Den 30. januar 2025 stillede ministeren forslag om lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (L 130). Lovforslaget blev 1. behandlet d. 19. februar 2025, og skal efter planen 2. behandles d. 8. april 2025.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:
Jeg har lyttet til den debat, der har været om den del af lovforslaget, som vedrører afskæring af klageadgangen til Ankestyrelsen ved udskrivning fra herberger mv. begrundet i bortvisning. På den baggrund stiller jeg på vegne af regeringen ændringsforslag om, at den del af lovforslaget udgår af det samlede lovforslag.
- Sophie Hæstorp Andersen
Lovforslaget vil herefter bestå af forslaget om ændring af reglerne om sociale akuttilbud og forslaget om udvidelse af muligheden for handlekommuneskift for borgere på herberger m.v.
Social- og Boligministeriet har i dag oversendt svar til Folketinget på de skriftlige spørgsmål, der er stillet til lovforslaget, hvoraf det også vil fremgå, at forslaget om afskæring af klageadgangen vil udgå af lovforslaget.
Pressekontakt
Social- og Boligministeriets pressetelefon, tlf.: 4185 1360 (modtager ikke sms).