Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen satte fokus på personer med handicap i EU, da ligestilling og anti-diskrimination blev drøftet på EPSCO-rådsmødet i Luxembourg den 17. oktober. Mødet fandt sted som led i det danske formandskab, hvor også miljø- og ligestillingsminister Magnus Heunicke deltog.
På mødet vedtog Rådet rådskonklusioner, som sætter en politisk retning for arbejdet med at fremme selvstændig livsførelse for personer med handicap i medlemslandene og i EU.
Derudover ledte social- og boligministeren en politisk drøftelse om, hvordan EU og medlemslandene kan fremme rettighederne for personer med handicap. Her deltog en række EU-ministre samt Ligestillingskommissær Hadja Lahbib. Drøftelserne skal bidrage til det videre arbejde med at styrke rettighederne for personer med handicap i EU og bekæmpe diskrimination.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:
Det danske EU-formandskab arbejder for et stærkere Europa — og et stærkere Europa bygger på stærke, omsorgsfulde og inkluderende samfund, der støtter sine borgere. Som social- og boligminister er jeg dybt engageret i at styrke inklusionen af personer med handicap ved at fremme selvstændig livsførelse og sikre, at deres stemmer bliver hørt i de beslutninger, der påvirker deres liv. Med vedtagelsen af rådskonklusionerne om selvstændig livsførelse tager vi et vigtigt skridt mod at forbedre vilkårene for personer med handicap i EU – og sammen vil vi fortsætte det vigtige arbejde.
- Sophie Hæstorp Andersen
Se social- og boligministerens doorstep forud for rådsmødet her.
Se social- og boligministerens pressekonference i forlængelse af rådsmødet her.
Pressekontakt
Social- og Boligministeriets pressetelefon, tlf.: 4185 1360 (modtager ikke sms).