En farlig ven

- et teaterprojekt om spiseforstyrrelser

Indholdsfortegnelse

Om teatergruppen Sløjfen og om projektet "En farlig ven"
De gode venner
Hvorfor udvikler nogle spiseforstyrrelser?
Tegn på spiseforstyrrelser
Hvad kan man som ung gøre, hvis en ven eller veninde har spiseproblemer?
Bulimi - den skjulte spiseforstyrrelse
30 år i anoreksiens fængsel
Spiseforstyrrelser - et levende helvede
"En farlig ven" - Et spil om spiseforstyrrelser
    En farlig ven
    Scene 0 - Anslag
    Scene 1 - Det hvide rum
    Scene 2 - Livs værelse - Flash Back
    Scene 3 - Skolebiblioteket - Flash Back
    Scene 4 - Det hvide rum + Festen - Flash back
    Scene 5 - Livs værelse - Flash Back
    Scene 6 - Det hvide rum + Livs værelse - Flash Back
    Scene 7 - Livs værelse - Flash Back
    Scene 8 - Det hvide rum + Livs værelse - Flash Back
    Scene 9 - Middagsbordet - Flash Back
    Scene 10 - Det hvide rum
    Scene 11 - Middagsbordet - Flash Back
    Scene 12 - Det hvide rum + Livs værelse Flash Back
    Scene 13 - Klasseværelse - Flash Back + spot på Liv Nu
    Scene 14 - Det hvide rum
    Scene 15 - Klasseværelset - Fortsættelse af scene 13
    Scene 16 - - Det hvide rum + Livs værelse - Flash Back
    Scene 17 - Mareridt - Flash Back
    Scene 18 - Hospitalet - Flash Back
    Scene 19 - Det hvide rum + Hospitalet - Flash Back
Litteratur og links m.m.

Om teatergruppen Sløjfen og om projektet "En farlig ven"

Af Kirsten Nielsen, leder af Sløjfen

Sløjfen er en gruppe unge fra Nysted Kommunale Ungdomsskole, der har arbejdet med teater siden 1987. Sløjfens debut var "Hvor er grænsen?" om piger i "mandejobs." Med det spil vandt vi en konkurrence udskrevet af Dansk Arbejdsgiverforening. Siden er det gået slag i slag med spil om unges glæder, problemer og sorger.

Sløjfen har spillet om narkotikaproblemer, om vold, racisme og selvmord - men også om kærlighed og venskab.

Hvorfor dog beskæftige sig med så store problemer? Svaret herpå er forskelligt fra spil til spil. Men problemerne er der jo - lige for næsen af os - og undertiden kommer de også inden for! Ved at gå "i kødet" på tingene når man en større indsigt og dermed en bedre handlemulighed, så man kan klare problemerne. Måske ligefrem forhindre, at de udvikler sig.

Mange af vores teaterstykker har vi selv skrevet, men af og til har vi fået midler til professionel hjælp f.eks. til skrivning af manus eller instruktion. Sløjfen har turneret meget med forskellige spil - mest med "Misbrugt", der tager misbrugsproblematikken op. Vi har oversat flere af vore stykker til engelsk, og derfor har vi også kunnet drage udenlands. Vi har bl.a. været i Ungarn, Polen og Tunesien.

Hvorfor et spil om spiseforstyrrelser?
For få år siden havde Sløjfen en skuespiller - en pige, der flere gange havde været hospitalsindlagt med diagnosen anorexi. Hun arbejdede sammen med os i et par år, inden hun forlod os. På det tidspunkt havde hun det slet ikke godt, og vi var bekymrede - men ingen af os havde mod til virkelig at spørge ind til hendes problem. Det var der en del af os, der havde det skidt med. En dag flyttede hun til en anden kommune, så vi mistede kontakten. Når de unge fra gruppen af og til mødte hende, meldte de tilbage: "Nu ser hun godt ud!" - og kort efter: "Nej, nu er hun lige så tynd igen." Og sådan gik det frem og tilbage.

Men så mødte jeg hende en dag i byen - og da var det en langt stærkere og gladere ung pige, jeg så. Hun havde fået en kæreste. En kæreste, som holdt af hende som den, hun var. En ven, som så hende som en kæreste - og ikke som en problematisk patient. Hun fortalte, at det i hendes tilfælde var det, der havde slået hul på den skal, som hun i årevis havde bevæget sig i.

Hun er på nuværende tidspunkt færdig med sin uddannelse som sygeplejerske og arbejder på hospitalet. Og hun har stadig sin kæreste!

En solskinshistorie - ja, men også en historie, der fortæller, hvor vigtig en rolle omgivelserne spiller for, at det bliver spiseforstyrrelsen, der lukkes ude!

Med spillet "En farlig ven", ønsker vi at vise, hvordan spiseforstyrrelsen tager magten, når den først er budt inden for.

Omgivelsernes store betydning
Vi vil vise, hvor vigtigt det er, at vennerne, forældrene, lærerne og andre voksne observerer og tager hånd om den unge, der viser signaler på, at en spiseforstyrrelse er under udvikling. For spiseforstyrrelsen handler jo ikke om mad alene - den har altid grund i flere psykiske problemer, hvis natur det er vigtigt at finde frem til. Det er derfor af stor betydning, at man finder den rigtige professionelle hjælp. Men det er den syge, der selv skal tage beslutningen! Omgivelserne skal hjælpe med til, at den rigtige beslutning - beslutningen om, at livet er værd at leve - bliver taget.

Det har også stor betydning, at man behandler hinanden ordentligt. En nu afdød kredslæge sagde engang: "Når du er nedrig over for et medmenneske, da gør du ham ikke blot psykisk skade - du skader også hans fysik." Derfor: "Vær den gode ven - vis hinanden hensyn og respekt."

Projektet "En farlig ven"
Da vi havde truffet beslutningen om at arbejde med et spil med så vigtigt et emne som spiseforstyrrelser, blev vi enige om, at det ville være godt, hvis vi kunne få professionel hjælp hele vejen igennem - lige fra brainstorm til færdig forestilling. Professionel hjælp koster penge - og derfor gik vi i gang med at søge midler fra nær og fjern. Vi havde held med dette - og så gik vi i gang med at realisere projektet.

Vi kontaktede forfatteren Cecilie Eken for at få hende til at skrive. Hun takkede heldigvis ja. Hun fortalte os, at hun havde haft en veninde, som var død af eftervirkninger af en alvorlig anorexi. Også af den grund var hun interesseret i at skrive for os.

Dette samarbejde har vi været glade for. Vi har haft mange møder undervejs, og der er blevet rettet, slettet og tilføjet i manus et utal af gange. Det har været en meget spændende proces.

Da manus var færdigt, valgte vi instruktør - det blev skuespiller Frank Rubæk, og som scenograf valgte vi Jean-Michel Petot. Også med disse valg var vi heldige. Vi har haft et godt samarbejde med begge - og vi oplevede i gruppen, hvor inspirerende det er at arbejde med mennesker, der har en professionel vinkel til teatret. Vi fik vist muligheder, som vi aldrig selv var kommet på!

Efterhånden som arbejdet skred frem, troede vi, at der ville blive en smule penge til overs, så vi også kunne få sat musik til spillet. Her valgte vi gruppen "Ikke Noget".

Bortset fra Cecilie Eken er alle vore nære samarbejdspartnere, såvel instruktør, scenograf, musikere, illustrator og scenemester - fra Lolland-Falster. Det har gjort vores arbejdsproces lettere - og desuden er det også godt at vise, hvad folk fra Sydhavsøerne kan præstere!

Ved dette projekt har Lone Møss, formand for Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser, været Sløjfen en uvurderlig hjælp. Mange andre kapaciteter har hjulpet os med spillet, og vi er meget glade for den opbakning, vi har fået, ved at de har villet skrive artikler for os om emnet. Sløjfen har modtaget økonomisk støtte fra mange bl.a.: Socialministeriet, Storstrøms Amt, Nysted Kommune, AKKS, Carlsberg og Døllefjelde Musse Idrætsforening. Sløjfen er meget taknemmelig herfor, og vi håber, at vores spil "En farlig ven" vil kunne anvendes i såvel oplysende som forebyggende øjemed.

Tak til alle, der har hjulpet os.
At vi udgiver nærværende lille bog skyldes, at vi synes, at flere end Sløjfens medlemmer skal have mulighed for at få glæde af projektet. Du kan komme i kontakt med Sløjfen ved henvendelse til Nysted Kommunale Ungdomsskole på telefon 54 87 12 22.

De gode venner

Cecilie Eken, forfatter og dramatiker

Det er svært at sige til et menneske, man kender godt og holder meget af: "Jeg tror, du har en spiseforstyrrelse". Jeg ved det, for jeg har befundet mig i situationen flere gange. Og hver gang har jeg ikke fået brudt tavsheden. For en anorektisk pige kan skabe en mur af afvisning omkring sig; mad og vægt er tabu. Det skal der ikke snakkes om. Alt er godt, og omgivelserne skal ikke være så uforskammede, at de blander sig. I stedet kommunikerer den anorektiske gennem maden og vægten. Hendes lave vægt, hendes afvisning af mad, hendes destruktive handlinger er et sprog i sig selv. Kroppen taler med store, stumme bogstaver på en måde, der er svær at overse. Men alligevel svær at tale om.

Min veninde sagde engang til mig, da vi talte om hendes (helbredte) anoreksi: "Til sidst var jeg nede på at spise et stykke rugbrød om dagen, og ingen lagde mærke til det". Hun var forundret, og det kan jeg godt forstå. Jeg tror nu heller ikke, at hun havde ret i, at ingen lagde mærke til hende. Jeg tror bare, at ingen omkring hende anede, hvad de skulle sige til, at denne ellers superintelligente og succesfulde pige pludselig havde en krop, der i den grad råbte: "Jeg har det forfærdeligt, se mig", når alt andet ved hende udstrålede: "Det går fint, jeg har check på det hele". Sådan havde jeg det i hvert fald selv.

Men min erfaring har lært mig, at vi som pårørende og venner til en pige med anoreksi er nødt til at sige noget. Den anorektiske har nok kasseret vores fælles sprog som uegnet til at udtrykke sin indre tilstand, men menneskene omkring hende er nødt til at sætte "almindelige menneskeord" på det, kroppen fortæller. For det går ikke bare over af sig selv. At vi sandsynligvis vil møde vrede og afvisning i første omgang, må vi så bare tage med.

Vejen fra den brudte tavshed til helbredelse er selvfølgelig sjældent hverken hurtig eller nem. Ingen kan ikke tage ansvaret fra en pige med anoreksi: På et hospital kan hun i yderste konsekvens holdes i live, men om hun vil være rask er, når alt kommer til alt, hendes eget valg. Dengang sygdommen startede, virkede anoreksien måske som en smart strategi, som den eneste løsning på en umulig konflikt, som noget, der gav kontrol over usikkerhed og angst - anoreksien var en ven. Det er den syge selv, der er nødt til at indse, at der er andre måder at klare livet på, andre og meget mindre selvdestruktive handlingsmuligheder. Det kan vi som raske mennesker omkring hende være eksempler på. Vi kan være de alternative venner til sygdommen - venner, der ser og lytter og taler og frem for alt ikke bare lader som ingenting. Det vil jeg i alt fald prøve på næste gang, jeg står i situationen.

Rigtig god fornøjelse med stykket!

Hvorfor udvikler nogle spiseforstyrrelser?

Af Birgit Petersson,
psykiater og lektor i medicinsk kvinde- og kønsforskning

Alle mennesker har et behov for at blive set, at føle sig elsket og føle, de kan noget. Det er beskrevet i litteraturen gennem mange årtusinder, og det gælder i alle samfund. På samme måde er menneskers udvikling overalt den samme. Vi stræber efter kærlighed, samtidig med at vi efterligner det, vi ser de andre gøre, ikke mindst dem, vi er følelsesmæssigt knyttede til. Ordet imitation bruges blandt andet til at beskrive denne måde: Både at opnå egen kunnen og andres accept. Vi vil være dygtigere. Vi vil beundres.

Allerede kort efter fødslen starter det lille barn med at imitere andre, og processen forstærkes jo ældre og stærkere barnet bliver. Men jo ældre barnet bliver, jo bedre er det også i stand til at se, hvem der har magt over tingene, og dermed hvem det er bedst at ligne. Det begynder også at blive bevidst om sit eget køn, således at der sker en mere bevidst identifikation med andre. Denne proces sker uden problemer, hvis barnet opdrages i frihed til selvstændighed. Men barnet kan være så uheldigt, at det undertrykkes ved kritik og pålæggelse af skyld: Det er forkert, hvad du gør. Det opfattes af barnet som: Jeg er forkert. I sådanne tilfælde, eller hvis der er andre alvorlige konflikter i hjemmet, træner barnet sig hurtigt op til at aflæse forældrenes ønsker og indretter sig efter dem. De udvikler uselvstændighed og afhængighed. For det værste af alt er at føle sig uelsket.

I de fleste familier er barnet ikke alene, det har søskende, og alle vil have forældrenes kærlighed. Det betyder, at man på det bevidste og det ubevidste plan kappes med de andre om at være den, der er mest elsket.

Det er i den forbindelse, at følelserne af jalousi og misundelse kommer til udtryk. Misundelse, hvis de andre har noget eller kan noget, man ikke kan. Jalousi opstår, hvis man er usikker og angst for at tabe den andens kærlighed. Den berømteste historie om misundelse mellem to søskende er historien om Kain og Abel fra Bibelen.

Misunde betyder at hade, og undertiden fører hadet til, at man bogstavelig talt slår den anden ihjel, som Kain gjorde. Ellers slår man symbolsk den anden ihjel, fx ved at bruge ufine tricks for at ødelægge hende eller ham. Bagtalelse eller at tilpasse sig det, som fx moderen ønsker af én i så stor grad, at man får den anden til at stå i et dårligt lys, er måder at udleve misundelsen på. Men inderst inde ved man godt, at man med disse ufine væremåder ikke er nogen god person. Den indre diskussion om ondt og godt bliver stærkere. En indre diskussion, som allerede begynder, mens vi er helt små gennem ros eller ris for vores handlinger. Mens vi er helt små, er det vores forældre, der definerer, hvad der er godt eller skidt. Når vi bliver blot lidt ældre, er det også os selv.

Disse processer fortsætter i samværet med andre senere i livet. Sådanne gruppeprocesser foregår fx i skoleklasser eller venne-/venindegrupper. Denne udvikling påvirkes endvidere af de forstillinger, der er i samfundet om, hvad en "rigtig" pige og en "rigtig" dreng er. Det man kalder socialiseringen.

Men vi kan jo ikke alle være den bedste til al ting og den mest elskede, så der kommer mange konflikter i udviklingsforløbet - den proces, som for alvor tager til i puberteten, hvor vi skal blive selvstændige mennesker og kunne tåle at vores forældre ikke er enige med os i alt, hvad vi gør og vil.

I denne proces er nogle børn frivilligt eller ufrivilligt blevet meget afhængige af de voksnes bekræftelse. En afhængighed der medfører mange aggressioner, dels rettet mod den unge selv, fordi han eller hun tør frigøre sig, dels rettet mod dem, han eller hun er afhængig af, fordi de er med til, at man ikke tør sige sin mening eller udforske noget nyt.

For at undgå at mærke disse hadefulde følelser gør man sig dygtigere og rigtigere. Man udvikler perfektionisme. Men bagsiden af perfektionismen er, at man med den alene håber, at de andre så ikke ser, hvor ond man er inden i. Man løser ikke selve konflikten. Følelsen af at være ond forstærkes i stedet, og dermed kommer man ind i en ond cirkel, hvor behovet for at fremstå som god forstærkes. Man udvikler det, der kan kaldes "et falsk selv", som forhindrer, at man kan tro på den ros, man får. For de, der roser, ser jo ikke, hvem man egentlig er. De ser kun den falske overflade.

Denne proces opstår både hos drenge og piger, men på grund af kønsrollesterotypierne, dvs. det der tillades af karakteregenskaber i samfundet for de to køn, vender drengene følerserne udad som agressioner og føler behov for at blive stærke og store. Pigerne vender følelserne indad som depressioner og forsøger at være gode. Sterotypien er også, at den unge kvinde skal være Madonna, altså den unge uberørte engel. Hun må ikke fylde, men ses som en engel, som den asketiske og gode.

Hendes måde at opnå kontrol over følelserne bliver at leve op til denne rolle, dvs. at lade være med at spise. For det at spise er syndigt, og at spise fedt er for tiden det mest syndige, uanset at det er et livsvigtigt næringsmiddel. På det symbolske plan skal man helst forsvinde og blive til Guds barn, altså den gode. Dette har været kendt gennem århundreder, hvor nogle anorektiske kvinder faktisk er blevet udnævnt til helgener, fordi de fremstod som gode. Vi ser denne trang til at være god foldet ud hos den unge, der bager kager til andre, men ikke selv "synder" dvs. spiser. For så er hun god mod andre og selv god, fordi hun ikke spiser. Vi kender det fra sproget. Bl.a. betegner vi det at spise noget ekstra godt, fx en meget god chokolade, "at synde".

Heldigvis kan ikke alle være så standhaftige, at de fortsat kan sulte sig. Nogle kan ikke styre sulten og grovæder i stedet som en følge af sulten. De udvikler Bulimia Nervosa eller grovæderisyndromet Binge-eating, som er meget mindre sundhedsskadeligt end Anoreksia Nervosa.

De udløsende faktorer for udviklingen af disse spiseforstyrrelser er mange, men først og fremmest lav selvtillid og afhængighed. Det, at man lægger kompetancen ud til andre, først og fremmest en forælder, en lærer eller en træner, er en anden udløsende faktor, oftest samtidig med at man kommer ud for en eller anden uventet begivenhed, fx et tab eller et svigt. Alene det, at man lægger kompetancen uden for sig selv, gør, at det bliver andre, der afgør, om man handler rigtig eller forkert. Derfor forsøger man at leve op til det, man tror de andre forventer. Ved præstationsnedgang af en eller anden art forstærkes den indre konflikt. Som eksempel kan bruges en ung sportsudøver, der af en eller anden grund ikke kan leve op til den tidligere præstation, som så straffer sig selv, føler sig forkert. Denne forkerthed opleves kropsligt som en følelse af at være stor, når man synes, det rigtige er at være lille og modsat, hvis man føler, at det rigtige er at være stor. Derfor "vælger" de fleste drenge og unge mænd et misbrug af anabolske steroider for at blive muskuløse, mens piger og nogle få drenge "vælger" spiseforstyrrelsen for at få kontrol over følelserne.

Følelsen af at være udenfor og anderledes, dvs. at man ikke er med i gruppen - og dermed har de andres kærlighed - er en anden udløsende faktor. Nogle er reelt anderledes og kan have svært ved at håndtere dette, andre bliver det og mærker usikkerheden. Derfor er det at være den første i en klasse, der kropsligt modnes og får kønstegn , og dermed blive anderledes end de andre, ofte en udløsende faktor for udviklingen af en spiseforstyrrelse. Misundelsen over ikke at være en del af gruppen og andre følelser, dette fremkalder, forstærker følelsen af at være ond. Dette gør, at man ønsker at lave sig om og ligne de andre, og ikke mindst hos piger er den første tanke, at så må man slanke sig både for at forblive lille, men også fordi idealet er den, der ikke fylder. Det er den dårligste løsning, man kan vælge til at bekæmpe den naturlige usikkerhed. En løsning, der ofte medfører, at man udvikler alvorlige spiseforstyrrelser.

Tegn på spiseforstyrrelser

Af Birgit Severin, speciallæge i psykiatri

Det bekymrer os, hvis mennesker, vi holder af, ikke trives. Vi spørger, om der er noget galt, om vi kan hjælpe med noget. Og hvis vi er meget bekymrede, lader vi os ikke nøjes med et "det går godt", men spørger, indtil vi får en samtale, der kan belyse situationen og være indledningen til, at problemerne bliver løst og nye problemer forebygget. Hvis vi i vores omgangskreds møder en pige, en ung kvinde, en dreng eller en ung mand, som giver os en fornemmelse af, at der er tegn på, at vores ven har nogle spiseproblemer, kan vi stille nogle af de spørgsmål, der følger, for at få rede på, om det unge menneske er ved at udvikle en spiseforstyrrelse.

Forslag til spørgsmål, der kan åbne samtalen om spiseforstyrrelser:

"Er der noget galt, du er så ked af det?"
"Er der noget galt, du bliver så let irriteret?"
"Er der noget galt, dine forventninger til omgivelsene er ændrede?"
"Er der noget galt, du spiser ingenting?"
"Er der noget galt, du træner så mange timer?"
"Er der noget galt, du er blevet så kræsen?"
"Er der noget galt, du er altid på slankekur?"
"Er der noget galt, du er blevet så tynd?"
"Er der noget galt, du vejer dig hele tiden?"
"Er der noget galt, du bruger så mange penge på håndkøbsmedicin, naturmedicin og kosttilskud?"
"Er der noget galt, du har ikke længere menstruationer?"
"Er der noget galt, du vejer dig hele tiden?"
"Er der noget galt, du står altid op eller bevæger dig hele tiden, du sidder aldrig ned
og slapper af?"
"Er der noget galt, du er aldrig sammen med dine venner?"
"Er der noget galt, du taler om, at du ikke er pæn, og om at du har for mange deller?"
"Er der noget galt, du gemmer dig altid på dit værelse?"
"Er der noget galt, du er altid træt og uoplagt?"
"Er der noget galt, du klager over hovedpine og svimmelhed?"
"Er der noget galt, du har sår i dine mundvige?"
"Er der noget galt, du har problemer med tænderne?"

Der er tegn, der kræver ekstra opmærksomhed, når vi har kontakt med børn og unge, der taber i vægt, ikke vokser, har en kompromiteret pubertetsudvikling. En sådan udvikling er ubetinget et tegn på, at den unge ikke trives, og voksne skal intervenere.

Den unges adfærd kan ændres på en sådan måde, at det straks påkalder sig opmærksomhed. Især spisemønstret ændrer sig. Den unges spisemønster bliver begrænset, uregelmæssigt og præget af kaotisk indtagelse af føde. Spisetider overholdes ikke, og måltiderne, hvis den unge spiser med, præges af, at hun roder rundt i maden på sin tallerken uden at spise noget. Ofte afløses måltidet af et besøg på toilettet, hvor maden kastes op, eller der motioneres for at modvirke den evtuelle kalorieindtagelse. Sår i mundvigene og mærker på knoerne er tydelige tegn på selvprovokerede opkastninger. Vægten falder, den unge bliver påfaldende afmagret. Fysiske problemer som forstoppelse, fordi hun ikke spiser noget, oppustethed, fordi hun sluger luft og udvikler luft i det lidende mave-tarmsystem, hovedpine og svimmelhed, fordi hun ikke får den nødvendigste basale kost og /eller kaster op. Den unge præsenterer en ændret socialadfærd. Hun trækker sig fra sociale aktiviteter både i skolen, i ungdomsklubben, sportsklubben og sammen med vennerne og familien. Den unge er præget af isolation. Hun sidder alene på sit værelse, dyrker motion alene og ringer ikke længere til veninderne. Hun tager ikke initativ til at foretage sig noget med andre, og hun afslår alle invitationer.

Den unge bliver også psykisk ændret. Hendes stemningsleje bliver forsænket, og hun bliver optaget af selvbebrejdelser og skyldfølelse. Hun optræder selvdestruktivt. Hendes angstniveau bliver meget lavt, og hun forsøger at bekæmpe angsten med ritualer og tvangshandlinger.

Alle voksne, der har med unge at gøre, skal vide, at det nytter med en tidlig indsats. Spiseforstyrrelser ændres lettest i optakten, før den unge bliver filtret ind i private fortolkninger, forestillinger og fantasier. Når unge mistrives, hjælper det at tale med dem. Den voksne skal være parat til at lytte og hjælpe. Samtalen skal foregå i en atmosfære præget af tillid, fortrolighed og varme. Ofte er samtalen på tomandshånd at foretrække. Formålet med samtalerne skal hjælpe den unge til at føle sig tryg, få øget selvværd og blive positivt påvirket. Hvis den unge ikke vil tale med forældrene, kan en interesseret lærer, en sundhedsplejerske eller skolepsykologen være god at tale med. Hvis den unge er under 18 år, skal forældrene orienteres.

De spiseforstyrrede kommer til at leve mere og mere i deres egen forstyrrede verden, jo længere de er syge, så det er vigtigt at komme den måske spiseforstyrrede i møde, så snart de voksne ser et tegn på spiseforstyrrelse. Den voksne skal ikke føle sig inkompetent fordi hun/han ikke har speciel viden om spiseforstyrrelser. Man skal tale med den unge om, hvordan hun har det, støtte hende, påvirke hende positivt med holdninger til vægt, mad og krop. Man skal bryde den sociale isolation og få en samtale om selvtillid, kropsbevidsthed og gode kost- og motionsvaner.

Jeg kan anbefale kontakt til Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser, som et rigtig godt sted at få hjælp og rådgivning.

Hvad kan man som ung gøre, hvis en ven eller veninde har spiseproblemer?

Af R.Theresa Abegg og Karen Bro

Mennesker, der har spiseproblemer, er jo lige så forskellige som alle andre. Hvad du kan gøre, hvis du vil hjælpe, kommer især an på, hvor nært et forhold I har. Om I er venner, veninder, kærester, søskende eller bekendte.

Det er selvfølgelig også vigtigt at se på, hvor stort problemet er, men det kan være meget svært at vurdere udefra.

Vi vil prøve at give nogle generelle råd og har valgt at kalde den, der har spiseforstyrrelsen "hun", fordi vi synes, det lyder så klodset at sige "han eller hun" hver gang, og der er altså flest piger.

Jeg tror, hun har en spiseforstyrrelse - er det rigtigt?
Når du fornemmer, at en ven har problemer, så skal du lytte til den fornemmelse og undersøge sagen!

Det kan føles svært at komme ind på emnet. Du er måske bange for at tage fejl, så det bliver pinligt. Bange for at blive afvist eller måske ligefrem bange for, at hun bliver sur på dig, og at det går ud over forholdet.

Jamen, hvis det værste, der kan ske, er, at du tager fejl, så er det vel ikke så slemt. Så kan du jo ånde lettet op. Hvis tanken bliver afvist, kan du benytte lejligheden til at fortælle, at du er hendes ven. At du vil lytte og støtte, hvis der bliver problemer en anden gang. Hvis det bliver pinligt, eller hun bliver sur, kan det jo desværre være tegn på, at der er noget om snakken!

Lad det er ikke blive en retssag, hvor du skal bevise, at du har ret; men bed hende se dig som en ven, der holder af hende, så hun ved, du er der - når hun er parat. Hvis du fornemmer, at et menneske, du kender, slås med noget svært, så synes vi, du skal vove pelsen, for vi tror, det værste er at vide med sig selv, at man ingenting har gjort for at hjælpe.

Måden er vigtig - skab tillid, før du bevæger dig ind på emnet
Overvej, hvordan du bedst kan nå hende. Det kan være måden, der gør forskellen. Først må du vurdere, om du selv er den rette person til at kontakte hende, eller om du vil gå til en, der står hende nærmere og bedre kan tage det ansvar. Det er også vigtigt, hvor og hvordan du tager kontakten. Det er alt for voldsomt at spørge: "Tror du ikke du har en spiseforstyrrelse?" - Prøv i stedet at starte en samtale om, hvordan hun har det. Fortæl evt. noget om følelser og tanker, der er svære for dig selv.

Sørg for, at der ikke står andre og lytter, at der er tid til at snakke færdig og være sammen bagefter. Fortæl på en venlig og rolig måde, hvad det er, du ser og oplever i hendes nærvær, som får dig til at spørge, om hun har det svært.

Læg vægt på, at du kan lide hende og bryder dig om, hvordan hun har det - sig ikke, at hun ser dårlig ud eller opfører sig underligt. En god idé er at tænke over, hvad du selv ville bryde dig om at høre.

Vis respekt
Det er hendes liv, det drejer sig om - hende, der har problemet og svarene. Det er hendes valg, om hun vil tale med netop dig om det. Hvis hun åbner sig og fortæller om sig selv, så viser hun dig en meget flot tillid. Den kan du kun bevare ved ikke at fortælle det videre til andre kammerater uden hendes tilladelse. Det kan være fristende at have "en god historie"; men ingen kan lide at blive talt om eller få deres inderste udleveret - husk derfor respekt!

Jeg ved hun har en spiseforstyrrelse - hvad gør jeg?
Frem for alt, skal du opfordre hende til at opsøge rådgivning og støtte på rette sted. Hvis du selv er meget ung, må du ikke sige ja til at være den eneste, der kender din venindes eller søsters problem i længere tid. Der skal inddrages voksne. Det kan f.eks. være en forældre, en venindes mor, en lærer, en studievejleder, en læge eller sundhedsplejerske. Spørg hende, hvem hun bedst kan fortælle det til og brug evt. anonym telefonrådgivning i første omgang. Hvis hun ikke vil sige det til nogen, kan du foreslå, at I gør det sammen. Hvis hun også afviser dette, kan du blive nødt til at sige, du vil gøre det, at du ikke kan stå alene med din viden. Støtte fra forældre, kæreste og nære venner er helt central og nødvendig, når unge har spiseproblemer. Ved en rigtig spiseforstyrrelse kræves oftest professionel behandling. Lægen er en nøgleperson, og de fleste har også brug for psykologisk samtale og støtte. Det er vigtigt, at der tilrettelægges en behandlingsstrategi sammen med personen, behandlerne og de nærmeste.

Vær først og fremmest en ven
Når behandling er sat i gang, kan du koncentrere dig om at være en god ven eller søskende.

Det gør du bedst ved at bevare og udbygge det forhold og de interesser, I hele tiden har delt. Mad og vægt kan fylde meget i hendes hoved, og det er bedst, hvis vi ikke snakker om det hele tiden. Spørg til, hvordan hun har det med sig selv og livet. Snak ikke kun om problemer, men dan en modvægt til det tunge ved at snakke om ting, der er sjove eller interessante. Hold fast i, at livet også er dejligt. Vis din kærlighed og interesse og din lyst til at være sammen med hende.

Vær dig selv
Det kan give bedre forståelse af hende, at du læser bøger om emnet. Men vær først og fremmest dig selv. Du er den person, hun har valgt at knytte sig til, som hun kender og holder af. Du kan være med til at holde hende fast i virkeligheden og vælge et godt liv.

Hvad er et godt liv?
Alle ønsker et godt liv - ønsker succes. Men hvordan får man det? Er det ved at være tynd eller ved at have store bryster? Hvis du snakker med mere erfarne og modne mennesker, vil de sige nej. Det er ikke det, der har givet deres liv værdi. Ved at snakke om det ydre er du med til at slå den tanke fast i hendes hoved, at det er det vigtigste i livet. Nej, det er vigtigere at være glad, at grine, at kunne lide sig selv og andre.

Undgå at kommentere tøj og udseende, kritisk eller rosende. Hjælp i stedet med til at få hendes indre værdier frem ved at vise i ord og handling, at det er det indre, du værdsætter hos dig selv, hende og andre.

Mobning
Dårligt kammeratskab spiller i vores erfaring en stor rolle hos mange, der udvikler en spiseforstyrrelse. Måske har de været tidligt udviklede, har haft specielle interesser eller andet. Vi må alle være med til at bekæmpe mobning og bagtale, hvor vi ser den. Ellers er vi måske indirekte med til at skubbe den næste ud over kanten, hvor de ikke ser anden mulighed end at gemme sig ind i en spiseforstyrrelse - i en jagt på at blive tynd og accepteret eller måske usynlig og usårlig.

Så, hvad kan du som ung gøre, hvis en ven eller veninde har spiseproblemer?
Du skal reagere, hvis der er en af dine veninder, der får problemer. Der er ikke noget, der betyder mere end at have gode venner og veninder - vi lytter i virkeligheden meget mere til dem end til forældre og lærere.

Du kan virkelig gøre en forskel!!!

PS!
Måske er du en voksen pårørende, forældre, lærer eller andet. Du spørger så dig selv om der er mere eller andet du kan gøre?
Ja og nej! For tankegangen er den samme i forhold til forståelse og respekt, men vi har selvfølgelig som voksne et andet ansvar og dermed andre handlemuligheder. Det bedste udbytte fås altid af en personlig rådgivning, hvor man kan vurdere de personlige og individuelle forhold.
Du kan også på hjemmesiden hos Landsforeningen finde uddybende råd til pårørende, som vi har udarbejdet.

Artiklens forfattere arbejder som terapeuter for spiseforstyrrelser i København og Helsingør. De fungerer endvidere som konsulenter for Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og som foredragsholdere og supervisorer i mange sammenhænge.

Bulimi - den skjulte spiseforstyrrelse

Af Rikke Kirstine Larsen,
formand for "Rådgivning om Spiseforstyrrelser"(ROS)

Når man taler om spiseforstyrrelser, taler man oftest om anoreksi. Medierne bugner med historier om anorektikere, hvor det ser ud til at handle om, hvem der kan fremvise billedet af den absolut tyndeste pige i en bikini. Dette billede af sygdommen spiseforstyrrelser er ekstremt misvisende. For det første fordi meget få anorektikere kommer til at veje 25 kg og se ud som et skelet med hud på - for det andet fordi størstedelen af alle spiseforstyrrede slet ikke lider af anoreksi, de lider af bulimi.

Bulimi er den skjulte lidelse - den, som ingen ser, medmindre de bliver budt indenfor - og det gør de sjældent. En bulimiker er som oftest normalvægtig. Hendes vægt svinger måske en smule, men aldrig mere, end det ser normalt ud. Vægten i sig selv er aldrig afgørende for sygdommens alvor - en bulimiker kan sagtens være normalvægtig, men have lagt et enormt pres på sin krop med de utallige ædeorgier og opkastninger - et pres, som kroppen med tiden reagerer på. Hendes tanker kredser konstant om mad og hendes vægt, som hun mener burde være mindre. Når hun er alene, har hun ofte ædeorgier. Hun spiser enorme mængder af mad - mere mad, end man kan forestille sig, man kan have i sin mave - og hun skiller sig efterfølgende af med denne mad ved som regel at stikke en finger i halsen og kaste det hele op igen. Mange benytter sig også af slankepiller, vanddrivende midler eller afføringsmidler, eller de tvangsmotionerer.

For at man kan få diagnosen bulimianervosa, skal man opfylde visse kriterier. Man skal have gentagne perioder med spiseanfald - det skal ske i gennemsnit mindst 2 gange pr. uge over en periode på 3 mdr. Der skal være en følelse af tab af kontrol over spisningen - en følelse af, at hun ikke kan stoppe igen, når hun først er gået i gang. Der skal være tilbagevendende forsøg på ikke at tage på i vægt ved bl.a. at kaste maden op efterfølgende.

Opfylder man disse kriterier, kan lægen stille diagnosen bulimi og efterfølgende henvise til behandling. Desværre er der mange bulimikere, som enten venter i mange år eller aldrig kommer til lægen overhovedet. De skammer sig utroligt meget over at lide af en sygdom, som er så skamfuld og ulækker, som det jo er at kaste sin mad op.

Forud for udvikling af bulimi, ligger næsten altid en slankekur af en eller anden art. Mange bulimikere kan fortælle om gentagne, mislykkede slankekure i deres barndom og ungdom, og den sidste mislykkede slankekur udløser så bulimien. I starten handler det stadig om forsøg på vægttab, men pigen taber kontrollen over maden, grovæder og kaster efterfølgende op for at undgå at tage på. På et tidspunkt - som varierer meget fra person til person - mister hun kontrollen over sine handlinger. Ædegilder og opkastninger bliver en del af hverdagen, det bliver en nødvendighed. Det handler ikke længere kun om mad eller vægt, men lige så meget om, at hun ikke kan finde ud af sine følelser eller ikke kan tackle dem. Når hun mærker en følelse af eks. vrede, lader hun denne følelse komme til udtryk gennem maden hun spiser den væk.

Størstedelen af alle bulimikere er såkaldt "pæne piger". Det er de dygtige, stille, veltilpassede piger, som på overfladen ser ud til at klare sig godt. De er alles ven, hjælper altid andre mennesker men glemmer omsorgen og kærligheden for sig selv. Det er som oftest lidt følelsesmæssigt umodne piger, som kastes ud i en situation, hvor de ikke kan bunde.

Man oplever ofte, at selvom der er års forhistorie med mislykkede slankekure, så udløses bulimien ved en konkret hændelse, som ryster pigens verden - det værende stor eller lille hændelse. Der kan være tale om et skoleskift - eks. fra folkeskole til gymnasium. Der kan være tale om en skilsmisse mellem forældrene, flytning, tab af en kæreste m.m. Udadtil kan det virke som ganske små ting, men det kan være nok til at ryste pigens tilværelse til det punkt, hvor hun griber efter andre ting i sit liv at kontrollere - nemlig kroppen og maden.

Bulimikere tilbydes som regel behandling i form af samtaleterapi i grupper. Flere undersøgelser viser, at gruppeterapi er godt for bulimikere, at de har brug for at mødes med andre i samme situation. Det, som kan være faren ved gruppeterapi, er, hvis der ikke er det nødvendige opsyn med gruppen. Hvis behandleren har en yderst tilbagelænet rolle, og pigerne selv styrer samtalerne - kan de meget nemt komme til at handle om, at man giver hinanden gode råd til mad, som er nem at kaste op, måder at kaste op på m.m. Samtidig er disse piger mægtigt gode til at være meget omsorgsfulde overfor andre i deres nærhed og kan nemt falde ind i en rolle, hvor de tager sig af de andre i gruppen frem for at fokusere på sig selv og sin egen situation.

En del bulimikere vil derfor have stor glæde af individuel samtaleterapi, hvor de tvinges til at rette fokus mod sig selv. Her skal terapeuten/behandleren ofte være aktiv i samtalen, hjælpe pigen på vej og ikke lade hende selv styre samtalens forløb, som ellers meget nemt kan komme til at handle om alt andet end det, som gør ondt.

Behandling af bulimikere kan være en langvarig affære, fordi de som oftest kommer meget sent i behandling efter flere års sygdom. Det handler om i behandlingen at erkende, at opkastningerne m.m. blot er et symptom på dybereliggende psykologiske problemer og at finde frem til de ting, som giver pigen brug for dette symptom. Samtalerne skal være med til at give pigen en forståelse af, hvorfor hun bruger bulimien som redskab og give hende nye redskaber til at tackle følelsesmæssige problemer fremover - det er vigtigt, at terapien fortsætter, selv om pigen er symptomfri, da de virkelige problemer som oftest først dukker op, når symptomet er væk.

Der er lavet meget få efterundersøgelser i forhold til bulimi, som stadig er en forholdsvis ny diagnose i Danmark. Resultaterne tyder på, at muligheden for helbredelse er bedre end for anoreksi - man regner med, at 50-60% bliver helbredt, men for nogle vil lidelsen være kronisk med hyppige tilbagefald.

30 år i anoreksiens fængsel

Af Lone Møss
Formand for LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser

Hvordan er det muligt .......
at få del i livet og synes livet er dejligt efter mere end 30 år i anoreksiens fængsel?

Dette spørgsmål bliver jeg ofte stillet - og det kan og vil jeg gerne fortælle om!

Jeg er nu en "ældre pige" på 54 år, så jeg har oplevet meget i mit liv efterhånden men der er noget, jeg aldrig synes, jeg har oplevet!!

Hvad kan det så være, tænker du nok? JO - jeg har ikke oplevet ungdommen - ungdomsårene med sjov og fester - med kærester - forelskelse, kærestesorger - drikke mig fuld - feste med vennerne hele natten - alt det, I unge gerne skal opleve med sorger og glæder.

Jamen hvorfor dog ikke, tænker du nok nu?

Det skal jeg fortælle dig
Som 12 -årig fik jeg diagnosen anoreksi og det førte til mange - langvarige indlæggelser i de følgende 6 år.

Da jeg som 18-årig skulle ud i "det virkelige liv" og klare mig selv, havde de mange års isolation gjort mig angst og usikker på en verden, jeg ikke længere kendte.

Derfor isolerede jeg mig og takkede nej, når mine arbejdskollegaer og venner spurgte, om ikke jeg ville med i byen - ud at danse og have det sjovt. Jeg lukkede mig inde i min lille lejlighed alene, og de følgende år overlevede jeg, men jeg levede bestemt ikke en ungdom, som de fleste andre.

I 1981 fik jeg et livstruende tilbagefald med anoreksi, der medførte nye, langvarige indlæggelser, som afsluttedes med en invalidepension. Stemplet som kronisk anorektiker, negativ og usamarbejdsvillig valgte jeg til sidst at lade mig udskrive på eget ansvar. Da var jeg 34 år.

Jeg følte mig uduelig, kasseret på arbejdsmarkedet og kun til besvær for samfundet. Ikke God Nok! Så jeg vendte tilbage til min ensomme lejlighed og isolationen.

Men "at nyde - uden at yde" kunne jeg jo ikke i min anorektiske verden, så for at føle mig fortjent til at modtage min pension søgte jeg ind i forskelligt frivilligt socialt arbejde.

Omkring 1990 bliver jeg frivillig på AIDS Fonden, og det bliver begyndelsen til vendepunktet i min tilværelse. Jeg oplever så mange unge mennesker dø omkring mig, og det får mig til at tænke over mit eget liv og hvordan jeg lever det?
Vil jeg virkelig fortsætte det ensomme - meget isolerede liv i anoreksiens fængsel på livstid?

Hvor er glæden - Hvor er solen?

Det er blevet min trygge og kendte verden, men jeg begynder at se solen skinne, høre fuglene synge - der er mennesker og liv udenfor fængslet - ude i livet!! Jeg bliver nysgerrig efter at komme ud og få del i denne verden - Få del i livet!!

Jeg beslutter at kæmpe for at gøre mig fri - fri af den invaliderende og "farlige ven" som anoreksien jo er blevet for mig, men jeg ved, at jeg ikke kan klare dette alene.

Jeg får brug for hjælp, og i 1993 opsøger jeg en terapeut, der formår et vinde min tillid og bryde gennem den mur af tavshed og følelsesløshed, jeg har forskanset mig bag.

I dag er jeg kommet ud i livet - ud i friheden - det er bestemt ikke smertefrit - men jeg lever!!

Så lang en kamp sætter sine spor både på krop og sjæl, og derfor betyder det noget for mig at dele mine oplevelser og erfaringer med andre i håbet om, at nogen vil opsøge hjælp til at komme videre med livet tidligere, end jeg gjorde det.

Så til dig, der sidder og læser dette: Har du selv nogle problemer af en eller anden slags, så fortæl det til nogen. Du skal ikke gå rundt og have det dårligt og være alene om det.

Tænk på, hvem du helst vil betro dig til.

Måske er du bekymret for én af dine kammerater? Det skal du heller ikke være ene om. Det er vigtigt at snakke med nogen om sine bekymringer.

Vil du vide lidt mere om mit liv, kan du læse bogen, jeg har skrevet:
"Et siv i vinden - et langt liv i anoreksiens verden ".

Pas godt på jer selv og hinanden.

Spiseforstyrrelser - et levende helvede

Af Tina Rasmussen

Jeg er i dag en ung kvinde, som lever et normalt liv uden spiseforstyrrelser. Men vejen til, hvor jeg er i dag, har været lang og stejl. Jeg har måttet kæmpe for mit liv og min plads i verden. I dag ved jeg at min historie om mit liv med spiseforstyrrelser tog sin begyndelse allerede, da jeg var helt lille. Jeg vil her berette om den første svære tid med anoreksi, hvor jeg ingen erkendelse havde af sygdommen og dens konsekvenser.

Prolog
Jeg er datter af en chauffør og en psykisk "syg" mor. Min mor forsøgte allerede, mens jeg var få år gammel, at begå selvmord, mens jeg sov i det samme rum. Og siden blev det bare værre med indlæggelser, psykisk ustabilitet og en masse psykosomatiske symptomer. Jeg kan ikke huske meget af dette, men jeg er sikker på, at sådanne oplevelser printer sig dybt i ens sind og påvirker ens måde at opleve verden og sig selv på. Og min far var sjældent hjemme, jeg formoder i dag, at han havde vanskeligt ved at forstå og forholde sig til min mor. Dermed var han heller ikke et trygt og stabilt holdepunkt i min tilværelse. Jeg blev således tidligt nødt til at passe på mig selv og blive moden, for der var ikke rigtig andre til at passe på mig.

Jeg troede aldrig rigtig på mig selv og blev mobbet fra det første år i klassen. Hvad nyttede det så, at min far sagde, jeg bare skulle slå igen, når jeg nu kom til at tro på, hvad de sagde om mig? Hvis de sagde, jeg var dum og grim, så var det jo nok, fordi jeg var det. Min mor fortalte mig ofte, at jeg ikke duede til at være veninde med nogen. Jeg var for dominerende. Jeg kunne slet ikke leve op til hendes forventninger, eller mine egne for den sags skyld. Om det var hendes eller mine egne forventninger, jeg søgte at opfylde, ved jeg ikke. Men jeg følte mig i høj grad identitetsløs og værdiløs.

Allerede som 8-9 årig fandt jeg derfor forskellige måder at kompensere for den manglende tryghed i mit hjem på. Jeg trak mig tilbage fra mine jævnaldrende og tilbragte efterhånden al min tid på rideskolen, hvor hestene blev mine nærmeste venner. De klandrede mig i hvert fald ikke for, hvem jeg var som person!

Efterhånden, som tingene hjemme forværredes, var dette dog ikke længere nok til at jeg kunne fungere nogenlunde normalt. Jeg husker at jeg blev mere og mere fortvivlet og depressiv, fuldstændig uden tro på mig selv og på livet.

Anoreksi
En dag læste jeg så en bog om anoreksi og tænkte, at på den måde kunne jeg blive lykkelig, på den måde kunne mit liv blive bedre. Måske min anoreksi blev et bevidst valg, en bevidst måde at overleve et umuligt liv på.

Anoreksien begyndte så småt. Jeg ville ikke spise mere, for hvis jeg nu blev lille og tynd, så ville jeg nok være lettere at holde af. Jeg følte mig så uelsket og forkert, for jeg havde jo lært, at jeg var forkert.

Jeg lagde en streng plan, som ikke tillod svinkeærinder af nogen art. Min liv afhang af den! Ved at opfylde den til punkt og prikke, håbede jeg at få "succes" og blive elsket. De første 2 måneder tabte jeg 14 kg og kæmpede stadig mere fortvivlet, for jeg blev ved med at se deller. Jeg ændrede adfærd og blev endnu mere indelukket, endnu mere ude af stand til at være sammen med andre. Kun sammen med min mor følte jeg mig tryg (og hvor ironisk var det ikke!!!). Jeg begyndte at løbe på bare fødder på asfalt og i sne.

Så gik det galt. Det var jul, og der stod så mange lækre ting på bordet. Jeg spiste et stykke chokolade, så et til og endnu et. Jeg ved ikke, hvor mange jeg spiste, men jeg blev fortvivlet og løb ud af døren på bare fødder. Jeg følte, at jeg måtte løbe for livet, hvis ikke alt skulle være tabt. Det gik op for mig, at jeg ikke var blevet lykkeligere, tværtimod. Men der var ingen vej tilbage. Jeg var nødt til at følge den vej, jeg havde udstukket for mig selv i et forsøg på at overleve.

Jeg blev indlagt lige efter nytår. Jeg havde da tabt mig 15 kg og overvejede, hvordan jeg kunne slippe fri af denne verden. Efterhånden vejede jeg 43 kg. Jeg blev lagt i seng, sondemadet og fik fast vagt og øgede min vægt et par kilo. Jeg smed maden ud, så ofte jeg kunne, skyllede det ud i toilettet. Jeg hadede at spise og at skulle opføre mig pænt. Men mest af alt hadede jeg at tage på, for mit værk og mit værn blev jo ødelagt. Jeg forstod ikke, hvad der skete omkring mig og med mig. Livet gav ingen mening længere, og en dag besluttede jeg, at tiden var kommet til virkelig at gøre en ende på det.

I hast blev jeg så overført til et andet sygehus, hvor de virkelig skulle være specialister i forhold til anoreksi. I mine øjne var de virkelig gode, for jeg måtte selv bestemme, om jeg ville spise. Det var dejligt, endelig fri for diæter og overvågning. De regnede med, at man efterhånden ville begynde at spise igen, så det skulle forældrene ikke være bekymret for, de vidste jo, hvad de gjorde.

Jeg blev hurtigt tyndere, kilo efter kilo raslede af. Jeg begyndte at have problemer med at sove. Jeg havde kvalme og en forfærdelig smag i munden. Jeg fik drop flere gange fordi jeg var for dehydreret. Det begyndte at sortne for mine øjne og jeg fik kramper. Når jeg var hjemme, var jeg ved at falde ned af trappen og havde næsten ikke kræfter til at gå op ad den. Jeg kunne ikke cykle, selv den korte strækning til min gamle skole føltes som tusind kilometer op ad bakke. Jeg kunne ikke få luft og frøs så forfærdeligt.

Endvidere var opfattelsen, at familieterapi var løsningen, samt at jeg skulle hjem hver weekend. Og så sagde de, at "det" var min mors skyld, men det kunne jeg ikke indse den gang. Hun var jo min faste "støttepæl", om end hun altid havde hovedpine og sad og stirrede tomt ud i luften. Efter hver eneste familieterapi forsvandt hun, så far og jeg måtte køre rundt og lede efter hende i København, da vi skulle køre hjem til weekend bagefter. Vi var altid uvenner og ulykkelige, og vores "familiestruktur" smuldrede totalt.

Som jeg oplever det i dag, blev jeg ladt i stikken og fik lov at grave min egen grav. Utallige gange fik jeg at vide, at hvis jeg virkelig ønskede at dø, kunne ingen forhindre mig i det!! Men hvilken anorektiker ønsker virkelig at dø? Når sygdommen er et fortvivlet skrig om hjælp? Senere erkendte de "såkaldte" specialister dog, at deres behandling nok var slået fejl i forhold til mig. Men hvad kunne jeg bruge det til, da jeg vejede 35 kilo efter udskrivelsen og var på nippet til at dø?

Epilog
Mange indlæggelser og terapiforløb fulgte i de næste 10 år og kampen var hård. Men jeg "fortryder" ikke min sygdom, for igennem den er jeg blevet et stærkere individ med langt større indsigt i og glæde ved livet.

Jeg har således fundet vejen tilbage til livet, især takket være min kommende mand, som fra første færd har accepteret og elsket mig, nøjagtig som jeg er, uden ønske om at ændre mig. I hans kærlighed har jeg fundet/genfundet troen på mig selv, på livet og på fremtiden.

Jeg tror på, at der for alle spiseforstyrrede er en vej ud af deres private helvede, men at denne er individuel og må søges i baggrunden for spiseforstyrrelsen.

"En farlig ven"

Et spil om spiseforstyrrelser

Cecilie Eken

En farlig ven

- et teaterstykke om anoreksi af Cecilie Eken
Ønsker man at opføre spillet, skal der betales opførelsesafgift, hvorfor
forfatteren bedes kontaktet på tlf. 33 33 90 93.

Medvirkende:

Englen
Liv Nu - Liv i nutiden, cirka 16 år gammel
Liv - Liv i fortiden
Sofie, Livs bedste veninde
Mia, Livs storesøster
Mor
Far
Alexander, dreng fra 10. klasse
Første pige, pige fra 10. klasse
Anden pige, pige fra 10. klasse
Casper, gymnasiekammerat
Camilla, gymnasiekammerat
Poppigen fra mareridtet
Musikfyren fra mareridtet
Matematiklæreren fra mareridtet
Jonna, Sygeplejerske
2 læger (hjælpe-engle)
TV-journalisten
Sygeplejerske med sonde
Martin, dreng fra 10. klasse (ingen replikker)
Diverse 9. og 10. klasse-elever, inviterede til Martins fest (ingen replikker)

Scene 0 - Anslag

Musik-intro, som gradvist overdøves af hjertelyd. Englen kommer ind, sætter sig på
scenekanten, lytter. Opblænding. Liv ligger i sin seng - men i et hvidt, hospitalsagtigt
rum. Hjertelyden bliver langsommere, uregelmæssig, flimrende.

Spot på mor, der står nær scenekanten - mod publikum:

Mor:
Måske er det min skyld? Jeg prøvede at gøre det hele så godt. Måske stillede jeg for store krav. Også til mig selv. Men jeg ville jo bare det bedste for hende, jeg ville så gerne se hende lykkelig.

Spot på far, der står ved siden af hende.

Far:
Måske er det min skyld? Jeg fatter ikke, hvad der foregår. Engang havde vi det så sjovt sammen. Min Liv var stærk og modig og klog. Nu kender jeg hende ikke mere. I begyndelsen troede jeg, at det bare var sådan noget tøse-kuller, der ville gå over af sig selv. Men det her? Jeg forstår bare ingenting!

Spot på Sofie der også står nær scenekanten lidt væk fra forældrene på den anden siden af Englen, der vender hovedet mod hende og kan høre, hvad hun siger.

Sofie
Måske er det min skyld? Jeg ved godt, at jeg var led - den gang med Alexander...
Men jeg var bare så forelsket i ham. Og Liv: jeg savner dig. Gid alt kunne blive som før!

Casper går hen til scenekanten.

Casper
Kære, kære Liv! Jeg tænker på dig næsten hele tiden. Sådan har jeg aldrig haft det med en pige før. Men har du overhovedet lagt mærke til mig?

Spotsene slukkes, og personerne står i mørke. Kun lys på sengen. Hjertelyden bliver yderligere urytmisk. En skinger alarm går i gang (som alarm-lyden fra et hospitalsapperat), lyset på scene blinker advarselsagtigt, og to læger (engle) kommer styrtende.

Læge 1 (standser brat og bøjer sig frem uden at røre Liv):
Åh nej! Hvad skal vi gøre?

Læge 2 (lægger et stetoskop til Livs bryst):
Det er ikke godt, det her. Hun er på vej væk. Liv? Kan du høre mig? (begynder at give hjertemassage). Hold adrenalinen klar.

Læge 1:
Hvor bliver hende den anden af? Det er hendes afdeling. (Fumler med en sprøjte. Læge 2 slår dynen til side for bedre at komme til. Læge 1 standser forfærdet). Åh, nej. Se på hende! Hvad får en ung pige til at sulte sig på den måde?

Læge 2 svarer ikke. TV-journalisten dukker pludselig op ved siden af sengen med sin mikrofon i hånden.

Tv-journalist
Velkommen til programmet "DØDENS ANSIGT", som følger de dramaer og tragedier, der hver dag rammer hundredevis af danskere. Vi bringer live spænding lige ind i din dagligstue. Lige nu følger vi en anoreksipiges kamp med døden og stiller kritisk spørgsmålet: hvis skyld er det, at det er gået så galt for Liv? Om hovedpersonen overlever, skal vi ikke afsløre - men husk at blive her på kanalen, hvor vi senere har premiere på "POPMODELLERNE" en docusoap, hvor unge smukke mennesker konkurrerer om at være den hotteste, smarteste og flotteste .........

Hjertelyden, som man hele tiden har kunnet høre ganske svagt falder, og alarmen stiger i intensitet.

Læge 1 (nærmest på vej ind under sengen af forskrækkelse):
Åh nej! Gør noget! Hjælp hende!

Læge 2 ( kigger sig omkring, griber så hårdt fat i Liv og rusker hende):
Liv, for fanden! Det dér gør du bare ikke. Hører du? Der er nogen på vej. Hold ud for Satan og Gud og alle ...

Englen (rejser sig roligt fra scenekanten og afbryder nu):
Ja, tak. Det er vist rigeligt.

Læge 1:
Endelig! Hvor har du været?

Englen:
Jeg har siddet og lyttet. Kan I ikke høre stemmerne omkring hende?

Læge 1:
Lyttet? Mens vi kæmper for at redde hende!

TV-journalist :
Vi spørger: hvem hjælper Liv? Her ligger hun, svag og afkræftet ude af stand til at...

Englen:
Hey , du der, flyt dig lige! (Englen skubber TV-journalisten væk og vender sig mod de to læger). I kan godt gå. Jeg skal nok tage mig af hende.

Mørke. Den flimrende hjertelyd høres ganske, ganske svagt.

Scene 1 - Det hvide rum

Rummet har kliniske, hvide, hospitalsagtige vægge. Liv Nu og Englen sidder overfor hinanden med et bord i mellem sig. Englen er i hvid kittel og ligner en psykiater (altså ingen vinger eller lignende). Liv er tynd og bleg med tjavset hår, hun ryster af kulde.

Englen:
Du er nødt til at tale med mig, Liv. Ellers kan jeg ikke hjælpe dig.

Liv Nu (efter en lang pause):
Jeg fryser. Hvorfor skal der være så koldt herinde?

Englen:
Her er ikke koldt. Du fryser, fordi du vejer 39 kg. Du har ikke noget fedtvæv, der isolerer. Dine fingre er helt blå. Og har du lagt mærke til alle de små dunede hår, du har fået over det hele? Det er din krops sidste desperate forsøg på holde på varmen.

Liv kigger på sine fingre.

Vil du gerne dø, Liv? Er det det, du vil?

Liv Nu:
Nej, selvfølgelig ikke.

Pause

Hvornår må jeg gå? Jeg er helt vildt træt. Jeg trænger til at sove.

Englen:
Det går ikke, at du sover nu, Liv. Du bliver nødt til at tale med mig. Fortæl mig om... (kigger i sine papirer, som om Englen ikke kender Livs sag så godt)... Sofie.

Liv Nu:
Sofie?

Englen:
Ja, fortæl mig om hende.

Liv Nu:
Hvorfor skal vi tale om hende?

Englen:
Fordi det er vigtigt. Bagefter skal du nok få lov til at sove. Hvis du vil.

Mørke.

Scene 2 - Livs værelse - Flash Back

Livs værelse er sådan et almindeligt teenagepigeværelse. Liv (teenagepige af normal tykkelse) står foran et spejl og prøver forskelligt tøj. Sofie sidder på sengen og lakerer negle. På et TV, der står med skærmen vendt væk fra publikum, kører et eller andet Popstars-lignende program.

Sofie (kigger på fjernsynet):
Hun ser da vildt kikset ud med det dér.

Hun laver nogle armbevægelser, der skal efterligne en dans, synger måske et brudstykke af en sang. Liv griner, mens hun kæmper for at få lynet en lynlås i et par bukser.

Liv (har endelig fået bukserne på):
Ja, men hendes tøj er nu meget sejt. Hvad synes du om de her?

(Hun trækker maven ind med siden vendt til spejlet.)

Sofie:
De er fede! Du ser helt vildt godt ud.

Liv:
Aj , mine lår er for tykke lige der. Og mine bryster er for små.

Sofie:
Nej, de er ej. Du ser vildt flot ud. Det ville Alexander også synes.

Liv (fnisende, smigret):
Hold nu op.

Sofie:
Han er sød, synes du ikke?

Liv:
Han er da okay.

Liv og Sofie fryser på stedet. Opblænding til det hvide rum.

Englen:
Alexander? Hvem er det?

Liv Nu:
En dreng.

Englen:
Ja, det havde jeg regnet ud. Hvad er der med ham?

Liv Nu:
Ikke noget særligt.

Englen:
Ikke noget særligt?

De stirrer på hinanden. En slags duel på blikke, som Englen vinder.

Liv Nu:
Det var ikke noget, jeg talte med nogen om. Det var for... jeg ved ikke... han var bare så dejligt. (Pause - hun tager sig sammen og bliver mere sagligt lukket.) Han gik i 10. klasse, og jeg så ham på skolen og mødte ham til nogle fester og sådan noget. Sofie havde fattet mistanke. Hun drillede mig med ham.

Det hvide rum i mørke igen.

Livs værelse: Pigerne rører sig igen. Sofies mobiltelefon dutter. Hun har fået en sms ind.

Sofie:
Jeg kan altså ikke røre den med de her negle. Kan du ikke lige se, hvem det er?

Liv (tager telefonen og læser beskeden):
Den er fra Martin.

Sofie:
Det er løgn! Hvad skriver han? Hvad, hvad?!

Hun jager rundt efter Liv, der hele tiden holder telefonen uden for hendes rækkevidde. Masser af fnis og grin.

Sofie (forsat):
Hvad skriver han? Giv mig den!

De falder begge to forpustede ned på sengen og bøjer sig over tastaturet. Sofie hviner.

Aj , hvad skal jeg svare? Jeg aner ikke, hvad jeg skal svare.

I det samme stikker Livs storesøster Mia hovedet ind.

Mia:
Hey , kan I ikke dæmpe jer lidt, jeg... Sig mig, hvem fanden har givet dig lov til at tage mine bukser, Liv?

Liv:
Jeg prøver dem bare lige.

Mia:
Du kan sgu da ikke tillade dig at vade ind på mit værelse og hugge mit tøj, når jeg ikke er hjemme.

Liv:
Slap af. Der sker jo ikke noget med dem.

Mia:
Nå, så det gør der ikke? Du kan godt tage de bukser af, inden din store, fede røv har udvidet dem så meget, så jeg ikke kan passe dem!

I et kort sekund stivner Liv. Der høres en kort, høj, skinger lyd, sådan en "pletskudslyd" og i et glimt oplyses hendes spejl af et unaturligt lys. Så læner Sofie sig hen mod hende.

Sofie (hvisker):
Sure mokke. Det er bare fordi, de klæder dig bedre.

De bryder fnisende sammen.

Mørke.

Scene 3 - Skolebiblioteket - Flash Back

Liv og Sofie sidder ved et bord med en masse bøger omkring sig og læser til eksamen. Svage skolelyde i baggrunden.

Sofie:
Jeg fatter ikke, at du kan finde ud af det, Liv. Det er bare så indviklet. Jeg klarer aldrig den eksamen.

Liv:
Jo, du gør. Se her, du skal bare starte med det inde i parentesen først og regne det ud og så....

De bøjer sig over papiret, og Liv skriver. Alexander kommer forbi og kigger.

Alexander:
Det er du ret god til, hvad?

Liv:
Hej. Øh... ja, sådan nogenlunde...

Sofie:
Vi skal op i det på tirsdag. Jeg er bare så nervøs, men Liv hun får 11 i alting.

Liv (mumler):
Ikke i alting.

Alexander:
Kommer I til Martins fest i aften?

Sofie:
Mm-m. Ikke, Liv?

Liv:
Jo. Selvfølgelig.

Alexander:
Jamen så ses vi. Jeg er nødt til at smutte nu. Hej.

Han går videre.

Sofie:
Han er helt vild med dig, Liv.

Liv:
Tror du?

Sofie:
Jeg ved det. Det er helt sikkert. Jeg kan se det, når han kigger på dig. Hvad tager du på til festen?

Mørke.

Scene 4 - Det hvide rum + Festen - Flash back

Først sidder Liv Nu foran Englen i det hvide rum og fortæller. Dernæst blændes der langsomt op for den anden del af scenen, hvor Martins fest foregår. Vi kan høre svag dansemusik, men ikke høre hvad nogen siger.

Liv Nu:
Vi stod hele eftermiddagen foran spejlet hjemme hos mig. Hver gang Sofie ville snakke om Alexander, prøvede jeg at tale om noget andet. Men da vi trådte ind ad døren hos Martin, kiggede jeg straks efter ham. Selvom jeg selvfølgelig lod som ingenting.

Festen: Liv og Sofie kommer ind og hilser på alle de andre. Alexander og nogle venner sidder ovre i hjørnet. Nogle andre danser. Martin sørger for, at Liv og Sofie får noget at drikke. De taler sammen - vi ser kun læberne bevæge sig.

Vi blev alle sammen lidt pjattede af de der stærke drinks, Martin havde lavet. På et tidspunkt kom Alexander over til mig og Sofie. Jeg kunne mærke, hvordan alt blodet sank ned gennem min krop og skød op til hovedet igen.

Festen: Liv og Sofie sidder på hver sin side af Alexander i en sofa og snakker og griner. Alexander siger et eller andet, og Liv dasker til ham for sjov. Det er tydeligt, at hun har svært ved ikke at røre ham.

På et tidspunkt skulle jeg ud på toilettet. Og så hørte jeg de her to piger, der også gik i 10. klasse.

Festen: Liv overværer samtalen mellem de to piger uden, at de opdager hende.

Første pige:
Har du set, hvordan hende Liv som sædvanlig sidder og savler over Alexander? Det var det samme til Christines fest. Jeg har fortalt ham, at hun er totalt vild med ham.

Anden pige:
Hvad sagde han så?

Første pige:
Han grinede bare. Hun er da totalt kedelig og kikset. Bare de der ballonkinder.

Første pige blæser kinderne op for at vise, hvad hun mener.

Liv Nu:
Og så fik de øje på mig. Det var bare så pinligt. Jeg troede, at jeg havde holdt det helt skjult, og så vidste hele skolen, at jeg fik hjertebanken, når jeg så Alexander. Jeg ved ikke, hvordan jeg fik mine ben til at gå. Men jeg gik lige forbi dem, som om de ikke var der. Og så...

Festen: Liv kommer tilbage til sofaen: Alexander og Sofie sidder og kysser og kæler.

Jeg stod bare der og ønskede, at jeg kunne forsvinde. At min krop kunne opløse sig i bittesmå, usynlige atomer, så ingen kunne se mig. Jeg skulle selvfølgelig bare have ladet som ingenting. Det skulle jeg.

Liv tager hastigt og grædende overtøj på og løber ud. De andre stivner. Liv Nu rusker sig selv i håret eller laver en anden fordømmende gestus.

Åh, hvor var jeg bare pinlig. Hvor må de have grinet af mig. Latterlige flæbe-Liv.

Mørke på begge scener.

Scene 5 - Livs værelse - Flash Back

Liv hænger i en lænestol og glor tomt på fjernsynet. Off stage: Mia, far og mor kommer hjem, højrøstede, glade stemmer. Forældrene har hentet Mia på skolen efter sidste fag til studentereksamen. Faren stikker hovedet ind til Liv.

Far:
Hun fik 13 igen. Er det ikke flot?

Liv:
Jo.

Far:
Kommer du ikke ud i køkkenet og fejrer med os? Jeg har champagne på køl. Du skal se hende med hue på og det hele. Kom nu.

Liv:
Ja, ja, lige om lidt.

Faren går hen til Liv.

Far:
Er du okay?

Liv svarer ikke.

Far:
Kom nu, Nulle. Lad være med at være så tvær hele tiden.

Han lægger armen om hende, men Liv trækker sig væk.

Liv:
Hold op med at kalde mig det der. Jeg er ikke noget pattebarn.

Mor kommer ind.

Mor:
Hej, skat. Hvordan går det? Det er i morgen, du skal op i matematik, ikke?

Liv:
Jo.

Mor:
Skulle vi så ikke se at få det fjernsyn slukket. (Hun tager fjernbetjeningen og slukker.) Du kan lige nå at få et glas champagne med, inden jeg skal tilbage på arbejde. Kom så.

Liv (rejser sig modvilligt, fortvivlet stemme):
Jeg har siddet med det i seks timer i dag. Jeg orker ikke mere. Jeg er bare så træt af det hele.

Mor:
Derfor behøver du jo ikke hænge foran fjernsynet. Du kan jo løbe en tur eller sådan noget, ikke? Det ville du kun have godt af.

Igen stivner Liv et kort sekund, og den skarpe lyd høres igen. I et glimt er lyset i spejlet anderledes. Mor går igen. Far nusser hende i håret eller noget andet irriterende.

Far:
Kom nu ... Nulle.

Mørke.

Scene 6 - Det hvide rum + Livs værelse - Flash Back

Liv og Englen sidder over for hinanden i det hvide rum. Englen sidder med en æske chokolade.

Liv Nu:
Jeg fik 11 i matematik. Sofie fik 6. Men hun var helt ligeglad. Hun svansede bare rundt med Alexander og kyssede hele tiden. Hun undgik at se på mig. Det var, som om hun slet ikke kendte mig.

Englen smider fødderne op på bordet. Er iført nogle meget rå støvler, der slet ikke passer i psykiater-stilen. Tager et stykke chokolade.

Englen:
Hold da kæft en skodveninde. Blev du slet ikke sur?

Liv Nu:
Næh.

Pause. Englen byder Liv et stykke chokolade, hun afviser.

Jeg savnede hende. Jeg synes bare, jeg var så dum og forkert og pinlig. Men jeg kunne ikke få mig selv til at ringe til hende. Jeg stødte ind i hende flere gange nede i byen og sådan. Hun var hele tiden sammen med Alexander. Hun sagde bare hej og gik videre.

Englen:
Hun har da haft sindssyg dårlig samvittighed. Var der slet ikke nogle af de andre, du kunne være sammen med?

Liv Nu:
Ikke rigtig. Sofie var min bedste veninde. De andre kendte jeg ikke så godt. Vi gik jo ligesom heller ikke i klasse sammen længere.

TV-journalisten dukker pludselig op og taler til det imaginære kamera.

TV-journalist :
Ja, og så er DØDENS ANSIGT tilbage igen efter reklamerne. Her ser vi stakkels Liv forladt af alle sine venner. Hun troede, hun kunne stole på dem. Hun troede, at hun var en af dem, en del af gruppen, at hun havde sin plads.

Men nej: Da alt kom til alt, var der ingen, hun kunne regne med, ingen, der holdt af hende. Hun var alene, helt...

TV-journalisten nyder tydeligvis at høre sig selv, Liv hører ordene og opfatter dem som sande. Hun stirrer nærmest rædselsslagen på TV-journalisten.

Englen (bryder ind):
Hvad gider du lige? Hvad er det for noget vrøvl?

TV-journalisten :
Det er sandheden. Afsløret af DØDENS ANSIGT, som følger de dramaer og tragedier, der hver dag rammer hundredevis af danskere. Vi bringer live spænding lige ind i din dagligstue.

Englen:
Ja tak. Det vil jeg hverken høre eller se på. Farvel.

TV-journalisten skal til at protestere, men opgiver så kampen og lusker væk. Englen sætter sig igen hen til over for Liv.

Englen:
Helt ærligt, Liv. Var du helt alene? Var der virkelig slet ikke nogen, du kunne tale med?

Liv Nu:
Næh. Mia var ude at rejse hele sommeren. Og mine forældre arbejdede.

Mørke.

Scene 7 - Livs værelse - Flash Back

Liv sidder igen og hænger foran fjernsynet. Hendes mor kommer ind med noget rent vasketøj.

Mor:
Prøv lige og se, hvor her roder. Man skulle tro, at du boede på hotel eller sådan noget. Jeg arbejder til klokken seks, og så kan jeg tage hjem og ordne det her. Mia kan i det mindste finde ud af at betjene vaskemaskinen.

Liv:
Ja, ja.

Mor:
Ikke noget ja, ja. Har du husket at vande planterne og ringe til mormor?

Liv:
Jeg skal nok gøre det nu.

Mor:
Ja, fint! Jeg beder dig om to små ting, og dem kan du ikke engang snøvle dig færdig med på en hel dag. Du har sommerferie. Du har jo ikke andet at lave.

Liv:
Slap nu af, mor.

Mor:
Slap nu af! Ja, det kan du sgu sagtens sige. Det er ikke dig, der skal holde styr på indkøb og aflevere bilen på værksted og betale blikkenslageren og købe fødselsdagsgave til moster Bodil og hvad ved jeg.

Far (dukker op i døren):
Hej, så er jeg hjemme. (til mor) Hvad, huskede du rensetøjet? Der er stor præsentation i morgen, så jeg ville godt have det grå sæt på.

Mor:
Rensetøjet ? Var det mig, der skulle hente det?

Far:
Det sagde du, du ville i morges.

Mor:
Nej, jeg gjorde ej. (Hun går surt forbi ham ud af værelset, man kan stadig høre hendes stemme) Hvorfor skal det hele hænge på mig? Det er altid mig, der skal huske dit og gøre dat. Det er til at få spat af. Har du måske købt ind? Og det er vel også mig, der skal lave maden!

Far (følger efter hende):
Nej, tag det roligt. Jeg skal nok lave mad i dag.

Mor (råber rigtig surt):
Og Liv: hvad er det, jeg har sagt? Når man laver sig en mad og krummer over det hele, så er det altså normalt, at man rydder op efter sig. Du er ikke fem år mere!

Liv sukker og sætter sig ned foran fjernsynet igen. Mørke.

Scene 8 - Det hvide rum + Livs værelse - Flash Back

Liv og Englen sidder over for hinanden i det hvide rum.

Liv Nu:
Nogle gange gik jeg i butikker og shoppede tøj og sådan. Men det var ikke det samme uden Sofie.

Opblænding Livs værelse. Liv står foran spejlet (der er oplyst af det unaturlige lys) og tager et par nye bukser på. Vender og drejer sig. Er tydelig utilfreds. Står med siden til og trækker maven ind, kigger grundigt på sit ansigt, tager sig i kinderne. Den skarpe lyd høres, og hun vrænger hadefuldt ad sig selv. Værelset i mørke igen.

Liv Nu:
Jeg begyndte at grue for det med gymnasiet. Jeg var sikker på, at de alle sammen ville grine af mig og tale om, hvor kikset og grim jeg var.

Scene 9 - Middagsbordet - Flash Back

Liv og hendes far og mor sidder og spiser sammen.

Liv:
Jeg har tænkt på det der med gymnasiet...

Mor:
Ja, hvad med det?

Liv:
Måske skulle jeg hellere tage 10. klasse. Jeg ved ikke, om jeg er helt klar til...

Mor:
Sludder, selvfølgelig er du det. Med dit gode hoved er 10. klasse spild af tid. Hvad skulle du det for?

Far:
Nej, det kan jeg heller ikke se. Jeg troede, du glædede dig til gymnasiet. Skal Sofie ikke også starte?

Liv:
Jo.

Mor rækker hende fadet med frikadeller.

Mor:
Vil du have mere?

Et kort øjeblik stivner Liv. Lyden høres.

Liv:
Nej. Nej tak.

Scene 10 - Det hvide rum

Liv Nu og Englen sidder stadig overfor hinanden. Englen sidder med en ny og endnu større æske chokolade, spiser med nydelse og vellyst gennem hele scenen.

Liv Nu:
Så jeg tog en beslutning. Nu måtte jeg gøre noget. Inden jeg startede i 1. g, var jeg nødt til at tabe mig. Jeg kunne ikke troppe op og være både kikset og fed.

Englen:
Du var sgu' da ikke for fed. Hvad taler du om?

Liv Nu:
Jeg var for fed. Mig med røven og ballonkinderne og de blævrende lår. Du hørte dem selv, ikke? Så jeg prøvede at spise mindre. Kun at spise sunde ting. Frugt og salat og kun knækbrød uden smør. Og jeg begyndte at løbe og cykle.

Imens hun taler, udvælger Englen sig et stykke chokolade. Tager det næsten andægtigt op og putter det varsomt i munden. Der er tale om nydelsesspisning - ikke grovædning .

Englen:
Kun knækbrød. Blev du ikke træt af det?

Liv Nu (mere og mere triumferende):
Jo. Nej! Nej, det var godt. Jeg kunne overvinde sulten. Jeg satte regler op: hvornår jeg måtte spise, og hvornår jeg ikke måtte. Og jeg fulgte dem. Jeg fulgte dem til punkt og prikke.

Englen:
Selvkontrol kan være godt. Men selvtillid er bedre.

Tager sig et stykke chokolade. Mørke.

Scene 11 - Middagsbordet - Flash Back

Liv og hendes forældre sidder ved middagsbordet.

Mor:
Hvor er det dejligt, at du har lavet mad, Liv. Jeg troede slet ikke, du kunne sådan noget.

Liv:
Jeg kiggede bare i en opskrift. Det var faktisk ret sjovt.

Far:
Og jeg elsker fisk.

Liv:
Det gør jeg også. Jeg har faktisk tænkt på at droppe alt det kød. Man bliver så tung i maven. Og det er alligevel ikke særlig sundt.

(Fadene går rundt. Faren især tager godt for sig, Liv tager mest salat.)

Far:
Nej, men en god stor, saftig bøf med bernaise-sovs og kartofler, det er nu altså skønt engang imellem.

Liv:
Adr , hvor er du ulækker.

Mor:
Hvad er der nu galt med bøffer?

Far:
Ja, mine tænder løber i vand bare ved tanken. Skal vi ikke grille i morgen? Det er fredag. Liv, du kunne gå forbi slagteren.

Liv:
Nej, jeg skal i hvert fald ikke have grillbøffer. Det gider jeg altså ikke. Jeg skal nok finde på noget andet. Og jeg skal nok købe ind.

Mor:
Okay. Det lyder dejligt. Det er er ret hektisk på arbejdet for tiden. (Rækker Liv fadet) Mere?

Liv tager fadet og begynder i det samme at tale for at aflede deres opmærksomhed fra, at hun bare sætter det uden at tage.

Liv:
Jeg tænkte på, om jeg ikke skulle tage ud til mormor i morgen og vise hende de billeder, Mia har sendt. Det er lang tid siden. Jeg kunne cykle derover, jeg skal alligevel ikke lave andet i morgen.

Mor:
Det ville være sødt af dig. Gider du det?

Liv:
Mm-m .

Mor (halvt for sjov til far):
Har du hørt det. Vi har fået vores gamle, betænksomme Liv tilbage, hvad?

Mørke.

Scene 12 - Det hvide rum + Livs værelse Flash Back

Englen og Liv over for hinanden.

Liv Nu:

Jeg lærte mig selv at skære maden ud i småbitte bidder. Så tog det længere tid at spise den. Og hvis jeg snakkede løs om alt muligt, lagde de ikke mærke til, hvor lidt jeg spiste. Nogle gange kunne jeg finde på at sige, at jeg havde spist og ikke skulle have noget aftensmad. Og jeg kom i form: jeg kunne løbe mange kilometer.

Opblænding Livs værelse. Hun er ved at tage løbetøj på. Faren stikker hovedet ind.

Far:
Skal du ud og løbe? Jeg troede, du havde været ude i morges.

Liv:
Det var kun en lille tur. Vejret er så godt, så jeg må bare ud. Det er også meget bedre end at se TV.

Far:
Ja, det er det selvfølgelig. God tur.

Mørke.

Liv Nu:
Jeg kunne næsten se det på vægten dag for dag. Pludselig sad alt mit tøj meget løsere. Det føltes så godt.

Hun knytter triumferende hænderne.

Englen:
Ja, det føltes godt dengang. Men du inviterede noget ind, hvis sande ansigt, du ikke kendte.

Liv Nu rives ud af sine søde minder og møder Englens blik, skal lige til at sige noget, da TV-journalisten pludselig dukker op.

TV-journalist :
Ja, det er lige mine ord. Det sande ansigt var DØDENS ANSIGT. Men det vidste Liv ikke, og hendes nærmeste, hendes forældre, hendes far og mor, der skulle have hjulpet hende, beskyttet hende, reddet hende, hvor var de? De så ingenting, de fattede intet, de troede, at alt var fint, at deres datter nu var sit dejlige, normale selv. De overså alle tegnene, de havde så travlt med sig selv og deres egne sager. De svigtede hende, de lod hende sejle...

TV-journalisten går i stå, idet hun opdager Englen, der står med hænderne i siden og rasende betragter hende.

Jamen, det er jo rigtigt... hun er en stakkels, svigtet... de...

Englen peger vredt mod kulissen (el. lign.), hvor TV-journalisten lister ud.

Opblænding Livs værelse.

Liv står foran spejlet igen, holder forskelligt tøj op foran sig, kan tydeligvis ikke bestemme sig. Kaster det på et tidspunkt til side, trækker en vægt skjult under sengen frem og stiller sig op på den, glatter sin flade mave.

Mørke.

Liv Nu:
Jeg sov rigtig dårligt natten inden den første dag i gymnasiet.

Englen:
Hvorfor det?

Liv Nu:
Jeg ved ikke... alle de nye mennekser. Og så Sofie, som jeg ikke havde set siden juni.

Englen:
Hvordan gik det så?

Liv Nu:
Godt. Lige med det samme kunne jeg se, hvor mange af pigerne, der var meget federe end mig. Selv Sofie. Hun havde taget på i sommerferien.

Hun stod der med en flaske cola i hånden og smilede, men jeg lod bare som ingenting. Jeg følte mig stærk og stolt. Jeg kunne noget, de andre ikke kunne med alle deres deller og Mars-bar og chips og kager. Og jeg vidste, at det hele nok skulle blive rigtig godt, bare jeg tabte et par kilo mere.

Englen:
Hvad med dine nye venner?

Liv Nu:
Venner?

Englen:
Ja, alle dine nye gymnasievenner. Hvad sagde de?

Liv Nu:
Der var ikke så meget tid til det med venner. Med alle lektierne og sådan...

Mørke.

Scene 13 - Klasseværelse - Flash Back + spot på Liv Nu

Gymnasiet. Liv sidder ved sit bord iført en stor sweater. To klassekammerater (en dreng, Casper, en pige, Camilla) kommer hen til hende.

Camilla:
Hvad fik du for stilen?

Liv:
11.

Casper:
Meget sejt. Jeg tænkte på, om du vil med over til mig på fredag og spise middag inden skolefesten. Mine forældre er ikke hjemme, så jeg inviterer hele klassen. Det bliver sådan noget sammenskud, hvor alle tager noget med.

Camilla:
Du kommer, ikke?

De stivner. Spot på Liv Nus ansigt, resten af det hvide rum ligger i mørke.

Liv Nu (rablende, hurtigt):
Jeg vil gerne med, men der er det med maden. Måske kan jeg bare tage en salat med. Men hvad nu hvis de andre spiser den? Jeg vil ikke spise de andres mad. Jeg ved ikke, hvor meget fedt der er i. Og de vil stille underlige spørgsmål, hvis jeg bare sidder uden at spise noget. Og måske kan jeg ikke lade være med at spise af maden, hvis de andre nu har noget lækkert med. Noget jeg ikke kan holde fingrene fra. Som lasagne eller chokoladekage eller kartoffelsalat eller frikadeller... Nej, jeg må sige, at jeg først kan komme senere. Når de har spist. Men så skal der jo drikkes. Det er pinligt, hvis jeg bare vil have sodavand. Og er er mindst 200 kalorier i en drink. Og de andre bliver fulde og dumme at høre på og vil kysse og...

Brat stop. Liv Nu igen i mørke.

Liv:
Nej, jeg kan desværre ikke. Der er sådan en stor familiemiddag, som jeg ikke rigtig kan melde afbud til. Jeg kommer faktisk slet ikke til festen.

Liv, Casper og Camilla stivner. Fortsat lys på scenen.

Scene 14 - Det hvide rum

Englen står og kigger over mod den anden scene.

Englen:
Ham Casper virker da meget sød. Var han ikke...

Liv Nu:
Nej! Der er overhovedet ikke noget ved ham. Han sad altid og kiggede på mig i timerne. Det var vildt irriterende.

Englen:
Jeg kan godt forstå ham. Hvor meget tabte du dig på den der "slankekur": 10 kilo? 12 kilo? 14?

Liv ser væk og svarer ikke.

Han glor jo på dig, fordi du er tynd. Det bekymrer ham.

Liv Nu:
Tror du?

Pause.

Jeg troede ikke, at der var nogen der lagde mærke til det. De tog sig ligesom ikke af det. Selv da jeg næsten holdt op med at spise. De var bare ligeglade. Der var ingen, der sagde noget.

Englen:
Det er da klart, at de ikke sprang rundt for at redde dig. Hvad havde du forventet? En ridder på en hvid hest? De kendte dig jo ikke særlig godt, og du sad der, megaafvisende. Du troede selv, du var så stærkt og havde check på alt. Du ville aldrig have lyttet, hvis Casper og Camilla havde sagt noget.

Liv Nu:
Det kan da godt være.

Englen:
Oh yeah? Se lige her.

Englen knipser med fingrene.

Scene 15 - Klasseværelset - Fortsættelse af scene 13

Liv, Casper og Camilla (som ved slutningen af scene 9) rører sig igen.

Liv:
Nej, jeg kan desværre ikke. Der er sådan en stor familiemiddag, som jeg ikke rigtig kan melde afbud til. Jeg kommer slet ikke til festen.

Casper:
Ej, hvor ærgerligt.

Camilla:
Ved du hvad, Liv? Der er også noget andet, vi gerne vil tale med dig om.

Casper:
Ja. Vi er nogle stykker, der har gået og talt om, at vi synes, du er blevet for tynd. Bare på de her tre måneder, vi har kendt dig, er du blevet tyndere.

Camilla:
Og du har aldrig madpakke med og drikker kun vand.

Casper:
Er du okay? Har du det godt?

Liv:
Jeg har det fint. Jeg er bare ikke sulten i frikvarterene. Jeg spiser en masse, når jeg kommer hjem. Det skal I overhovedet ikke bekymre jer om.

Camilla:
Men det gør vi. Du har heller ikke rigtig fået nogle venner her i klassen. Du går altid for dig selv, og du kommer aldrig med til festerne.

Casper:
Vi synes, du skulle tale med dine forældre om det der med vægten. Eller din læge måske.

Liv:
Ved I hvad? Det skal I overhovedet ikke blande jer i! Det kommer overhovedet ikke jer ved. Kan I ikke bare lade mig være i fred?

Hun rejser sig og vil gå. Casper rækker ud og griber hendes hånd.

Casper:
Nej, vi kan ej, Liv. Vi kan godt lide dig og...

Liv (prøver at få hånden til sig):

Jeg gider ikke snakke om det, okay. Du kan overhovedet ikke tillade dig at komme her og sige den slags.

Mens Casper siger sin næste replik, trækker han Liv ind til sig, lægger hånden om hendes liv og skubber hende ud af balance, så hun er nødt til at lade ham bære sin vægt. Det ser ret romantisk, "Borte-med-Blæsten"-agtigt ud.

Casper:
Hvorfor ikke? Jeg synes, du er dejlig, Liv, men du behandler ikke dig selv ordentligt. Det er ikke rart at se på. Du gemmer dig bag en hård facade, og jeg får lyst til at...

Casper bøjer ansigtet ned mod Livs. Hun stritter ikke imod. Han er lige ved at kysse hende, da scenen går i sort. Mørket ledsages af den første vrede bemærkning fra Liv Nu (scene 12) Det er hende, der "afbryder" scene 11.

Scene 16 - Det hvide rum + Livs værelse - Flash Back

Liv og Englen står og kigger over på den anden scene.

Liv Nu:
Ja tak, så er det nok.

Englen:
Var det ikke det, du gerne ville have ham til at sige? Eller du tror måske, at drengene i din klasse foretrækker en iskold benrad frem for en pige med bryster og hofter og følelser?

Liv Nu:
Jeg er overhovedet ikke interesseret i, hvad drengene foretrækker.

Englen:
Hvad så med pigerne? Jeg tror, at de hellere end gerne vil være veninde med en Liv, der spiser og ler og interesserer sig for dem og er forvirret og fjollet og usikker, akkurat som de selv er? Tror du, de synes bedre om en hulkindet pige, der kan svare på alt, hvad læreren spørger om?

Liv svarer ikke.

Du kan ikke hvert fald ikke komme og påstå, at ingen lagde mærke til dig. De så dig alle sammen.

Opblænding Livs værelse. Liv ligger og tager mavebøjninger. Moren kommer ind.

Mor:
Jeg tænkte på, om vi ikke skulle tage på bytur sammen i morgen. Vi kunne spise frokost på café og gå i butikker og sådan.

Liv:
Det er ikke så godt. Jeg har fået enormt mange lektier for.

Hun fortsætter sine mavebøjninger.

Mor:
Liv, vi er nødt til at tale sammen. Kan du ikke lige stoppe det dér.

Liv standser modvilligt.

Liv:
Hvad er der?

Mor:
Liv, du er ved at blive for tynd, og du spiser næsten ikke noget. Jeg kan ikke lide det. Hvor meget vejer du?

Liv:
Jeg er altså ikke for tynd. Der er masser af piger i skolen, der er tyndere end mig.

Mor:
Jeg kan altså godt se, hvor meget du har tabt dig, selvom du tager tre lag tøj på. Og du spiser jo ingenting med fedt i. Det er ikke sundt. Kroppen har brug for noget fedt i din alder. Og hvornår har du sidst haft menstruation? Jeg har kigget i skabet og...

Liv:
Går du og tæller mine bind? Du er sgu da totalt langt ude! Jeg har det fint. Hvad fanden har du gang i? Er du min fangevogter eller sådan noget?

Mor:
Liv, du bliver altså nødt til at spise noget mere. Vi er bekymrede for dig.

Mørke.

Liv Nu (råber over mod moren på den anden scene):
Spis, spis, spis! Det er bare den evige remse. Spis nu lidt mere, Liv. Vil du ikke have lidt mere af det her? Du mener: æd og bliv den søde, gamle Liv igen. Hende, der bare sidder fed og kikset og smiler og gør alt, hvad du siger. Men jeg kan ikke være hende. Jeg VIL ikke være hende igen.

Englen:
Hvem vil du så være?

Liv Nu:
Jeg vil være mig...

Englen:
Og hvem er det?

Liv Nu:
Jeg ved det ikke... hun er der et sted. Den rigtige Liv. Og hvis jeg spiser og gør, som alle de andre siger, kommer jeg længere væk fra hende. Så vinder de. Så får de deres vilje. Så styrer de det hele, og jeg har ingen kontrol.

Englen:

Men du fandt ikke den rigtig Liv ved at holde med at spise, gjorde du? Det virkede som en løsning, men det holdt jo ikke. En morgen lå du bare dér og kunne ikke komme ud af din seng. Der var ikke flere kræfter tilbage.

Liv svarer ikke. Mørke - kun spot på TV-journalisten.

TV-journalisten :

Hvordan skal det mon gå Liv? Svag, afkræftet, svigtet af alle. DØDENS ANSIGT del 1 slutter her. Men i næste afsnit følger vi Livs kamp på hospitalet, vi er med hele vejen ud til den yderste grænse. Det er live spænding lige ind i din dagligstue. Nu er det blevet tid til POPMODELLERNE - et program, hvor unge smukke mennesker konkurrerer om at være den hotteste, smarteste og flotteste...

Scene 17 - Mareridt - Flash Back

Opblænding til et drømmeagtigt rum, der samtidig er Livs eget værelse. Lyset er det samme unaturlige lys, som vi kender fra lyssætningen af spejlet. Underlægningsmusikken er en forvrænget gengivelse af real-lyden fra scene 2. Liv ligger på sin seng.

Speakerstemme:
Velkommen til Popmodellerne 2003. Næste deltager er Liv. Det bliver spændende at se, hvordan hun vil klare sig i den benhårde konkurrence.

Spot på Liv, der er polstret tyk. Hun rejser sig langsomt fra sengen. Hun er iført Mias bukser, der er alt for små. Hun prøver at danse på den måde, Sofie i sin tid imiterede. Foran hende sidder de tre dommere ved et grønt eksamensbord: den ene er Livs matematiklærer, den anden en supersejPop-model-pige og den tredje en checket musik-producent-agtig fyr. De stirrer alle tre kritisk på hende. Foran dem på bordet ligger et bjerg af mad.

Poppigen :
Aj , det går altså ikke med de lår.

Den høje, skærende lyd høres.

Læreren:
Liv, vil du lige være sød at give mig formelen for en andengradsligning?

Liv (stadigt dansende):
Øh, ja, selvfølgelig. Øh.. x er lig med...

Læreren (strengt):
Ja?

Liv:
X er lig med... Skal jeg kunne det?

Musikfyren :
Sig mig, har I set den røv? Hun står sgu ikke distancen.

Poppigen :
Næh, det holder overhovedet ikke.

Liv:
Jo! Giv mig en chance. X er lig...

Poppigen :
Du er ude, ballonkind!

Matematiklæreren:
Helt klart. Ude.

Lyden høres igen og igen og igen, idet de tre dommere begynder at kaste maden på Liv, der værger for sig med armene.

Liv:
Nej, lad være. Jeg kan godt. X er lig ... (hendes stemme forvrænges, efterhånden som hun stenes ud af scenen af maden) lig... lig... Liv.

Scene 18 - Hospitalet - Flash Back

Liv ligger i en hospitalsseng, hun er nu synligt fysisk svækket og tynd. En sygeplejerske (Jonna) sidder ved siden af hende. Hendes forældre er der også.

Jonna:

Det kommer til at foregår sådan her, Liv: så længe du er så tynd, som du er nu, skal du blive i sengen hele tiden. Jeg eller din anden kontaktperson Anne kommer til at være her hos dig under alle måltider. Det bliver vores opgave at sikre, at du spiser al den mad, du skal have for at tage på i vægt. Du skal have seks måltider om dagen. Vores mål er, at du tager cirka et kilo på om ugen.

Liv (sløvt):
Seks? Så meget kan jeg ikke spise.

Jonna:
Bare rolig, vi begynder med små måltider, så din krop kan vænne sig til det. Men du skal spise. Hvis du ikke spiser, bliver vi nødt til at give dig mad gennem sonde. Du er ved at slå dig selv ihjel, Liv, og det kan vi jo ikke bare sidde og se på, vel?

Mørke.

Scene 18 - Hospitalet - Flash Back

Liv i hospitalssengen, iført hospitalstøj, sidder op i sengen støttet af puder og et bord rullet ind foran sig. Jonna kommer ind med en bakke og sætter den foran sig. Liv stirrer på maden.

Jonna:
Du skal begynde at spise nu, Liv.

Liv:
Der er fire kartofler. Vi aftale, at der kun skulle være to.

Jonna:
Det skal vi ikke diskutere, Liv. Der er det, der skal være, præcis de gram, vi aftalte. Du skal begynde at spise nu.

Liv tager gaflen og begynder at stikke til maden.

Liv:
Jeg spiser altså ikke det der skinke. Det er totalt vammelt med sådan noget gris i skiver.

Jonna:
Liv, det har vi talt om. Spis nu.

Liv tager modvilligt et stykke brød op.

Du skal huske at smøre smør på.

Liv:
Ja, ja.

Hun smører et ultratyndt lag smør på og tager sig så til håret.

Jonna:
Liv, det så jeg godt. Du prøver at tørre smørret ud i håret. Hvis du gør det igen, er jeg nødt til at hente noget nyt til dig. Og jeg kan også godt se, hvordan du smuldrer brødet i skødet.

Liv stivner, taget på fersk gerning.

Liv:
Nej, jeg gør ej. Det er fandme løgn. Det her er sådan noget lortebrød, der smuldrer bare man ser på det.

Jonna:
Liv, jeg gider ikke diskutere. Spis nu.

Liv:
Jamen, jeg hader skinke. Kan jeg ikke få noget andet?

Jonna:
Liv, du får kun ting, du har krydset af, at du godt kan lide.

Liv (lillepige,tiggende):
Jeg kan i hvert fald ikke spise fire kartofler. Jeg brækker mig, hvis jeg skal spise så mange. Kan jeg ikke bare nøjes med to. Og så lidt grøntsager?

Jonna:
Du skal spise op. Sådan er det. Det ved du godt.

Liv skubber rasende tallerknen væk.

Liv:
Så kan det også være lige meget. Jeg gider fandme ikke lytte til sådan nogle idioter som jer, der ikke holder aftaler.

Mørke.

Scene 19 - Det hvide rum + Hospitalet - Flash Back + Livs værelse - Nutid

Englen og Liv Nu i det hvide rum. Englen sidder nu med en overdrevent stor æske chokolade og vælger et stykke, som spises langsomt og med nydelse.

Liv Nu:
Jeg hadede hospitalet. Jonna, den lede hvide haj, der sad der og gloede på mig, når jeg skulle spise. Hver eneste mundfuld af deres ulækre mad voksede i munden på mig. Jeg fik ondt i maven af det.

Englen:
Men du blev meget hurtig god til alle trickene, hvad? Brød kan man smuldre til krummer, fedtstof kan tørres af i håret, maden kan smøres ud over tallerkenen eller gemmes i ærmet. De opdagede dig selvfølgelig.

Liv Nu:
Og så kom straffen.

Englen:
Eller redningen...

Opblænding - Hospitalet. Jonna sidder bagved Liv og støtter hendes hoved og holder et glas vand. En anden sygeplejerske står klar til at lægge sonden, der er et tyndt, blødt plastikrør.

Sygeplejerske med sonden:
Træk nu vejret dybt, Liv. Dybt og roligt. Om et øjeblik fører jeg sonden op gennem din næse og ned forbi drøbelen. Når den kommer derned, skal du drikke vandet her og synke den. Røret skal hele vejen ned til din mavesæk, så vi kan få noget mad i dig.

Hun stikker sonden ind i næsen på Liv. Mørke.

I det hvide rum sætter Englen chokoladen fra sig.

Liv Nu:
Til sidst var jeg så træt, at jeg bare gjorde, som de sagde. Jeg lod dem fede mig op. Som om jeg var en slags ulækker slagtegris. Jeg spiste min mad, og jeg gik til psykoterapi og gruppeterapi og fysioterapi og alt det andet.

Englen:
Det fik du vist ikke noget ud af.

Liv Nu:
Nej. Min psykiater sad hele tiden og gloede på mig med de her store, triste øjne. Hende gad jeg ikke lytte til. For hver mundfuld mad, jeg slugte, hviskede stemmen indeni: "Vent bare og se. Jeg skal nok vise jer, hvem der er den stærkeste. Jeg bestemmer, og jeg skal nok blive tynd igen, så snart jeg kommer ud herfra."

Englen griber hendes taske og hælder indholdet ud på bordet.

Englen:
Ja, du arbejder på sagen, må jeg sige. Lad mig se: fire pakker afføringspiller, cigaretter og tyggegummi til at dæmpe sulten, og hvad har vi her? Nårh, jo: mundspray til at tage den dårlige smag af opkast. Når far og mor kigger, spiser du pænt din aftensmad, og bagefter går du ud og kaster op.

Liv Nu:
Hold op med at rode i mine sager! Hvorfor kan du ikke bare lade mig være i fred?

Englen:
Du er ved at komme for langt ud, Liv.

Liv Nu:
Jeg ved, hvad jeg gør. Jeg kan godt styre det.

Englen:
Styre det. Ja, det er faktisk det, der er problemet. Du har alt for meget styr på det. Du har brug for at give slip.

Liv Nu:
Give slip?

Englen:
Jeg tror, at den rigtige Liv er langt fra at være perfekt, sådan som du prøver at være det.

Liv Nu:
Hvad mener du?

Englen:
Den rigtig Liv er ikke som, du er nu. Hun prøver ikke at kontrollere alting.

Liv Nu:
Jeg prøver ikke at kontrollere alting.

Englen:
Gør du ikke? Hvornår har du sidst gjort noget bare sådan helt spontant, fordi du havde lyst til det? Uden at opstille en masse betingelser og krav til dig selv?

Liv Nu trækker vejret ind for at svare, men standser så op.

Den Liv, jeg tænker på, gør, hvad hun har lyst til, og spiser, når hun er sulten. Hun kan være svag og tage fejl, hun kan få et 8-tal uden at dø af det, ja, hun kan endda gøre noget pinligt og kikset uden at hade sig selv. Og vil du høre det vildeste?

Liv sidder lidt afvisende, men ender med at nikke.

Hun har brug for andre, brug for kærlighed og omsorg.

Liv Nu (hånligt):
Ha! Så er hun godt dum.

Englen:
Og ved du hvad? Hun kan også godt få det, hun behøver.

Liv Nu siger ingenting.

Tror du, at din far og mor holder op med at elske dig, hvis du siger, at du ikke vil være student, at du vil på efterskole eller i lære, at du selv vil bestemme over dit liv?

Liv Nu (vredt):
Skal jeg sige dig, hvad jeg tror? Jeg tror, at de er skide ligeglade alle sammen. Mor, far - de har Mia, de har deres arbejde. Mia, hun har sit eget liv. Og alle de andre, de er da totalt kolde. Ligesom Sofie. Jeg kan dø i nat, og der er overhovedet ingen, der vil savne mig.

Liv Nu synker ulykkelig sammen. TV-journalisten er ubemærket dukket op igen.

TV-journalisten :

Her i DØDENS ANSIGT er vi nået til slutningen. Liv må se sin ensomhed i øjnene. Ingen tænker på hende. Ingen har brug for hende. Hendes liv er nyttesløst. Hvorfor gik det så galt? Fordi hun blev svigtet af alle: forældre, søster, venner, skole, læger og behandlere, ja hele samfundet. For dem er hun ligegyldig og uden betydning - for verden er et koldt hårdt sted, hvor det glæder om at være smuk og perfekt, ellers er man ude af spillet. Kasseret og stemt ud. Forvist til mørket. Det er den vej, Liv nu forstår, at hun må gå. Der er ikke plads til hende, hun er ikke god nok. Hun må forlade denne verden og...

Englen:
Ja, det ville passe dig!

TV-journalisten (uskyldigt):
Mig?

Englen:
Ja, dig. Tror du ikke jeg ved, hvad du er ude på? DØDENS ANSIGT - jo tak. Endnu en offerhistorie. Men nu er det nok! Jeg ved godt, hvem der har sendt dig, og du kan hilse og sige, at det bliver en kamp til stregen. Jeg har ikke tænkt mig at give op.

TV-journalisten (smiler hånligt):
Men det har hun (peger på Liv). Anoreksien har taget hende. Kan du ikke se det? Der er ikke noget, du kan gøre. Alt dit ævl er skønne spildte kræfter.

Englen:
Der er stadig håb. Du kan ikke tage valget fra hende. Det ved du også godt, ellers ville du ikke vise dit grimme fjæs her. Forsvind så med dig.

TV-journalisten :
Aj , jeg skal da lige have afslutningen med, ikke?

Englen:
Dit program er færdigt for i aften.

Englen retter sig op i sin fulde højde og går truende hen mod journalisten. Noget særlig stærkt lys eller lignende? TV-journalisten lister i hvert fald af, men hvisker samtidig ud mod publikum.

TV-journalisten :
Ja, her må vi desværre slutte "DØDENS ANSIGT". Men glem ikke, at vi er tilbage i morgen igen med nye dramaer og tragedier. Vi bringer live spænding lige ind i din dagligstue...

TV-journalisten forsvinder ud i mørket.

Englen vender sig væk fra journalisten og koncentrerer sig igen om Liv Nu, der under hele deres samtale har siddet forstenet. Hun løfter hovedet, da Englen kommer hen til hende og lægger armene om hende.

Englen:
Liv, det er ikke rigtigt, at alle mennesker er ligeglade med dig. Jeg tror heller ikke, at Sofie var totalt kold dengang. Jeg tror, at hun var ked af at såre dig, og at hun savner dig som veninde.

Liv Nu:
Tror du?

Englen:
Ja. Men hun følte nok, at hun skulle vælge mellem dig og Alexander, som hun var fuldstændig vild med. Havde du valgt anderledes, hvis du havde været hende?

Liv Nu:
Det... det ved jeg ikke. Det har jeg aldrig tænkt på.

Englen:
Nogle gange svigter og sårer mennesker hinanden. Det sker for alle, og måske kommer du til at opleve det igen. Det betyder ikke, at alle er ligeglade med dig. At anoreksien er din eneste ven og beskytter.

Liv Nu:
Hvad ved du om det?

Englen (ivrigt):
Jeg ved, at du kan godt blive elsket præcis som den, du i virkeligheden er.

Liv Nu:
Ja, det er let nok for dig at sige.

Englen:
Men det begynder med dig selv: du er nødt til at tage vare på den rigtige Liv, og lade andre se hende. Du kan ikke sulte alle hendes følelser og lyster væk. Hun er stadig derinde, og hun skriger efter næring.

Liv Nu:
Tror du... virkelig...

Englen:
Ja!

Liv Nu (bange, lille, fortvivlet):
Jamen, jeg kan ikke spise. Selv når jeg vil. Jeg siger til mig selv, at jeg er nødt til at spise bare lidt. For ikke at dø. Men hvis jeg spiser... Det er farligt.

Englen:
Farligt...

Liv Nu:
Noget indeni hvisker "nej, nej, nej". Jeg kan ikke give slip. Jeg kender den tynde Liv. Jeg kender ikke... det andet... Hende den anden Liv, du taler om. Selvom hun måske er der et sted.

Lang tids tavshed. Liv og Englen sidder tæt sammen.

Englen:
Du ved godt, hvad der er ved at ske, ikke?

Liv Nu:
Hvad?

Englen:
Kan du mærke din krop, Liv?

Liv Nu:
Nej. Jeg fryser ikke engang mere.

Englen:
Kom. Det er nu, du må vælge.

Opblænding Livs værelse. Det er nat. I sengen ligger Liv stille og tynd. Englen fører

Liv Nu ned på den anden scene, ind i Livs værelse. (Går de gennem spejlet?)

Du kan følge med mig nu, hvis du vil, Liv. Det er kun så lidt, der holder dig tilbage. Du har en farlig ven indeni, der hele tiden lover dig evig lykke, bare der ryger et halv kilo til. Bliver du ved med at lytte til den ven, så kommer jeg alligevel snart igen og følger dig på vej.

Liv Nu nærmer sig vantro sengen. Englen peger på Liv i sengen. (Bag englen kommer de to læger fra begyndelsen måske til syne?)

Se på pigen dér. Du kan også vælge hende.

Liv Nu knæler ned ved sengen og betragter sig selv i lang tid. Til sidst rækker hun frem og tager Livs hånd. Ser op på Englen, der også rækker sin hånd frem i en spørgende gestus. Tager hun den? Mørke.

Ønsker man at læse mere udførligt om bulimi, kan anbefales bogen "Så tag dig dogsammen" af Rikke Kirstine Larsen. Bogen er en personberetning om det at leve mange år med bulimi, og om hvordan man bliver rask. Bogen er fra Forlaget Gallo og kan evt. købes gennem foreningen ROS. Prisen er 140,- kr.

Har man en spiseforstyrrelse, eller kender man nogen, der viser tegn herpå, er det en god idé at kontakte en rådgivning eller patientforening. Her kan man starte med at få en snak med en rådgiver, der selv har haft en spiseforstyrrelse, og man kan fågode råd og vejledning til, hvordan man kan få yderligere hjælp - det kan ogsåvære en god idé for pårørende at kontakte disse rådgivninger.

Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser, Hostrups Have 50, 5. sal, 1954 FrederiksbergC, tlf. 35 36 49 13, fax 35 36 49 18, e-mail: info@spiseforstyrrelser.dk www.spiseforstyrrelser.dk

R.Theresa Abegg og Karen Bro
Abegg & Bro - Center for Spiseforstyrrelser
Baggesensgade 9, 2200 København N - tlf.: 48 24 98 24
www.webzign.dk/abro
Tilbyder bla. telefonrådgivning, personlig rådgivning og kurser til pårørende.

Bogens illustrator, Heike Arndt, Rågelundevej 7-9, DK-4892 Kettinge, 5487 3565,mobil 4045 3565, e-mail: heikearndt@compuserve.com, www.heike-arndt.com, vil gerne kontaktes med henblik på samarbejde om lignende projekter.

Relevante links:

www.spiseforstyrrelser.dk

www.spiseroeret.dk

www.anoreksi.dk

www.spsnord.dk

www.sylfiderne.dk

www.sind.dk

Udgivet af Teatergruppen Sløjfen med støtte fra Nysted Kommunale Ungdomsskole, Den Sociale Sikringsstyrelse, Storstrøms Amt, Døllefjeldefonden, Carlsbergs Mindelegat og AKKS

Evt tilladelse til anvendelse af indholdet eller dele deraf kan indhentes hos redaktionen.

Sløjfen har eneret på opførelsen af "En farlig ven" indtil 1.5.04.

Ønsker man derefter at opføre spillet eller dele deraf, kan man henvende sig til forfatteren - Cecilie Eken - med hensyn til betaling og royalities.