Topmøde i Esbjerg gav status på bekæmpelsen af parallelsamfund i Danmark

16-09-2022

Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen deltog fredag eftermiddag i et topmøde om bekæmpelse af parallelsamfund.

Mødet fandt sted i omdannelsesområdet Stengårdsvej i Esbjerg. Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen gav en status på indsatsen med arbejdet mod parallelsamfund.

I 2018 var der på nationalt plan 43 boligområder på listen over udsatte boligområder. I dag er der 20 boligområder. Antallet af parallelsamfund er raslet ned, så lovgivningen har hidtil været en succes .

”Det er meget positivt, at det går fremad med udviklingen. Det er tydeligt, at kommunerne og boligorganisationerne tager det alvorligt. Dagens topmøde havde social kontrol som tema. Det er vigtigt, at vi ændrer boligerne fysisk, men også at vi giver bedre forhold for de mennesker, som bor i dem - blandt andet ved at bekæmpe negativ social kontrol. Vi skal mødes på tværs af sociale, økonomiske og kulturelle forskelle. Fx når vi går på arbejde, ned for at handle eller i det lokale idrætscenter,” siger indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen.

Borgmestre, boligorganisationer og ghettorepræsentanterne var blandt de deltagende i topmødet.

Efter mødet fik indenrigs- og boligministeren en rundvisning i boligområdet Stengårdsvej i Esbjerg.

Her hørte ministeren om forsøg med nyttehaver, vilde bede og så på nedrivninger og byggeriet af en ny Netto med grønt tag og solceller.