Social- og Indenrigsministeriet forlænger i dag muligheden for at begrænse besøg på sociale botilbud. Formålet er at beskytte de sårbare grupper, som bor eller opholder sig på tilbuddene, samt at forebygge udbredelse af smitte med COVID-19.
Det betyder, at ledelsen på tilbuddene indtil videre til og med september vil have mulighed for at indføre besøgsrestriktioner for hele tilbuddet, for enkelte beboere eller i enkelte besøgssituationer. Det kan dog kun ske efter en konkret vurdering, og ledelsen skal sørge for, at beboerne på tilbuddene har mulighed for at få besøg i kritiske situationer eller af 1-2 faste besøgspersoner.
Social- og Indenrigsminister Astrid Krag siger:
Vi må for alt i verden ikke løbe nogen risiko, når det gælder sårbare menneskers sundhed. Derfor skal ledelsen på de enkelte tilbud stadig have mulighed for at beskytte de beboere, der er særligt sårbare i forhold til smitte. Jeg ved, at besøgsrestriktioner er en stor belastning for beboere og pårørende. Vi er fortsat i løbende dialog med organisationer på området og sundhedsmyndighederne, så vi bedst muligt kan beskytte mod både smitte og ensomhed.”
- Astrid Krag
I juni blev det generelle besøgsforbud på sociale botilbud ophævet. I stedet fik ledelsen på de enkelte tilbud muligheden for at indføre midlertidige restriktioner lokalt, hvis beboere eller medarbejdere på tilbuddet er i risikogruppen, eller der er et konkret udbrud af smitte på tilbuddet. Forlængelsen af muligheden for at indføre besøgsrestriktioner sker via en ændringsbekendtgørelse, som træder i kraft 29. august. Det vil senere blive vurderet, om muligheden for besøgsrestriktioner skal forlænges yderligere.
I Silkeborg Kommune har der siden den 12. august været et generelt midlertidigt forbud mod besøg på indendørs arealer på en række sociale tilbud. Dette forbud ophæves den 29. august, så det nu også i Silkeborg er op til ledelsen på de enkelte tilbud at vurdere, om der evt. er behov for besøgsrestriktioner.
Ændringsbekendtgørelsen på retsinformation.dk
Orienteringsskrivelse om ændringsbekendtgørelsen på retsinformation.dk
Yderligere oplysninger
Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke SMS)