Kommuner har meget forskellige økonomiske resultater

01-05-2017

Kommunernes økonomiske resultater er samlet set forbedret. Men der er stadig stor forskel både fra kommune til kommune og fra sektor til sektor, ligesom der er forskel i den praksis, som kommunerne har for at styre økonomien. Det viser en ny analyse.

Analyseinstituttet KORA har i en analyse for Økonomi- og Indenrigsministeriet afdækket kommunernes økonomiske resultater og økonomistyringspraksis. Analysen afslører store forskelle i kommunernes evne til at ramme deres budgetter. Men analysen viser også, at kommunernes økonomiske resultater samlet set er blevet bedre i perioden fra 2007 til 2015.

Gennemsnitskommunen har vendt et merforbrug til et mindreforbrug fra 2007 til 2015. For budgetpræcisionen er der så store udsving igennem perioden, at det ikke er muligt at fastslå, om der er tale om en stabil forbedring af budgetpræcisionen.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger:

”Jeg er tilfreds med, at kommunernes budgetoverholdelse er blevet bedre. Det er generelt skidt, når der er overforbrug. Det er dog mindst lige så vigtigt at have øje for budgetpræcisionen - er der mindreforbrug, kan det jo meget vel være udtryk for, at der opkræves for høje skatter og afgifter. De store forskelle i kommunernes økonomiske resultater og deres økonomistyring viser, at kommunerne kan blive bedre til at skele til nabokommunens succes og lære ad hinanden, når det gælder at styre økonomien. Jeg forventer, at kommunerne nu vil benytte analysen til at se på deres praksis med nye øjne og spørge sig selv, hvor det kan og skal gøres bedre.”

- Simon Emil Ammitzbøl

Økonomi- og indenrigsministeren bemærker, at en tredjedel af kommunerne hverken har økonomiske målsætninger for effektiviseringer eller skat, selvom mere end 80 procent af kommunerne mener, at de økonomiske målsætninger er styrende for budget 2017.

”Det er svært at blive mere effektiv og at styre skatten, hvis man ikke har en målsætning om det, og det endda når man godt ved, at det har en betydning for økonomien i kommunen”

- Simon Emil Ammitzbøll

Analysen er et led i et partnerskab om udviklingen af økonomistyringen i kommunerne. Partnerskabet er en del af aftalen om den kommunale økonomi for 2017.

KORA’s analyse er startskuddet til en række sektoranalyser, der skal styrke kommunernes videreudvikling af deres nuværende økonomistyring og bidrage med inspiration til, hvordan styringsopgaven for de enkelte sektorer kan gribes an i praksis.

Simon Emil Ammitzbøll siger:

”Jeg er glad for partnerskabet om økonomistyring, som vi har med KL. Ved at fortsætte med analyser af de enkelte kommunale sektorer, kan vi få afdækket de særlige udfordringer, der er på de enkelte områder, og få identificeret de gode måder til at holde styr på budgetterne.”

- Simon Emil Ammitzbøl

Den første sektoranalyse vil zoome ind på det specialiserede børne- og ungeområde. Det er et af de områder, der er forbundet med størst udfordring for kommunerne. Herefter følger en analyse af specialundervisningen i folkeskolen. De to analyser forventes at være klar sidst på året.

 

Yderligere oplysninger

Pressemedarbejder Camilla Severin Madsen, csm@oim.dk, tlf. 22 46 64 70

Chefkonsulent Henning Elkjær Nielsen, hen@oim.dk, 41 85 14 39