Social- og boligministeren holder dialogmøde om fremtidens bæredygtige byggeri

06-03-2025

Den grønne omstilling i byggeriet kan ikke alene klares fra Christiansborg. Derfor drøfter social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen i dag udfordringer og muligheder i den igangværende omstilling med byggebranchen.

Byggeriet står for en stor del af Danmarks samlede CO2e-udledning. Og arbejdet med den bæredygtige omstilling af byggeriet kræver inddragelse af mange centrale aktører.

Derfor mødes social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen i dag med ti repræsentanter fra branchen.

De fire temaer ”nedrivning og renovering”, ”genbrug af byggevarer”, ”klimakrav til nybyggeri” og ”biodiversitet i byggeriet” danner rammen om dialogmødet.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:

Den grønne omstilling af byggeriet kræver, at vi fra Christiansborg samarbejder med byggebranchen. Det er vigtigt, at omstillingen også slår igennem ude på byggepladserne. Vi skal sammen finde løsninger, der både mindsker CO2-udledningen og sikrer en bæredygtig fremtid for byggeriet.

- Sophie Hæstorp Andersen

Inputs fra dialogmødet vil indgå i arbejdet med det kommende boligudspil samt den igangværende opdatering af bygningsreglementet.


Pressekontakt

Social- og Boligministeriets pressetelefon, tlf.: 4185 1360 (modtager ikke sms).