Regeringen afsætter 15 mio. kr. i 2026 til et midlertidigt og ekstraordinært huslejetilskud til de mest udsatte, som risikerer at miste deres lejebolig på grund af økonomiske problemer, eller som ikke kan flytte i en lejebolig uden et tilskud.
Midlerne skal fordeles til kommunerne, der bestemmer størrelsen på tilskuddet til den enkelte.
Med et kommende lovforslag lægges der op til at den afsatte pulje bliver fordelt proportionalt i forhold til antallet af hjemløse i kommuner, der havde 40 eller flere hjemløse ved den seneste optælling af hjemløse fra VIVE. Det vil sige at 38 kommuner vil modtage midler til midlertidige huslejetilskud.
Hensigten med fordelingen er, at midlerne kommer derhen, hvor behovet er størst, og at de kommuner, som modtager midlerne, får mulighed for at give et tilskud, der reelt kan gøre en forskel for borgerne.
Lovforslaget, der skal muliggøre det midlertidige huslejetilskud, forventes fremsat den 10. december, og midlerne vil kunne udbetales forhåbentlig midt i februar 2026, når lovforslaget er vedtaget og trådt i kraft
Social – og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:
Hvis vi skal hjemløshed til livs – og det skal vi – skal der være boliger, der er til at betale. De boliger mangler nogle steder i landet, og det går ikke, at meget udsatte mennesker lige nu kommer i klemme. Derfor giver vi nu en øjeblikkelig, håndsrækning til en gruppe borgere, der risikerer at gå fra hus og hjem. Samtidigt har vi i regeringen sat gang i flere initiativer, som skal hjælpe kommunerne med at skabe flere billige boliger til de allermest udsatte borgere – særligt i hovedstaden, hvor behovet er størst.
Regeringen lægger desuden op til at:
- udbetales med tilbagevirkende kraft.
- tilskuddet er skattefrit, indgår ikke i beregningen af offentlige forsørgelsesydelser og medfører ikke fradrag i disse ydelser for en ydelsesmodtager eller dennes samlevere.
- huslejetilskuddet ikke får betydning for borgernes boligstøtte.
- følgende kommuner modtager midler: København, Aarhus, Aalborg, Frederiksberg, Horsens, Næstved, Slagelse, Dragør, Esbjerg, Guldborgsund, Silkeborg, Viborg, Vejle, Odense, Herning, Kalundborg, Randers, Høje-Taastrup, Hvidovre, Haderslev, Helsingør, Fredericia, Kolding, Holbæk, Roskilde, Gladsaxe, Tårnby, Hillerød, Køge, Hjørring, Greve, Rødovre, Frederikssund, Sønderborg, Albertslund, Frederikshavn, Lolland og Ishøj.
Pressekontakt
Social- og Boligministeriets pressetelefon, tlf.: 4185 1360 (modtager ikke sms).