Social- og Indenrigsministeriet opretter mail-hotline til spørgsmål om corona

30-10-2020

Blandt andre borgere, myndigheder og sociale tilbud kan nu skrive til én adresse for at få svar på spørgsmål om COVID-19 på social- og indenrigsområdet.

Fra i dag kan blandt andre myndigheder, sociale tilbud og borgere maile til hotlinen corona@sim.dk, når de har spørgsmål om, hvordan reglerne i forhold til COVID-19 er på social- og indenrigsområdet.

Hotlinen er et supplement til den information og Q/A’s, der ligger på Social- og Indenrigsministeriets hjemmeside, og de telefoniske hotlines, der er oprettet på tværs af ministerier og i Socialstyrelsen.

Man kan altså fortsat få information om COVID-19 på socialområdet på denne side, hvor der også er svar på ofte stillede spørgsmål. Siden opdateres løbende, og den indeholder også numrene på hotlines, der er oprettet på tværs af ministerier og i Socialstyrelsen.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:

Situationen med coronasmitte ændrer sig hele tiden, og reglerne bliver løbende tilpasset. Derfor er det helt forståeligt, at borgere, myndigheder og tilbud kan være i tvivl om, hvordan de skal forholde sig. Med den nye hotline skaber vi en enkel og tydelig indgang til ministeriet. Det er vigtigt, at omverdenen får klar besked om reglerne. Samtidig skal vi i ministeriet let kunne få et billede af hverdagen for sårbare borgere og have adgang til at lytte til deres bekymringer.”

- Astrid Krag

Myndigheder, sociale tilbud og borgere kan skrive til hotlinen i forhold til spørgsmål om COVID-19 på hele social- og indenrigsområdet – lige fra forhold for udsatte børn og voksne og mennesker med handicap til kommunernes økonomi og regler for det lokalpolitiske arbejde. Ministeriet vil bestræbe sig på at besvare henvendelser hurtigst muligt.

Pressen skal fortsat henvende sig til Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon.


Fakta: Numre på telefoniske hotlines

Hotline for socialfaglige spørgsmål (forankret i VISO):
Ring 72 42 40 00 (mandag-torsdag kl. 9-14.30, fredag kl. 9-14)

Hotline til medarbejdere og ledere på sundheds-, ældre- og socialområdet (hos Styrelsen for Patientsikkerhed):
Ring 70 20 02 66 (alle hverdage kl. 9.30-16)

Børne- og Undervisningsministeriets hotline om coronavirus for skoler og institutioner:
Ring 70 80 67 07 (alle hverdage kl. 9-14)

Myndighedernes fælles hotline til borgerhenvendelser: tlf. 70 20 02 33.


Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon 41 85 13 60 (modtager ikke sms)