Har Lars Trier Mogensen ikke blik for de borgere, der er allermest udadreagerende?

10-05-2024

Debatindlæg i Information af social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil

Der er blevet sagt, skrevet og ment meget om regeringens forslag om revision af magtanvendelsesreglerne bl.a. i forbindelse med den nye aftale på handicapområdet. Men meget af det, der er sagt, skrevet og ment, handler desværre om myten om forslaget frem for om forslaget i sig selv.

Misinformationen, fejlslutningerne og de falske motiver, der udbredes på sociale medier, er en demokratisk sygdom, og nu lader det desværre til, at også Informations politiske kommentator Lars Trier Mogensen er blevet offer for smitten. I en analyse bragt i avisen den 4. maj videreformidler han ukritisk den myte, at to af de oprindelige forslag – nemlig muligheden for videoovervågning og muligheden for kortvarig indelåsning i egen bolig – blev foreslået »begge dele af administrative hensyn«.

»For at spare penge skulle mennesker med handicap ganske enkelt kunne holdes indespærret natten over,« skriver Trier Mogensen.

Som den ansvarlige minister føler jeg mig kaldet til at råbe op og understrege: Intet kunne være mere forkert, for selvfølgelig ligger der hensyn til borgeren bag.

For at forhindre det fatale

Bag forslaget om kortvarig indelåsning af en borger i eget hjem ligger der ikke bare et hensyn til borgerne – der er også hensynet til de pårørende og til de medarbejdere, der til hverdag arbejder med nogle til tider meget udadreagerende borgere. 

Hør lidt om en del af baggrunden for forslaget: I 2019 skrev en del medier om en konkret borger, der har en hjerneskade, har epilepsi og er stærkt udadreagerende. Han boede på et bosted i Middelfart Kommune, som efter reglerne blev påbudt altid at lade mindst én dør til beboerens bolig være uaflåst – også når han var voldelig. Forældrene udtalte i den forbindelse, at de frygtede, det ville ende »fuldstændig fatalt«. Budskabet til os på Christiansborg var, at de håbede, der kunne findes en løsning.

Regeringen lagde op til muligheden for en kortvarig indelåsning af en borger i eget hjem på et botilbud. Det ville af hensyn til borgernes retssikkerhed ikke kunne ske uden en forhåndsgodkendelse af et nævn med en dommer for bordenden.

Det er altså ikke et redskab, der ville kunne bruges tilfældigt og i flæng, men netop i de helt særlige enkelttilfælde, hvor en dommer vurderer det relevant.

Forslaget endte som bekendt med ikke at være en del af den endelige rammeaftale for handicapområdet, der blev indgået mellem regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre i sidste uge.

Men efter forslaget blev taget ud ved forhandlingsbordet, har vi ikke noget svar på, hvordan der skal skabes sikkerhed og tryghed for borgere som ham, jeg nævnte ovenfor. For hans omgivelser og hans familie. Eller sikkerhed og tryghed for de medarbejdere, som i hverdagen arbejder med de allermest udadreagerende borgere.

Forslaget blev taget af bordet, fordi mange organisationer råbte vagt i gevær. De var nervøse for, at forslaget kunne misbruges til andet, end det var tiltænkt. Det er reelle indvendinger, og vi har lyttet. Men at sige, at det skulle være stillet af »administrative hensyn«, er med til at forvrænge debatten, og det klæder hverken Lars Trier Mogensen eller Dagbladet Information at tage del i den slags fejlslutninger.

Videoovervågning kan være en hjælp

Hvad angår muligheden for kamerakig, så er loven i dag indrettet således, at der ikke kan gives tilladelse til at videoovervåge en borger, selv om vedkommende kan have en lidelse – for eksempel livstruende kramper – som kræver konstant monitorering. Kun fysisk overvågning er tilladt, hvilket vi laver om med lovforslaget om revision af magtanvendelsesreglerne.

Kamerakig kan og skal ikke erstatte omsorg og en pædagogisk indsats, men i mange tilfælde vil det føles mere grænseoverskridende for borgeren at have et menneske til at sidde ved sengekanten og holde øje, når de sover, end det ville føles, at personalet kunne kigge med over et kamera og gribe ind, når det var nødvendigt. Det er klart, at fysisk overvågning er langt mere ressourcekrævende for personalet, men der ligger altså andre og langt mere vigtige hensyn bag det forslag. Senest har en mor til to stærkt autistiske sønner i et interview med Jyllands-Posten i april plæderet for muligheden for kamerakig.

»Christian kan godt være selvskadende om natten. Vi aner ikke, hvad han laver, så det vil være en kæmpe hjælp, hvis man fremover må sætte et kamera op,« udtalte hun.

Det er mit håb, at historien om Christian og opråbet fra hans mor samt historien om den udadreagerende borger og budskabet fra hans forældre kan punktere den myte, som Trier Mogensen ukritisk har videreformidlet i nærværende avis. Det ville klæde vores demokratiske debat at behandle de borgeres virkelighed med en større grad af seriøsitet.