18 vanskeligt stillede kommuner får nu en økonomisk håndsrækning, der giver dem bedre mulighed for at levere en ordentlig velfærd. Det er resultatet, efter at social- og indenrigsminister Astrid Krag har fordelt pengene i den såkaldte særtilskudspulje for 2021.
Puljen skal sammen med udligningen mellem kommunerne sikre et retfærdigt Danmarkskort, hvor der er råd til velfærd i hele landet.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:
”Danmark er for lille til store forskelle. Der skal være råd til en ordentlig velfærd i hele landet. Derfor har vi indgået en bred politisk aftale om en mere retfærdig udligning. Vi har også åbent sagt, at vi aldrig kan få et system, der tager højde for alle særlige forhold i de enkelte kommuner. Derfor er puljen med særtilskud til vanskeligt stillede kommuner permanent forhøjet som følge af reformen, så vi holder hånden under velfærden i de kommuner, der har det særligt svært.”
- Astrid Krag
Særtilskuddene går til kommuner, som i kortere eller længere tid har så store udfordringer, at de har behov for en ekstra håndsrækning.
Fakta
Særtilskudspuljen §16
- Puljen er rettet mod at forbedre den enkelte kommunes samlede økonomiske situation.
- Puljen til fordeling i 2021 er på 355,3 mio. kr.
- Puljen er fordelt efter følgende fire overordnede kriterier: Demografiske og socioøkonomiske udfordringer, aktuelle økonomiske udfordringer, vedvarende økonomiske udfordringer og særlig lav udvikling i enhedsudgifterne på kernevelfærdsområder.
- I denne ansøgningsrunde har 54 kommuner søgt, og 18 kommuner har fået del i pengene. Herudover er et tilskud på 0,936 mio. kr. på forhånd tildelt til Aabenraa Kommune vedr. det tyske mindretal.
Om udligningsreformen
- Efter udligningsreformen, der blev vedtaget før sommerferien, bliver der i alt omfordelt for 19,9 mia. kr. mellem kommunerne i den generelle udligning for 2021.
- Reformen flytter 1,4 mia. kr. til landets yderkommuner, mens især landets velstillede kommuner skal bidrage mere.
|
Yderligere oplysninger
Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon, 41 85 13 60 (modtager ikke sms)
Kontorchef Dorte Lemmich Madsen, dle@sim.dk, tlf. 25 23 92 66