Ny lov skal understøtte, at offentlige budgetter overholdes

25-04-2012

Regeringen fremsætter i dag lovforslag, som skærper de økonomiske sanktioner overfor danske kommuner og regioner, hvis de ikke overholder de aftalte økonomiske rammer.

Lovforslagene om strammere økonomiske sanktioner er et led i regeringens arbejde på at genoprette den offentlige økonomi.

Lovene betyder blandt andet, at en del af statens bloktilskud gøres betinget af, at kommunernes og regionernes budgetter ikke overskrider de fastlagte rammer.

Det vil også få økonomiske konsekvenser, hvis kommunernes serviceudgifter samlet set overskrider de aftalte rammer. Det vil nemlig føre til en nedsættelse af det følgende års bloktilskud - nedsættelsen vil ske som en kombination af individuelle og kollektive nedsættelser. De samme regler gælder for regionerne, hvis de samlet set overskrider de aftalte udgifter på sundheds- eller udviklingsområdet.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager udtaler:

Vi arbejder i regeringen målrettet på at genoprette den offentlige økonomi, og i det arbejde er det helt afgørende, at vi har styr på de offentlige budgetter. Kommunerne og regionerne har vist både ansvar og vilje til at få bedre styr på økonomien, og lovforslagene om skærpede økonomiske sanktioner skal netop understøtte den adfærd. Vi er på rette vej - nu handler det om at holde kursen.

- Margrethe Vestager 

Baggrund

Lovforslagene er et led i regeringens aftale af 27. marts 2012 med Venstre og Det Konservative Folkeparti om en budgetlov og udmønter den del af aftalen, der vedrører skærpede sanktioner over for kommunerne og regionerne ved overskridelse af de økonomiske rammer. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er aftalepart i den del af aftalen om budgetloven, som vedrører lovforslag om sanktioner over for kommuner og regioner.

Kontakt

Nils Majgaard Jensen
TitelChefkonsulent
KontorFinansiering