Konkurrenceudsættelsen i kommunerne er for lav og vokser for langsomt

21-04-2017

De seneste regnskabstal for 2016 viser en for lille stigning i kommunernes konkurrenceudsættelse. Det understreger behovet for at fastsætte måltal for øget konkurrence.

I 2016 konkurrenceudsatte kommunerne 26,9 pct. af deres opgaver samlet set. Kun lidt over en fjerdedel af de opgaver, der kan konkurrenceudsættes, er altså konkurrenceudsat.

Der er tale om en lille stigning i forhold til 2015, hvor tallet var 26,5 pct.

Det er vigtigt at have fokus på konkurrenceudsættelse, hvad enten det drejer sig om vedligeholdelse af grønne områder, rengøring af institutioner eller pleje af ældre.

Regeringen ønsker at styrke konkurrenceudsættelsen. Konkurrence om velfærdsopgaver medvirker til at udvikle kvalitet og innovation. Samtidig styrker det kommunalbestyrelsens mulighed for at opnå mere omkostningseffektive løsninger og dermed mest mulig velfærd for skattekronerne.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger:

”Konkurrenceudsættelsen i kommunerne er for lav og vokser for langsomt. Vi skal være langt mere ambitiøse. Derfor bør vi fastsætte konkrete måltal for konkurrenceudsættelse. Det handler om at skabe et vedvarende pres for at sikre den bedste og mest effektive løsning af de mange velfærdsopgaver i kommunerne. Forskellene i kommunernes konkurrenceudsættelse viser, at der er et stort potentiale, hvis kommunerne går mere målrettet og fordomsfrit til værks. Nu vil jeg dykke ned bag tallene for at udpege de områder, hvor der er størst potentiale – og ikke mindst identificere de gode kommuner, som andre kan lære af.”

- Simon Emil Ammitzbøll

Regeringen vil fremlægge en plan for øget konkurrenceudsættelse omkring årsskiftet 2017/18.

I nedenstående tabel ses udviklingen i den såkaldte indikator for konkurrenceudsættelse, IKU. IKU udtrykker, hvor stor en andel af de opgaver, der kan udsættes for konkurrence, kommunerne har konkurrenceudsat. Tallene er baseret på de endelige regnskaber for kommunerne samt en række indberetninger til Økonomi- og Indenrigsministeriet.

 

År 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016

IKU

22,7

24,0

24,1

24,9

25,0

25,4

26,0

26,4

26,5

26,9

 

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationschef Sigga Nolsøe, sno@oim.dk, tlf. 22 26 95 07

Chefkonsulent Mona Boel, mb@oim.dk, tlf. 41 85 14 40