Nu er Økonomi- og Indenrigsministeriet klar med den færdige liste over kandidater til folketingsvalg torsdag den 18. juni 2015.
I alt 799 kandidaters navne skal fordeles på stemmesedlerne, når danskerne skal til stemmeurnerne for at sætte deres kryds.
Antallet af kandidater er faldet med 5 eller ca. 0,62 pct. i forhold til ved folketingsvalget den 15. september 2011 (804 kandidater).
Ud af de 799 kandidater opstillet til valget er de 250 kandidater kvinder (mod 267 eller 33,2 pct. ved valget i 2011). Det er et fald på 1,9 procentpoint i forhold til valget i 2011.
Gennemsnitsalderen for de opstillede kandidater er 47,0 år for mænd og 45,2 år for kvinder (mod henholdsvis 45,9 år for mænd og 43,9 år for kvinder ved valget i 2011).
Af de 799 kandidater genopstiller 332, mens 467 er nyopstillede (mod henholdsvis 347 genopstillede kandidater og 457 nyopstillede kandidater ved valget i 2011).
Læs mere om, hvordan kandidater fordeler sig på køn, alder m.v. i de forskellige opstillingsberettigede partier og blandt kandidater uden for partierne i kandidatstatistikken.