Genåbningen af idræt og foreningsaktiviteter betyder, at også socialt udsatte børn og unge under 18 år fra i dag igen kan finde rollespil, musikinstrumenter, badmintonketcher og kondisko frem. Det bliver nemlig nu igen muligt at samles op til 25 børn og unge til organiseret indendørs idræt, kulturskoler, musikundervisning og foreningsaktiviteter, efter at coronarestriktionerne i dag er blevet lempet. Også ældre over 70 år kan fra i dag samles til organiseret idræt, men dog højest 10 mennesker ad gangen.
Social- og ældreminister Astrid Krag håber, at ændringen kan betyde farvel til isolation og ensomhed for mange socialt udsatte børn og unge og for ældre:
Det gør en kæmpe forskel i hverdagen, at børn, unge og ældre nu kan grine, løbe, svede og få pulsen op sammen. Det har været et stort afsavn for mange at undvære det sociale i at dyrke sin fritidsinteresse eller sportsgren sammen med andre, og særligt for socialt udsatte børn og unge vil ændringen give et pusterum i en presset hverdag. Det er et dejligt tegn på, at vi er på vej mod lysere tider og mere normale tilstande.”
- Astrid Krag
For personer over 70 år er der krav om, at deltagerne til organiseret indendørs idræt kan fremvise et gyldigt coronapas.
For børn og unge under 18 år kræves der ikke coronapas. Ud over de deltagende børn og unge kan også f.eks. trænere og andre voksne deltage, hvis deres tilstedeværelse er nødvendige for at afvikle aktiviteterne forsvarligt.
Det og meget andet kan man læse mere om i Social- og Ældreministeriets spørgsmål og svar om COVID-19, som løbende opdateres
Yderligere oplysninger
Social- og Ældreministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke SMS)