarbejdere over 60 år og virksomheden om, at de skal arbejde. Rambøll har derfor en gruppe medarbejdere over 60 år. En enkelt af disse har valgt at genoptage sit arbejdsliv efter kun et års tid på folkepension.
Rambølls erfaringer (pdf)
Capgemini
Ved rekruttering af nye medarbejdere handler det for Capgemini om at være åben over for at ansætte en person over 60 år til en stilling, hvor man også kunne ansætte en på 30 år. Det vigtigste udvælgelseskriterium er viden frem for alder. Capgeminis kundekreds er bred og mangeartet, og det ønsker virksomheden, at medarbejderstaben afspejler. I år har Capgemini nyansat 8-10 personer over 60 år.
Capgeminis erfaringer (pdf)
Gode eksempler: Ældre, der er vendt tilbage til arbejdsmarkedet
|