Byrådsmedlem havde ret til sagsindsigt i PowerPoints

22-08-2016

Social- og Indenrigsministeriet har i dag som overordnet tilsynsmyndighed konkluderet, at byrådsmedlemmer, der ønsker det, kan få lov til at se dokumenter i en kommunal sag, der har været forevist andre byrådsmedlemmer. Det gælder uanset, om de byrådsmedlemmer, der har set dokumenterne, fysisk har haft dem i hånden, eller om de har fået dem forevist på en skærm el.lign.

Byrådsmedlem havde ret til sagsindsigt i PowerPoints

Når dokumenterne har været forevist på den måde, har de den endelige karakter, som bestemmelsen i den kommunale styrelseslovs § 9 kræver som betingelse for, at dokumenterne er omfattet af byrådsmedlemmernes ret til sagsindsigt.

Derfor har Social- og Indenrigsministeriet konkluderet, at Randers Kommune i foråret 2014 tilsidesatte bestemmelsen i den kommunale styrelseslovs § 9 ved at meddele et byrådsmedlem afslag på en anmodning om indsigt i PowerPoints, som havde været forevist andre byrådsmedlemmer på møder med forvaltningen.

Randers Kommune offentliggjorde i efteråret 2014 på sin hjemmeside de PowerPoints, som var omfattet af det pågældende byrådsmedlems anmodning om sagsindsigt, og som kommunen fortsat var i besiddelse af.

Derfor har udtalelsen ikke givet Social- og Indenrigsministeriet anledning til at foretage mere i forhold til Randers Kommune, og ministeriets vejledende udtalelse om sagsindsigt i PowerPoints har ikke konsekvenser for de beslutninger om Randers Kommunes skolestruktur, som Byrådet tidligere har truffet.

Social- og Indenrigsministeriet har samtidig besluttet at behandle et spørgsmål om et byrådsmedlems ret til sagsindsigt i det materiale vedrørende sagen om ændring af Randers Kommunes skolestruktur, som skulle forelægges Randers Kommunes Børn- og Skoleudvalg i august 2014. Ministeriet har anmodet Randers Kommune om en udtalelse vedrørende dette spørgsmål.

Social- og Indenrigsministeriet har besluttet ikke i øvrigt at behandle spørgsmålet om tilvejebringelsen af beslutningsgrundlaget for behandlingen i Randers Kommunes Børn- og Skoleudvalg i august 2014 af sagen om ændring af kommunens skolestruktur. Dette skyldes navnlig, at der ikke med hensyn til alle de faktiske forhold, der er af betydning for denne del af sagen, foreligger tilstrækkeligt klare oplysninger. Denne del af sagen giver imidlertid ministeriet anledning til generelle overvejelser om forvaltningens muligheder for at yde bistand til partier og lister i byrådet og til enkelte byrådsmedlemmer. Dette kan være af betydning for alle kommuner. Derfor vil ministeriet afgive en generel vejledende udtalelse vedrørende dette spørgsmål.

 

Yderligere oplyninger

Ministeriets pressetelefon, tlf: 41 85 13 60 (modtager ikke sms)

Chefkonsulent Lise Brandi Hansen, lbh@sim.dk