Det kommunale og regionale tilsyns første instans overføres den 1. april organisatorisk til Ankestyrelsen fra Statsforvaltningen. Det besluttede et bredt flertal i Folketinget med en lovændring i februar i år. Ministeriet vil fortsat være den overordnede tilsynsmyndighed.
Lovændringen skal først og fremmest sikre, at det kommunale og regionale tilsyn også fremadrettet varetages af en myndighed under indenrigsområdet. Da trekløverregeringen kom til, blev Statsforvaltningen – og dermed det kommunale og regionale tilsyn – nemlig en del af Børne- og Socialministeriet, mens Ankestyrelsen flyttede ind under Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Med lovændringen er det samtidig ambitionen, at det kommunale og regionale tilsyn kan påtage sig en større og mere aktuel rolle i forhold til at afklare, om kommuner og regioner nu også overholder loven.
Ankestyrelsen får derfor bedre mulighed for at fokusere det kommunale og regionale tilsyn mod sager af mere generel betydning for kommuner og regioner ved at få friere rammer til at vurdere, om der skal rejses en tilsynssag.
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger:
”Lovændringen giver Ankestyrelsen bedre mulighed for at prioritere mellem de mange sager i det kommunale og regionale tilsyn. Det giver bedre rammer for, at tilsynet kan reagere hurtigere i væsentlige sager og få luft til aktivt at gå ud og tage flere sager op på egen hånd. Det vil komme både kommuner, regioner, virksomheder og borgere til gode, samtidig med at det følger op på den kritik, som Statsrevisorerne har rejst af tilsynet. Derfor er jeg glad for, at et flertal i Folketinget bakkede op om ændringen.”
- Simon Emil Ammitzbøll
Hvorvidt der skal rejses en sag, skal vurderes ud fra, om en sag er egnet til at understøtte det kommunale og regionale tilsyns overordnede formål og funktion: At sikre at kommuner og regioner overholder lovgivningen, når de udøver den magt, der følger af, at de er offentlige myndigheder.
Med lovændringen kommer der også mere fokus på det kommunale og regionale tilsyns såkaldte fogedfunktion. Fogedfunktionen indebærer, at tilsynet, hvis det er nødvendigt, ved at bruge tvangsbøder kan gennemtvinge, at kommuner og regioner efterlever bindende afgørelser, der er truffet af en klagemyndighed som f.eks. Ankestyrelsen. Ændringen betyder helt konkret, at det kommunale tilsyn nemt kan inddrages i sager, hvor en borger kontakter Ankestyrelsen om, at en kommune nægter at følge en bindende afgørelse fra Ankestyrelsen om borgerens forhold, og hvor fogedfunktionen dermed kan være relevant.
Lovændringen er en del af opfølgningen på den kritik af Statsforvaltningens (nu Ankestyrelsens) tilsyn med kommunerne, som statsrevisorerne fremkom med i forbindelse med beretning nr. 12/2015 om Statsforvaltningens tilsyn med kommunerne. Statsrevisorerne kritiserede blandt andet at tilrettelæggelsen af tilsynsopgaverne ikke var tilstrækkelig målrettet og effektiv.
Yderligere oplysninger
Presse- og kommunikationsmedarbejder Camilla Severin Madsen, csm@oim.dk, tlf. 22 46 64 70
Kontorchef Christina Ekmann, cek@oim.dk, tlf. 30 20 41 67