I Danmark har vi siden 2018 haft en lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Den skal beskytte mennesker med handicap mod forskelsbehandling i eksempelvis kulturlivet og på uddannelses- og transportområdet.
En ny evaluering fra VIVE viser, at de fleste er klar over, at diskrimination på grund af handicap er ulovligt. Men der er et begrænset kendskab til selve loven. Det gælder både for borgere med handicap og pårørende, men også fagpersoner på området.
Evalueringen konkluderer, at loven om forskelsbehandling på grund af handicap ikke kan stå alene, men må udgøre ét værktøj blandt andre for at modvirke forskelsbehandling. Der er også behov for at udbrede viden og nedbryde tabu på området.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:
Mennesker med handicap skal kunne leve et liv som alle andre. Gå på restaurant eller ud at handle uden at blive afvist ved indgangen pga. en kørestol eller en førerhund. Forskelsbehandlingsloven på grund af handicap er et helt centralt værktøj i kampen for mennesker med handicaps rettigheder. Jeg vil selvfølgelig kigge nærmere på evalueringen, og først og fremmest er det vigtigt at få udbredt kendskabet til loven.
- Sophie Hæstorp Andersen
Pressekontakt
Social- og Boligministeriets pressetelefon, tlf.: 4185 1360 (modtager ikke sms).