Social- og boligminister vil tage et opgør med ”riv ned og byg nyt”-kultur

23-01-2025

Færre boliger og bygninger skal rives ned, mener social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen. Hun vil nu undersøge, om kommunerne kan få bedre muligheder for at sig nej til nedrivning af bygninger.

Byggeriet står for en stor del af Danmarks CO2e-udledning – og det er imens en bygning bliver opført, at den udleder allermest.  

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen sætter nu en undersøgelse i gang af, hvordan kommunerne kan få bedre muligheder for at sige nej til at rive ned, så man i højere grad renoverer frem for at bygge nyt. Det skal også undersøges, om der kan indføres en ordning, hvor der skal kompenseres for de belastninger, som klimaet lider, når bygninger alligevel rives ned.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:

Vi skal gøre op med "riv ned og byg nyt"-kulturen. Derfor er jeg glad for, at vi nu tager fat på arbejdet med at skaffe kommunerne nogle redskaber i klimakampen til at fremme renovering frem for nedrivning. De mest bæredygtige kvadratmeter er dem, der ikke bliver bygget.

 - Sophie Hæstorp Andersen

Undersøgelsen om, hvordan kommunerne kan begrænse nedrivningen af bygninger, kommer ikke til at stå alene. En anden undersøgelse skal fokusere på, hvordan man kan fremme genbrug af byggematerialer ved at gøre det til et selvstændigt konkurrenceparameter ved offentlige entrepriser.  

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:

Vi skal derhen, hvor alle skal forholde sig til klimaet, når de bygger nyt - og det i alle led af processen. Derfor giver det rigtig god mening også at undersøge potentialet i at anvende brugte byggematerialer.

 - Sophie Hæstorp Andersen

Undersøgelsen udspringer af tillægsaftalen om national strategi for bæredygtigt byggeri, som blev indgået i maj. Det forventes, at undersøgelsens resultater ligger klar medio 2026.


Pressekontakt

Social- og Boligministeriets pressetelefon, tlf.: 4185 1360 (modtager ikke sms).