Social- og Boligstyrelsens årsrapport om socialtilsynene er offentliggjort

29-10-2024

Social- og Boligstyrelsens auditfunktion skal hvert år udgive en årsrapport om socialtilsynene. Rapporten gør status på de fem socialtilsyns arbejde i 2023 og viser udviklingen i deres opgave med at godkende og føre tilsyn med tilbud og plejefamilier i perioden 2020-2023.

De fem socialtilsyn har til opgave at godkende og føre driftsorienteret tilsyn med tilbud på socialområdet, herunder plejefamilier. Ved udgangen af 2023 førte socialtilsynene tilsyn med 1.978 tilbud og 5.196 plejefamilier.

Som tillæg til årsrapporten er der offentliggjort en bilagsrapport, som indeholder oplysninger om socialtilsynenes økonomi i 2023, sammensætning af personalet i socialtilsynene, udviklingen i magtanvendelsesindberetninger samt whistleblowerordningen mv.

Årsrapporten skal drøftes af de enkelte ansvarlige kommunalbestyrelser på møder senest tre måneder efter offentliggørelsen.

Med det forventede ophør af Social- og Boligstyrelsens auditfunktion pr. 1. januar 2025, vil der i fremtiden ikke blive udarbejdet en samlet årsrapport om socialtilsynene. 

Pressekontakt

Social- og Boligministeriets pressetelefon, tlf. 4185 1360 (modtager ikke sms).