En ny skole i Jammerbugt Kommune og en svømmehal i Dragør. Det er nogle af de projekter, der nu får hjælp til at blive til virkelighed. Økonomi- og Indenrigsministeriet har netop givet 5 kommuner dispensation fra lånereglerne inden for offentlig-private partnerskaber – også kaldet OPP.
Når kommuner hyrer private firmaer til at bygge nye skoler eller idrætsanlæg, så siger deponerings- og lånereglerne, at kommunerne skal deponere, hvad der svarer til opførelsesudgifterne. Det sker for, at en kommune behandles på samme måde, uanset om den lejer sig ind i en bygning (fx ved et OPP-projekt), eller om den køber bygningen.
Der er med kommuneaftalen for 2015 afsat en særlig lånepulje for at fremme offentlige-private samarbejdsprojekter med effektviseringsaspekter. Økonomi- og Indenrigsministeriet kan give kommunerne dispensation fra deponerings- og lånereglerne til projekter, hvor kommunerne kan se, at de kan få mere for pengene ved at indgå et samarbejde om bygningernes opførelse og drift. Kommunerne har kunnet søge om dispensation, og 5 kommuner har nu fået dispensationer for i alt 160 mio. kr.
Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard siger:
Gevinsterne er mange, når private virksomheder og offentlige institutioner samarbejder. Man kan både bruge hinanden til at få nye idéer til, hvordan man bedst løser opgaverne på skoler, vuggestuer og i idrætsanlæg. Samtidig er man sammen om at sætte projekter i søen og på den måde skabe arbejdspladser og vækst. Derfor skal vi sikre gode rammer for samarbejdet mellem det offentlige og det private. Jeg er glad for, at vi med denne pulje hjælper kommunerne i deres samarbejde med private firmaer om effektive løsninger, som giver velfærd til borgerne.
- Morten Østergaard
Fakta: Oversigt over tildelingen fra OPP-puljen til kommunerne
Kommune
|
Projekt
|
Dispensation i mio. kr.
|
Dragør
|
Svømmehal
|
20
|
Holbæk
|
Holbæk Arena
|
45
|
Køge
|
Køge Park
|
24
|
Greve
|
Skole
|
48
|
Jammerbugt
|
Skole
|
23
|
I alt
|
|
160
|
Note: Afrundede beløb.
|
Fakta
Puljen til kommunernes deponeringsfritagelser og lånedispensationer er afsat i økonomiaftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening for 2015. Puljen for 2015 er på 150 mio. kr., og dertil kommer et restbeløb fra puljen for 2014 på ca. 10 mio. kr.
Økonomi- og indenrigsministeren fordeler puljen på baggrund af ansøgninger. Med deponeringsfritagelserne bliver de berørte kommuner delvis fritaget for at deponere anlægsudgiften, hvilket de ellers er forpligtet til ved OPP-projekter.
Offentlig-private partnerskaber (OPP) kan anvendes i forbindelse med bygge- og anlægsopgaver, hvor opførelsen tænkes sammen med den efterfølgende driftsopgave. Ved OPP udbydes design, byggeri, drift, vedligeholdelse og eventuelle serviceydelser som én samlet opgave. Dermed indgår den offentlige part en kontrakt med et privat selskab, der har ansvaret for hele projektet i kontraktens løbetid. I nogle projekter (OPS) vælger kommunen at købe bygningerne efter opførelsen, men hvor der stadig er en længerevarende kontrakt med den private part om drift/vedligehold.