Danmark har i de seneste seks måneder haft EU-formandskabet, hvor social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen har sat fokus på fem centrale prioriteter:
- Selvstændig livsførelse for personer med handicap
- Betalbare og bæredygtige boliger
- Bekæmpelse af hjemløshed
- Social inklusion af udsatte børn med fokus på anbragte børn
- Anti-diskrimination
Under formandskabet har Danmark opnået markante resultater på social- og boligområdet inden for alle fem prioriteter.
Selvstændig livsførelse for personer med handicap
Det danske formandskab forhandlede et sæt rådskonklusioner, der sætter en politisk retning for arbejdet med at fremme selvstændig livsførelse for personer med handicap i medlemslandene og i EU. Disse rådskonklusioner blev vedtaget på EPSCO-rådsmødet d. 17. oktober 2025 med social- og boligministeren ved bordenden. Læs mere her.
Derudover inviterede social- og boligministeren, i samarbejde med Danske Handicaporganisationer, European Disability Forum og Europa-Kommissionen til en højniveaukonference om selvstændig livsførelse. Formandskabet udsendte konklusioner på baggrund af diskussionerne under konferencen. Læs mere her.
Betalbare og bæredygtige boliger
I september inviterede Social- og Boligministeren, i samarbejde med Københavns Kommune, til en højniveaukonference om betalbare og bæredygtige boliger. På konferencen mødtes beslutningstagere og fagfolk fra hele EU for at dele erfaringer og finde løsninger på, hvordan vi kan kombinere grøn omstilling og social balance, så fremtidens boligbyggeri på tværs af EU er både bæredygtigt og til at betale. Formandskabet udsendte konklusioner på baggrund af diskussionerne under konferencen. Læs mere om konferencen her.
Under det danske formandskab forhandlede Social- og Boligministeriet et sæt rådskonklusioner om boliger, som gav medlemslandenes input til Europa-Kommissionens Affordable Housing Plan, der blev præsenteret af Boligkommissær Dan Jørgensen d. 16. december 2025. Konklusionerne fokuserede på adgang til finansiering, byggeri og bæredygtighed, planlægning af hvor der kan bygges samt social inklusion. Disse konklusioner blev vedtaget som formandskabskonklusioner med støtte fra Danmark og 25 andre medlemslande på EPSCO-rådsmødet d. 1. december 2025. Læs mere her.
Bekæmpelse af hjemløshed
Social- og Boligministeriet var værter for et tematisk seminar om Housing First og et møde i den Europæiske Platform for Bekæmpelse af Hjemløshed. Deltagerne fokuserede på gode erfaringer med Housing First på tværs af medlemslandene, vidensdeling om effektive tiltag mod hjemløshed og fælles udfordringer på området. Seminaret havde særligt fokus på, hvordan medlemslandene kan sikre adgang til de betalbare boliger, som gør Housing First muligt i praksis. Læs mere om mødet her.
Social inklusion af udsatte børn med fokus på anbragte børn
Danmark satte som formandskab ekstra fokus på kvalitet i anbringelser og plejefamilier og på hvordan medlemslandene arbejder med at sikre kvalitetspleje for udsatte børn og unge. Dette kom til udtryk under mødet blandt de nationale koordinatorer for den Europæiske Børnegaranti i oktober, som blev afholdt sammen med Europa-Kommissionen. Læs mere om mødet her.
Anti-diskrimination
Under EU-formandskabet prioriterede social- og boligministeriet anti-diskrimination og ligebehandling, hvilket bl.a. kom til udtryk gennem den fortsatte forhandling af anti-diskriminationsdirektivet, som fortsat forhandles efter det blev fremsat i 2008. På trods af fremskridt i forhandlingerne, så lykkedes det ikke for det danske EU-formandskab at opnå enstemmighed i Rådet. Derfor fremlagde social- og boligministeren sin fremskridtsrapport til EPSCO-rådsmødet d. 1. december 2025, og det er nu op til kommende formandskaber at fortsætte forhandlingerne.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:
Vi har opnået rigtig flotte resultater på social- og boligområdet under det danske EU-formandskab, og det er jeg meget stolt af. Vi har rykket på vigtige dagsordener – fra selvstændig livsførelse for personer med handicap til arbejdet for flere betalbare og bæredygtige boliger, indsatser mod hjemløshed, bedre vilkår for udsatte børn og et fortsat fokus på at bekæmpe diskrimination. Det har vi gjort i tæt samarbejde med medlemslandene, EU-institutionerne, eksperter og civilsamfundet.
Jeg ser tilbage på formandskabet med stolthed over de danske initiativer og løsninger, vi har kunnet dele med vores europæiske kollegaer – for eksempel den stærke almene boligsektor. For mig er det helt klart: Et stærkt Europa begynder med stærke, omsorgsfulde og inkluderende samfund, hvor alle har et sted at høre til og et sted, de kan kalde hjem. Formandskabet er slut, men arbejdet fortsætter – og jeg glæder mig til at tage erfaringer og idéer med mig videre i mit arbejde som social- og boligminister.
- Sophie Hæstorp Andersen
Pressekontakt
Social- og Boligministeriets pressetelefon, tlf.: 4185 1360 (modtager ikke sms).