Børnerådet er et uafhængigt råd under Social- og Boligministeriet, der rådgiver Folketinget, regeringen og myndigheder i spørgsmål på børneområdet og har til opgave at fremme og sikre børns stemme i den offentlige debat.
De syv nye medlemmer er udpeget af social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen, og de skal de næste tre år – med udgangspunkt i FN’s Børnekonvention - være fortalere for børns rettigheder. Det sker sammen med eksisterende medlem Anita Ernst og Børnerådets forperson, Bente Boserup.
De nye medlemmer tiltræder den 1. august 2025 og har en tværfaglig indsigt i børns liv og rettigheder.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:
Det er afgørende, at vi sikrer børnenes stemme i den offentlige debat, og her spiller Børnerådet en central rolle. Det nye råd er sammensat på en måde, så vi sikrer, at en bred række fagligheder og personlige kompetencer er repræsenteret. Jeg er overbevist om, at Børnerådet med forperson Bente Boserup i spidsen fortsat vil udføre et stort og vigtigt arbejde, når det kommer til at sikre alle børns rettigheder og interesser i Danmark.
- Sophie Hæstorp Andersen
Forperson Bente Boserup siger:
Det nye råd rummer en stærk og bred vifte af viden og erfaring. Det giver et solidt afsæt for rådets arbejde med at beskytte og styrke børns rettigheder. Det er afgørende at have et råd med dyb indsigt og ekspertise i børn og unges liv og behov – og den viden er i høj grad til stede i det nye råd. Jeg ser meget frem til samarbejdet.
- Bente Boserup
Rådet består af nu af følgende otte medlemmer foruden forperson Bente Boserup:
- Anita Ernst, afdelingsleder for overbygningen på Tingbjerg Skole (eksisterende medlem – udpeget i 2023)
- Sarah Alminde, seniorforsker i barndomsforskning ved Roskilde Universitet
- Louise Klinge, børne- skoleforsker samt leder af Eduk (genudpeges – udpeget første gang i 2022)
- David Adrian Pedersen, psykolog i PPR i Køge Kommune, tidligere formand for De Anbragtes Vilkår og næstformand for Rådet for Socialt Udsatte
- Pernille Juul Darling, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri
- Rasmus Ladefoged, forstander på Holmstrupgaard (genudpeges – udpeget første gang i 2022)
- Mads Young Christensen, direktør på bl.a. skole-, dagtilbud- og fritidsområdet i Vordingborg Kommune og formand for Danmarks Basketball Forbund
- Trine Schultz, professor i socialret og institutleder på Juridisk Institut, Aalborg Universitet
Pressekontakt
Social- og Boligministeriets pressetelefon, tlf.: 4185 1360 (modtager ikke sms).