Unge uden uddannelse og beskæftigelse har i langt højere grad også udsatte forældre sammenlignet med øvrige unge. Det viser Velfærdspolitisk Analyse 2024, som beskriver gruppen af 43.000 unge mellem 15 og 24 år uden uddannelse og beskæftigelse.
Hovedresultater:
- Over halvdelen af de unge har modtaget en social indsats i deres liv.
- Omkring hver tredje har mødre, der står helt uden for arbejdsstyrken.
- Unge med handicap eller psykiske vanskeligheder er betydeligt overrepræsenterede i gruppen. Eksempelvis har 20 pct. diagnosen angst.
- Social arv ser ud til at have en væsentlig betydning for, om unge formår at komme videre fra en situation uden uddannelse og beskæftigelse.
- Jo ældre den unge er, desto større er risikoen for at forblive fastlåst i gruppen uden uddannelse og beskæftigelse i lange perioder.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:
Analysen viser klart og tydeligt, at vi ikke har formået at løse et af samfundets allerstørste problemer. Den sociale arv er stadig styrende for alt for mange unge menneskers fremtidsmuligheder. Når over halvdelen af de unge har modtaget en social indsats, bliver jeg kun bekræftet i, at der bag ved en svær tilværelse meget ofte ligger sociale udfordringer. Det skal vi tage alvorligt.
- Sophie Hæstorp Andersen
Pressekontakt
Social- og Boligministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke sms).