Der findes mennesker i Danmark, som lever på kanten af samfundet og fællesskabet. Borgere som sjældent har et hjem. Hvor stofferne eller alkoholen har taget over. Som kæmper med fysiske og psykiske sygdomme. Ofte det hele på én gang. Alt for ofte ender de mest udsatte som kastebolde mellem sagsbehandlere, kommuner og regioner uden hjælp. Det vil regeringen nu gøre op med.
Regeringen har et fokus på samfundets mest udsatte – herunder at bureaukrati, regler og kommunale barrierer ikke må komme i vejen for indsatser, der kan skabe en mere tålelig hverdag. Derfor sender socialminister Monika Rubin i dag et lovforslag i høring, der skal sikre mere værdighed for de allermest udsatte borgere.
Lovforslaget indeholder:
Gadens Huse og mobile udsatte-enheder
Gadens Huse i de større byer skal fungere som en samlet indgang til hjælp og støtte og skal tilbyde blandt andet sundhedsfaglig hjælp, rusmiddelbehandling og socialpædagogisk støtte. Uden for de større byer og i landdistrikterne skal mobile udsatte-enheder opsøge og hjælpe målgruppen på samme helhedsorienterede og tværfaglige måde.
Borger i Danmark
Sagsbehandlere i Gadens Huse og i de mobile udsatte-enheder vil under en treårig national forsøgsordning kunne iværksætte en række indsatser efter serviceloven til de allermest udsatte borgere, uanset hvor i landet borgeren kommer fra og har sin adresse.
Ret til at beholde stoffer til eget forbrug
For socialt udsatte med stærk afhængighed af stoffer kan bødestraf, fængsling eller konfiskering af stoffer gøre en svær situation endnu sværere. Aftalepartierne er enige om, at de allermest udsatte med stærk afhængighed skal have lov til at beholde stoffer til eget forbrug.
Samtidigt er arbejdet med en styrket værdighedsreform gået i gang.
Socialminister Monika Rubin siger:
Det er frygtelig ensomt ikke at få den hjælp, man har brug for. At stå alene med sine problemer eller stå udenfor fællesskabet, fordi man ikke har fået den hjælp, som kunne gøre den rigtige forskel. Derfor er værdighedsreformen så vigtig. Den sætter mennesket forrest og rækker en hånd ud til dem, som lever et liv på kanten af samfundet.
Det er vigtigt for mig, at gadens folk hurtigst muligt kan mærke en forskel. Derfor sender jeg nu lovforslaget i høring. Samtidig har jeg arbejdshandskerne på med henblik på at styrke reformen endnu mere.
- Monika Rubin
Den tidligere regering, SF og Konservative Folkeparti indgik i januar 2026 en politisk aftale om værdighedsreformen, men implementeringen af aftalen blev sat på pause grundet folketingsvalget og de efterfølgende regeringsforhandlinger.
Læs mere om indgåelsen af den politiske aftale her: Aftale om en værdighedsreform er et nybrud - Socialministeriet
Pressekontakt
For yderligere oplysninger kan ministeriets pressetelefon kontaktes på tlf. 41 85 13 60 (modtager ikke SMS)