S- og V-kommuner konkurrenceudsætter lige meget

21-11-2012

Der er intet belæg for at sige, at kommuner med ”blå” borgmestre konkurrenceudsætter mere end kommuner med ”røde” borgmestre. Det viser en ny oversigt over konkurrenceudsættelse for hver af kommunerne fordelt på borgmestrenes partifarve, som Økonomi- og Indenrigsministeriet har udarbejdet.

I 2011 konkurrenceudsatte kommunerne under ét 25 procent af opgaverne.

I kommuner med konservativ borgmester var det 26,7 procent.

I kommuner med socialdemokratisk borgmester var det 25,1 procent.

Og i kommuner med en Venstre-borgmester var det 24,6 procent.

Det fremgår af en oversigt over kommunernes konkurrenceudsættelse fordelt på kommuner og borgmestrenes partifarve. Oversigten er udarbejdet af Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Tallene skal ses i det lys, at borgmesterfarven skiftede i flere kommuner efter kommunalvalget i 2009, så tallene for kommunernes konkurrenceudsættelse i 2010 og 2011 kan i et vist omfang være udtryk for en ”arv” fra en tidligere borgmesterperiode. For kommuner med konservativ borgmester gælder, at der er relativt få i gruppen.

Med andre ord viser oversigten, at borgmestrenes partifarve stort set ikke betyder noget for, hvor stor en andel af opgaverne kommunerne konkurrenceudsætter.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:

Oversigten viser klart og tydeligt, at det ikke giver mening at påstå, at kommuner, hvor borgmesteren tilhører det ene parti frem for et andet parti, dermed også konkurrenceudsætter mere. Tværtimod. Der er ingen direkte sammenhæng mellem borgmesterens partifarve og hvor meget, kommunen konkurrenceudsætter.

Regeringen vil fremme samarbejdet mellem det offentlige og det private, og konkurrenceudsættelse kan være et af redskaberne sammen med for eksempel samarbejder og partnerskaber med private. Vi tror også her på større frihed til kommunerne – ikke mere tvang. Økonomien er stram alle steder – også i kommunerne – så kommunerne har en klar tilskyndelse til at arbejde strategisk med konkurrenceudsættelse.

- Margrethe Vestager