Ni kommuner har søgt om tilladelse til at hæve skatten

07-09-2015

Ni kommuner har søgt om tilladelse til skatteforhøjelser på i alt ca. 216 millioner kroner. Det indgår i økonomiaftalen mellem regeringen og KL, at nogle kommuner skal have mulighed for at forhøje skatten inden for en ramme på 200 millioner kroner. De fleste ansøgninger kan dermed imødekommes næsten fuldt ud.

Økonomiaftalen mellem regeringen og KL indebærer, at kommunerne kan søge Social- og Indenrigsministeriet om fritagelse for en eventuel individuel økonomisk sanktion som følge af en samlet kommunal skatteforhøjelse for 2016. Social- og Indenrigsministeriet behandler nu ansøgningerne, så kommunerne kan få et svar senest den 18. september.

Hvis der for 2016 sker en skatteforhøjelse for kommunerne under ét, vil der i medfør af gældende lov ske en modgående regulering af bloktilskuddet svarende til overskridelsen. De kommuner, der på forhånd har fået en andel af rammen, og som vedtager en skatteforhøjelse i overensstemmelse hermed, vil blive friholdt fra en eventuel individuel modregning som følge af en samlet skatteforhøjelse.

Med henblik på at understøtte, at der således samtidig er kommuner, der nedsætter skatten, er der afsat en pulje til tilskud til skattenedsættelser.

Når kommunerne senest den 15. oktober har vedtaget deres budgetter for næste år, kan de kommunale skatter for 2016 opgøres.

Følgende kommuner har søgt om andel af rammen for skatteforhøjelser for 2016. Kommunerne har mulighed for at regulere følgende skatter: Udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat, grundskyldspromillen og promillen for dækningsafgift af erhvervsejendomme. Kommunerne har ikke i alle tilfælde i ansøgningerne angivet, hvilken skat de påtænker at regulere. Derfor vil kommunernes tildelte andel af rammen blive meddelt opgjort som beløb.