500 millioner kroner til oplevelser skal bekæmpe ensomhed blandt ældre og udsatte

26-03-2021

Et flertal i Folketinget fordeler nu en halv milliard kroner til organisationer, kommuner og regioner. Pengene skal gå direkte til at give socialt udsatte grupper, herunder ældre og mennesker med handicap, adgang til oplevelser som f.eks. koncerter, teaterforestillinger og restaurantbesøg.

Det seneste år har været hårdt for mange sårbare mennesker, som har oplevet isolation og ensomhed. Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet blev med finansloven for 2021 enige om at understøtte oplevelsesøkonomien, herunder restauranter, teatre, museer, hoteller mv. Der blev afsat 500 millioner kroner til oplevelser, som skal modvirke ensomhed og mistrivsel og samtidig holde hånden under oplevelsesindustrien.

Der er nu indgået en politisk aftale mellem partierne om fordeling af midlerne. Der er afsat 250 millioner kroner til kommunerne, regionerne og private og selvejende bo- og dagtilbud på social- og ældreområdet. Midlerne skal bruges i bo- og dagtilbud til ældre og udsatte borgere, herunder personer med handicap til at betale for oplevelsesaktiviteter for beboerne.

Derudover går 220 millioner kroner til udvalgte organisationer i civilsamfundet, der arbejder med udsatte grupper som ældre, børn, familier og hjemløse. Organisationerne skal bruge midlerne til at betale for oplevelser til de udsatte grupper. Kulturministeriet opretter en pulje på 30 millioner kroner med titlen ”1000 nye fællesskaber”, som kan søges af foreninger på kultur- og socialområdet til aktiviteter i oplevelsesindustrien.

Social- og ældreminister Astrid Krag siger:

Det seneste år har været utroligt hårdt for mange sårbare mennesker, som har følt sig isolerede og ensomme. Alt tyder på, at vi inden længe kan vende tilbage til en mere normal hverdag, og jeg er glad for, at vi med denne aftale kan hjælpe en masse mennesker med at komme tilbage til fællesskabet. Når man har været isoleret i lang tid, kan et besøg på en restaurant eller et museum gøre en stor forskel og sprede glæde efter en hård tid.”

- Astrid Krag

Kulturminister Joy Mogensen siger:

Der var stor interesse for puljen til 1000 nye fællesskaber, da vi første gang åbnede den i efteråret. Så vi ved, at der i foreningslivet er stor appetit på at skabe fællesskaber for mennesker, der ellers sidder meget alene. I denne omgang skal det ske i oplevelsesindustrien, som vi har et stort behov for at få gang i. På den måde forener vi vigtige hensyn til udsatte mennesker, foreningerne og blandt andet kulturinstitutioner.”

- Joy Mogensen  

Socialordfører for De Radikale, Henrik Vinther Olesen, siger:

Som resten af erhvervs- og kulturlivet har restauranter, teatre, museer og hoteller været hårdt ramt af nedlukningen. Og samtidig har restriktionerne betydet, at særligt ældre og socialt er blevet ramt ekstra hårdt af ensomhed og savnet af samvær og oplevelser. Her slår vi to fluer med ét smæk: Vi sætter gang i hjulene i oplevelsesøkonomien, og vi gør det ved at sikre oplevelser og fællesskab for dem, som har mest brug for det.”

- Henrik Vinther Olesen

Handicapordfører for SF, Charlotte Broman Mølbæk, siger:

For SF har det været vigtigt, at vi får alle med, når der igen åbnes op for, at vi kan komme ud og opleve. Derfor er vi meget glade for denne aftale, som giver sårbare borgere mulighed for at komme ud og høre musik, opleve teater og kunstudstillinger, komme i zoologisk have, gå en tur i den gamle by eller i biografen. Rigtigt mange sårbare borgere har oplevet stor ensomhed, angst og isolation, og med denne aftale skaber vi mulighed for at komme ud og få gode samt berigende oplevelser i fællesskaber. På samme tid giver vi et økonomisk boost til et hårdtramt kulturliv og oplevelsesindustri, der har været nedlukket i mange måneder under Corona. Det er der hårdt brug for.”

 - Charlotte Broman Mølbæk

Socialordfører for Enhedslisten, Pernille Skipper, siger:

Der er så mange små selvstændige, kunstnere og musikere, der har brug for et boost, og det har vi heldigvis sat en hel del penge af til at sikre. Men det var fuldstændig afgørende for Enhedslisten, at det ikke kun betød, at dem med mange penge fik ekstra oplevelser. Nu sørger vi for, at udsatte børn også kan få en tur i legeland eller udsatte ældre får en koncertoplevelse. Kriser rammer skævt. Nu har vi sikret, at den her rammer bare lidt mindre skævt.”

- Pernille Skipper 

Socialordfører for Alternativet, Torsten Gejl, siger:

Ensomheden har fyldt alt for meget i mange menneskers liv under coronakrisen. Denne aftale kan være en stor hjælp til dem, som savner en god oplevelse sammen med andre mennesker. Alternativet er glad for at være med i en aftale, som samtidig holder hånden under en oplevelsesbranche, som er i knæ efter et år med lav eller ingen aktivitet.”

- Torsten Gejl

Socialordfører for Socialdemokratiet, Camilla Fabricius, siger:

Corona har gjort livet sværere for mange af vores sårbare medborgere, der har oplevet at være mere alene og isolerede. Vi vil hjælpe dem ud af ensomhed og hjælpe dem tilbage i fællesskabet og de gode oplevelser i takt med, at samfundet genåbner. Aftalen skal hjælpe med, at fx den enlige mor og hendes børn kan komme på udflugt på museum, eller at de udsatte på værestedet kan få støtte til en fælles middag på den lokale restaurant. På den måde holder vi samtidig hånden under en hårdt ramt oplevelsesindustri, der har stået stille under Corona.”

- Camilla Fabricius 

Ældreordfører for Socialdemokratiet, Birgitte Vind, siger:

Corona har betydet afsavn og ensomhed for mange. Ikke mindst har mange sårbare ældre måtte undvære kontakt til og oplevelser sammen med andre. Med udmøntningen af midler til stimuli af oplevelsesindustrien, vil lokale organisationer og foreninger, så snart sundhedsmyndighederne giver grønt lys, kunne række ud til ældre og skabe muligheder for kulturelle oplevelser og samvær med andre. Det er alt i alt en win–win-situation. Da vi på samme tid også får sat gang i oplevelsesindustrien som f.eks. koncertbranchen, der har haft et hårdt år under Corona”

- Birgitte Vind  

Yderligere oplysninger

Social- og Ældreministeriets pressetelefon, tlf.: 4185 1360 (modtager ikke SMS)

Kulturministeriets pressetelefon, tlf.: 2276 5116 (modtager ikke SMS) 

Kontakt til ordførerne

Camilla Fabricius, socialordfører, Socialdemokratiet, tlf.: 6162 5864

Birgitte Vind, ældreordfører, Socialdemokratiet, tlf.: 6162 5145

Pernille Skipper, socialordfører, Enhedslisten, tlf.: 3337 5080

Henrik Vinther, socialordfører, Det Radikale Venstre, tlf.: 3337 4757

Charlotte Broman Mølbæk, handicapordfører, SF, tlf.: 6162 3176

Torsten Gejl, socialordfører for Alternativet, tlf.: 6162 4651