Økonomi- og Indenrigsministeriet har netop meddelt kommunerne og regionerne, hvordan bloktilskud og andre tilskud bliver fordelt i 2015. Med oplysningerne om næste års indtægter kan kommunerne og regionerne nu begynde den nærmere planlægning af udgiftsposterne i budgetterne for 2015.
For kommunernes vedkommende drejer udmeldingen sig om:
- Fordelingen af det samlede bloktilskud på 65,0 mia. kr.
- Fordelingen af landsudligningen og hovedstadsudligning.
- Fordeling af beskæftigelsestilskud på 11,9 mia. kr.
- Fordeling af ø-tilskud, tilskud til omstilling af folkeskolen og andre ordninger på samlet 6,9 mia. kr.
Økonomi- og Indenrigsministeriet udmelder samtidig de beløb, som den enkelte kommune kan regne med som statsgaranteret grundlag for udskrivningen af skat.
Kommunerne får også meddelelse om vilkår og ansøgningsfrister til forskellige tilskuds- og lånepuljer. Fristerne for nogle af hovedpuljerne er:
- Særtilskudspuljer: 4. august
- Lånepuljer (anlæg): 6. august
- Skattepulje: 5. september
For regionernes vedkommende drejer udmeldingen sig om fordeling af bloktilskuddet på samlet 89,3 mia. kr. Regionerne bliver også samtidig orienteret om bl.a. frister for ansøgninger om adgang til lån.