Lavere færgetakster

08-05-2015

Regeringen vil i 2016 bruge 60 mio. kr. og fra 2017 133 mio. kr. til at nedsætte billetpriserne på en lang række færger. Med regeringens forslag vil der kunne gennemføres betydelige nedsættelser af billetpriserne på færgerne til en lang række øer.

Færgebetjeningen spiller en afgørende rolle for at bevare og udvikle velfungerende helårssamfund på øerne. Lavere færgetakster vil understøtte turisterhvervet og bosætningen på øerne. Regeringen foreslår derfor, at det skal være markant billigere at sejle med færgerne.

Regeringens forslag bygger på en model, hvor billetpriserne nedsættes uden for højsæsonen, dvs. uden for skolernes sommerferie. Med de afsatte penge bliver der taget et stort skridt i retning af det såkaldte landevejsprincip – dvs. princippet om, at prisen for at sejle skal svare til prisen for at køre samme strækning på en landevej.

Forslaget omfatter følgende øer: Bornholm, Læsø, Samsø, Fanø, Ærø, Sejerø, Nekselø, Orø, Agersø, Omø, Askø, Femø, Fejø, Baagø, Avernakø, Lyø, Bjørnø, Birkholm, Strynø, Drejø, Skarø, Hjortø, Aarø, Barsø, Endelave, Hjarnø, Venø, Anholt, Tunø, Fur og Egholm.

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard siger:

Med regeringens forslag tager vi initiativ til en markant nedsættelse af billetpriserne på færgeruterne til en lang række øer. Det gør vi for at støtte udviklingen af turisterhvervet og bosætningen på øerne. Jeg håber, de lavere billetpriser vil gøre, at både danskere og udenlandske turister får øjnene op for de danske øers attraktionsværdi også uden for højsæsonen.

- Morten Østergaard

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard siger:

Regeringen vil nu indkalde de politiske partier bag sidste års Vækstpakke til forhandlinger om, hvordan forslaget om at sænke billetpriserne kan blive til virkelighed. Vi vil gerne binde Danmark bedre sammen og sikre vækst og udvikling på øerne.

- Morten Østergaard

Forslaget kommer i forlængelse af nedsættelsen af færgetakster for godstransport til og fra øer, som gennemføres fra den 1. juni i år. Med det nye forslag er der lagt op til, at der også bliver gennemført nedsættelser af prisen på de øvrige billetter.

Forslaget finansieres delvist af midler fra initiativet til nedsættelse af godstaksterne, hvor der er 48 mio. kr. årligt i overskud. Der skal ske en nærmere konkretisering af ordningen. For de ikke-statslige ruter vil gennemførelsen indebære lovgivning. Ordningen forventes at træde i kraft efter sommerferien 2016.

Kontakt

Søren Hansen Thomsen
TitelKontorchef
KontorOpgaver og Struktur